ANMELDELSE: Frau Luna, Tipi am Kanzleramt, Berlin ✭✭✭✭

Max Gertsch, Anna Mateur, Christoph Marti, Tobias Bonn, Thomas Pigor, Meri Ahmaniemi, Marides Lazo (f.v.t.h.) © Barbara Braun Frau Luna

Tipi-am-Kanzleramt, Berlin,

17. februar 2018

4 stjerner

Dette ekstraordinære, ikoniske og berusende værk er et bemærkelsesværdigt fænomen, der bør opleves præcis med den indstilling, det er skabt til at blive modtaget med.  Fyldt med de mest vidunderlige melodier og gennemsyret af en larmende fornemmelse af det rå berlinske liv, er det et sprudlende, upoleret vidunder. Det river dig med i sin rene beslutsomhed på at være så letsindig og grov som muligt, mens det bombarderer dig med den ene lækre ørehænger efter den anden.  Oprindeligt komponeret i slutningen af det 19. århundrede af Paul Lincke (i Tyskland kendt som faderen til 'berliner-operetten') til en libretto af Heinz Bolten-Baeckers, og siden finpudset gennem mere end to årtier før det fandt sin mere eller mindre 'endelige' form i 1922 – den version, der spilles her. Det ligner intet, vi har set i Storbritannien, selvom man ikke går helt galt i byen, hvis man forestiller sig en blanding af 'Benny Hill, Franz Lehár og julepantomime'.  Forestillingen bliver jævnligt genopsat på 'respektable' statsstøttede teatre og operahuse, er blevet filmatiseret to gange til tv og en gang som spillefilm i 1941; den har overlevet begge verdenskrige og bevaret sin popularitet uanset de voldsomme svingninger i tysk politik og kultur.  For enhver, der er nysgerrig på, hvordan Tyskland opnår den ofte flygtige kvalitet 'kontinuitet', er her et sjældent eksempel på netop det – om end det foregår i et midlertidigt telt ved siden af de meget permanente betonvægge og stålgitter ved hovedkvarteret for en af de længst siddende tyske kanslere siden Bismarck, Frau Merkel.  Sammenfaldet mellem de to damers titler er, jeg er sikker på, helt tilfældig.

Tobias Bonn (tv), Gustav Peter Wöhler (th) © Barbara Braun

Først og fremmest må det siges, at hvis man ikke har et godt kendskab til tysk og i det mindste en vis fortrolighed med berliner-dialekt, så byder dette show på betydelige sproglige udfordringer. De er ikke uoverstigelige, men hvis sproget er et problem, er det tilrådeligt at studere handlingen grundigt på forhånd, da der ikke er undertekster.  Selvom historien er enkel, er det nødvendigt at vide præcis, hvem alle karaktererne er – og der er mange af dem – samt deres indbyrdes forhold for at fange essensen af, hvad der sker.  Instruktøren Bernd Mottl har stor erfaring med musikteater, men instruerer her med brede, illustrerende snarere end fortolkende strøg og prioriterer enkle fagter over detaljeret udforskning.  Det samme gælder Christopher Toelles koreografi, som er generisk frem for narrativt funderet.  Friedrich Eggerts elegante monokrome scenografi opnår nogle pragtfulde effekter i det begrænsede rum, som spillestedet tilbyder, og Heike Seidlers kostumer bliver gradvist mere storslåede, som forestillingen skrider frem – men man sætter mere pris på dem, hvis man har fanget mere end blot hovedtrækkene i historien, de fortæller.

Gert Thumser, Andreja Schneider, Fausto Israel (f.v.t.h. forrest), bagved Anna Mateur (tv), Tobias Bonn (th)
© Barbara Braun / MuTphoto

Kort fortalt er dette i bund og grund en typisk 'måne-revy' fra sin tid: et par mennesker, der keder sig med livet på jorden, beslutter sig for at pifte tingene op ved at rejse til månen på besøg.  Og det er det.  Der er intet andet mål: helten, der fører an, den beskedne mekaniker Fritz Steppke (Benedikt Eichhorn), lader på grund af manuskriptets enfoldighed sin udkårne (udlejerens niece, Marie, sunget af den fremragende Sharon Brauner) blive tilbage på jorden. Dermed berøves stykket sit følelsesmæssige omdrejningspunkt i næsten hele spilletiden.  Oppe på månen, da hun endelig dukker op i den kortere anden akt, ender han med at flirte ret meningsløst med titelrollen, Månens herskerinde, Andreja Schneider (der giver alt, hvad den kan trække af både lår og barm i deres smålumre og barnagtige scener).  Medslæbt med Steppke er hans drikkebrødre, skrædderen Laemmermeier (Thomas Pigor) og skatteopkræveren Pannecke (Max Gertsch), og på en eller anden måde også hans skræmmende udlejer, enken Frau Pusebach (en travesti-rolle spillet af Christoph Marti).  På månen møder de også fruens friske stuepige, Stella (Anna Mateur), der forfølges af den afskyeligt groteske Prinz Sternschnuppe (endnu en drag-rolle spillet af Katharina Thalbach), samt nogle 'stjerne-optrædener' fra andre besøgende guder, de ligeså bramfrie og velklædte Venus (Fausto Israel) og Mars (Gert Thumser).  Rundt om dem alle vimser den gammeldags Fräulein Groom (endnu en drag-rolle spillet af Ades Zabel).  Holdet fuldendes af et måne-kor på 9 piger.  Der er ingen drenge.  Det gøres klart, at månen virkelig tilhører kvinderne.

Andreja Schneider (m), Jane Reynolds (tv), Carolin Schönemann (th)
© Barbara Braun

Alle disse er karakterer, der er velkendte i Berlins cabaretmiljø, hovedsageligt gennem mange års tjeneste på Bar Jeder Vernunft – som er selve udspringet for denne ambitiøse produktion – og de er tydeligvis elsket og beundret af publikum, der fylder de cabaret-opstillede rækker aften efter aften.  Det må dog siges, at her er tale om cabaret-performere snarere end dramatiske skuespillere.  Alligevel skabes der en stærk kontrast af den ene figur, som for alvor indtager scenen med en karaktertegning frem for blot sin egen personlighed: Tobias Bonns brillante 'Liberace-agtige' fortolkning af Theophil (iklædt en glitrende sort habit med sølvdetaljer), Frau Lunas ceremonimester. Han formår som den eneste ikke at synke i med den tunge, grove humor, som librettoen øser ud af, og bevarer en vis værdighed for sin karakter, selv over for de mest smagløse indslag.  Det er noget af en bedrift.  Hans beherskelse af gestik, bevægelse, linjer, intonation og timing er fejlfri og en fornøjelse at overvære.  I skarp kontrast hertil vil man, når man først bliver fortrolig med, hvad folk faktisk siger til hinanden, måbe over humorens lave niveau og den fuldstændige mangel på ironi i de attituder, alle indtager (med undtagelse af – desværre – den oversete og underudnyttede Sharon Brauner).  Man vil sikkert også blive forfærdet over den begejstring, som publikum deler over al denne vulgaritet og overfladiskhed.  Berlinere elsker at chokere!  Men ligesom julepantomime i UK synes at give briterne en ventil for mørke og bekymrende psykologiske spændinger, så ser denne form for underholdning ud til at give de lokale præcis det samme nødvendige afløb – hvilket uden tvivl forklarer dens lange levetid.

Max Gertsch, Benedikt Eichhorn, Thomas Pigor (f.v.t.h.)
© Barbara Braum

Uanset alt dette er værkets blivende storhed dets helt fantastiske musik af tidens største melodiker, Paul Lincke.  Det er ikke uden grund, at manden har fået en hel gade opkaldt efter sig (tæt på hvor han boede langs den træbeklædte Landwehrkanal i det elegante Kreuzberg).  Hans evne til at spinde smuk musik ud af dette nonsens er forbløffende, og der er flere numre, der vil blive hængende længe efter, man har forladt teatret – ikke mindst den hamrende fængende og evigt gentagne 'Berliner Luft'. Dog en lille advarsel: Du vil sandsynligvis finde det umuligt at høre teksten på de mest populære sange, da publikum insisterer på – som de sikkert føler sig forpligtet til – at klappe med i en energisk, perfekt synkroniseret efterligning af 'Stechschritt', så hele teltet vibrerer i deres insisterende rytme.  Foruroligende.  Dette er endnu mere utroligt, når man tænker på, at kapelmester Johannes Roloff styrer et massivt orkester på ikke færre end 27 musikere, der spiller med overskud – selv når de begraves under alt det evindelige klapperi.

Men pyt med det.  For mig er den virkelige musikalske perle i dette værk den stemningsfulde 'Schlösser, die am Monde stehen', en simpelthen fortryllende vals (tyskere har endnu ikke fundet ud af, hvordan man klapper med til valse), hvis uforglemmelige kraft vil bjergtage dig – især når du opdager dens geniale og helt vidunderlige sammenhæng med den larmende march i 'Die Berliner Luft'.  Showet er måske excentrisk og besynderligt, men det vil vinde dit hjerte.

Spiller frem til 11. marts 2018

BESTIL BILLETTER TIL FRAU LUNA NU