ANMELDELSE: From Here To Eternity, Shaftesbury Theatre ✭✭✭

Herfra til evigheden på Shaftesbury Theatre Herfra til evigheden Shaftesbury Theatre 10. oktober 2013 3 stjerner Tamara Harveys iscenesættelse af Herfra til evigheden er nu i forpremiere på Shaftesbury Theatre. Musicalen har manuskript af Bill Oakes, sangtekster af Sir Tim Rice og musik af Stuart Brayson.

Uden at have læst James Jones' roman, men med kendskab til den berømte Oscar-vindende film med Burt Lancaster, Deborah Kerr, Frank Sinatra og Donna Reed, var plottet i denne musicalversion mildest talt overraskende – måske følger den bogen tættere, eller måske er den blevet "opdateret".

Det giver ingen mening at afsløre hovedpersonens skæbe allerede i første scene, mens handlingen folder sig ud; det tjener kun til at berøve de senere scener for deres følelsesmæssige tyngde og dramatiske slagkraft. Det er et mærkværdigt og overraskende dramaturgisk valg for teatret, selvom filmen benyttede samme greb.

Hvad der ikke er overraskende, er at scenografien er skabt af den herostratisk berømte Soutra Gilmour, og den fungerer yderst effektivt, især i samspil med Bruno Poets lysdesign. Stykket udspiller sig i ugerne op til angrebet på Pearl Harbor, og scenografien formår at fremmane både Hawaiis atmosfære og det trøstesløse hverdagsliv for de udstationerede soldater. Gilmour får det hele til at fungere glimrende – måske bedre end selve fortællingen fortjener – selvom man i de to centrale kærlighedshistorier kunne have ønsket sig mere intime rum.

Brugen af begavede og ofte dæmpede videooptagelser hjælper generelt (dog ikke i finalen af første akt, hvor et pludseligt videoangreb af enorme bølger får man til at undre sig over, om det er en tsunamien, der kommer, eller blot en svag refleksion af den ikoniske Lancaster/Kerr-sexscene i bølgerne), men det fungerer samtidig som en alt for tydelig påmindelse om filmen.

Derfor føltes sekvensen i gay-baren lige så malplaceret, forbløffende og forvirrende, som hvis man pludselig indsatte et black-and-white minstrel-nummer i første akt af Les Misérables. Og det tilhørende sub-plot blev aldrig ordentligt forklaret, så man efterlades med endnu flere spørgsmål om sekvensens formål – især fordi resultatet totalt forvirrer publikum omkring en nøglekarakter, Sinatra-rollen fra filmen: Er han skabshomofob? Er han en ondskabsfuld tyv? Er han en person, der lokker og derefter overfalder ensomme homoseksuelle mænd? Og hvis noget af det førnævnte er sandt, hvorfor lukker de ham så ind i deres klub igen? Og hvorfor skulle den glade, pige-glade, italienske kyniker med det stærke sind (her spillet yderst vindende af Ryan Sampson) overhovedet gøre den slags? Bliver han fængslet for at være homoseksuel?

Det viser sig, at de homoseksuelle referencer oprindeligt blev censureret ud af bogen, men i de senere år er blevet genindsat af den afdøde forfatters datter. Det centrale punkt var, at Sinatra/Sampson-karakteren lod ældre mænd give ham oralsex for penge, fordi tiderne var hårde i hæren. Måske gør den reviderede bog alt dette forståeligt, men det gør denne musicalversion mærkværdigvis ikke.

Men det er ikke det eneste overraskende her. Særligt god er den måde, Gilmour fremmaner stemningen i Mrs. Kipfers bordel/klub, hvor soldaterne søger adspredelse. Det er snusket, men dragende, og det er her, man første gang får en rigtig fornemmelse af historiens tidsånd. Faktisk bliver alt bedre, hver gang bordelpigerne dukker op. Det skyldes ikke Mrs. Kipfer (en svag præstation af Julie Armstrong), men derimod det vidunderlige kvindelige ensemble (anført af Lucinda Shaw, der perfekt rammer den nødvendige Ava Gardner-vibe, og en slagfærdig Rebecca Sutherland) – de fleste af forestillingens bedste numre involverer dem: Don'cha Like Hawaii, You Got The Money og The Boys of '41.

Dette er ikke for at nedgøre det mandlige ensemble, men sandheden er, at de ikke kan matche pigerne. Dette skal forestille at være en hård flok professionelle soldater og boksere, men flere medvirkende er castet uden troværdigt at kunne leve op til den beskrivelse. Der er dog fremragende mandfolkearbejde fra Warren Sollars, James Ballanger, Joshua Lacey (lidt uden for sin komfortzone som den plagede, ondskabsfulde homoseksuelle soldat Bloom), Stephen Webb og Matthew Wesley.

Javier De Frutos har koreograferet mændene med balletagtig præcision, og visse sektioner er helt elektriske (arbejdet med slowmotion er meget flot, omend lidt langtrukkent) og imponerende. Der er en begavet visualisering af bombningen af Pearl Harbor og dens efterspil.

Hele ensemblet synger rigtig, rigtig godt, og de store kornumre får fuld kraft.

Desværre bliver ingen af hovedkaraktererne portrætteret så godt, som teksten kræver – det her er fejlbarlige, rigtige mennesker med komplekse baggrunde og motiver, ikke endimensionelle klichéer. Endnu en gang, som det så ofte er tilfældet i musicals i West End, modvirker castingen stykkets mål og behov.

Tættest på målet kommer Robert Lonsdale som hovedpersonen Prewitt, men han synger ikke helt godt nok og formår ikke at formidle de understrømme og nuancer, der findes i denne hjemsøgte mand, som flygter ind i hæren for at gemme sig, men fejler i alle sine forehavender – og dog holder fast i et meget stærkt moralsk kodeks. Det er en svær rolle – bokser, trompeter, klog-i-åge, elsker, ven, morder – og den kræver mere dybde, end Lonsdale leverer. Men det er stadig tidligt i forløbet, og han kan meget vel vokse i rollen, efterhånden som forestillingerne skrider frem.

Han og Sampson er helt sikkert dem, man skal holde øje med her.

De øvrige bærende roller spænder fra det forglemmelige (Susan Harrison, Rebecca Thornhill, Darius Campbell) til det pinlige (Martin Marquez, David Stoller, Brian Doherty). Dette er West End, ikke en nedlagt varieté: Ved billetpriser på op til £90 bør publikum forvente absolut topniveau, ikke kastebolde for casting-agenter og instruktører med manglende dømmekraft.

Mest kritisk er det, at der overhovedet ingen seksuel kemi er mellem de to sæt romantiske hovedroller.

Harvey må tage størstedelen af skylden: Hendes vision for præstationerne, dramaet, spændingen og de dramatiske skift er middelmådig, hvor den burde have været inspirerende.

Selvfølgelig får hverken de medvirkende eller Harvey meget hjælp fra det tamme manuskript eller den til tider banale musik og tekst. Der ligger en seriøs voksenhistorie her, men den bliver holdt nede.

Der er dog nogle gode numre – Something In Return er særligt imponerende, og man kan mærke, at titelsangen med andre stemmer ville kunne løfte sig markant.

Alt for meget af musikken er ligegyldig, og der er musikalske øjeblikke, man forventer på grund af karaktererne og situationerne, men som aldrig kommer. Oakes' manuskript giver ikke komponisten de rette muligheder. Man sidder med følelsen af, at en nådesløs producent med skarp sans for teater kunne have forvandlet denne produktion til noget friskt og bemærkelsesværdigt.

Men det kompromis, man har valgt her, er generelt set underholdende nok (udelukkende takket være det forrygende ensemble, Sampson og Lonsdale), men det lever ikke op til det fascinerende og dramatiske musikalske værk, det kunne have været.

Sir Tim beskriver værket som en "voksen-musical" – jeg er ikke helt klar over, hvad det betyder, men man kan ikke lade være med at tænke, at alle ville have været bedre tjent med, hvis stykket var modent i tone og udførelse frem for blot at være for voksne.