ANMELDELSE: Future Demons - Konceptalbum ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Future Demons, et nyt konceptalbum af komponist og tekstforfatter Ryan Scott Oliver.

Future Demons - konceptalbum

Ryan Scott Oliver

Ryan Scott Olivers hjemmeside

Ryan Scott Oliver – komponist, arrangør, tekstforfatter, visionær og manden, der måske er 'Broadways fremtid' – er en kunstner, som man aldrig helt ved, hvad man kan forvente af. Og ingen, der så hans '35MM' på The Other Palace for nylig, kunne have forudset dette: et ekstraordinært, højeksplosivt, kantet og modernistisk udbrud af post-amerikansk angst. Det funkler ikke så meget, som det eksploderer i lytterens ører, ryster publikum ud af enhver form for magelighed og giver dem energi som tre baner af den fineste colombianske. Men det er ikke kun et adrenalinsus; der er en berusende blanding af sansemæssig forførelse i dette medrivende hit, som afvæbner og indfanger dig. Pas på! Man bliver hurtigt afhængig.

Det hele skydes i gang med 240 km/t med den vidunderlige Kerstin Anderson, der raser igennem 'My Life With R H Macy'. Denne butiksassistents rapsodi er i stil med David Lynch og Brett Easton Ellis og opremser hendes oplevelser som slave for forbrugsfestens højborg i New York City, mens ensemblet udfylder de andre roller – herunder et ekstraordinært mandskor af 'Miss Coopers'! Efter den chokstart skifter vi til en folk-country-vibe i det næste nummer, 'James Harris': et a cappella-vers leveret med skøn karakter af Heath Saunders, før det blomstrer ud i en besværgende arabesk af banjo, mandolin, guitar og trommer om eventyr og romantik. Her møder vi den fængslende rædselsfulde forførelse fra hans allestedsnærværende lothario – en blanding af Don Giovanni og Blåskæg – som bliver kommenteret, fulgt og i sidste ende ekspederet af hans kvindelige ensemble af ofre-man-hævnere. Dette minder om de karakterportrætter, vi tidligere har hørt fra RSO, men hvor har vi før hørt et baggrundskor brugt med en sådan græsk formalitet? Det er tidsåndens stemme, måske med fine spor af #MeToo under de primitive passioner.

Derefter kaster vi os ud i noget særpræget kaldet 'The Story We Used To Tell', en pulserende, bekendende fortælling, hvor melodierne står i kø. Det har et konstant overraskende omkvæd sunget af Britney Coleman (der dypper Joni Mitchell-agtig vokal i et kar af Angela Carter), mens Victoria Huston-Elem ledsager hende på en mørk rejse gennem endnu et 'mørkt hus'. Her skifter musikken smidigt taktstørrelse, tekstur og puls, alt imens fortællingen gør nummeret til en slags selvstændig novelle. Og det er ikke så mærkeligt. Alle sangene er baseret på fortællinger og karakterer udtænkt af midten af det 20. århundredes mester i amerikanske gys, Shirley Jackson – forfatteren bag en stribe historier krydret med gys og det okkulte, herunder 'The Haunting of Hill House'. RSO reagerer på hendes verden med en kamæleonagtig begejstring og skaber en form for evigt udviklende musik, der er åndeløst spændende og gør lytteren næsten til en del af selve skabelsesprocessen. Selvom han galant bevarer meget af hendes tekst i hver af sine mesterligt moderniserede og transformerede sangtekster, lyder det hele – som altid – hundrede procent som ham selv og ingen andre.

I 'What A Thought' sender Jay Armstrong Johnson os (med lidt sofistikeret hjælp fra RSO selv – der er bogstavelig talt INTET, den mand ikke kan!) ind i et Sondheim-agtigt territorium: flossede nerver, forhold i frit fald og elegante rim syet ind i en kynisk svingende vals, der sirligt pakker alt det raseri og den desperation ind, som udspygges af en arrogant og morderisk besat narcissist. En negativ kommentar til moderne homoliv? Tja, der er alt for meget vid, dannelse og selvironisk spot til, at den anklage holder, tænker jeg. Men Jackson elskede at provokere: Hendes gennembrud i magasinet 'The New Yorker', 'The Lottery', udløste en sand storm af protester mod udgivelsen. Og RSO gør her en stor indsats for at yde sin afdøde samarbejdspartner retfærdighed, ikke kun i ordet, men også – og nok vigtigst af alt – i ånden.

Nej, jeg har aldrig forestillet mig min mand i livsfare

Undtagen den ene gang uden for en boligforretning

Eller da han hadede Cate Blanchett i Carol.

Hvordan ender det? Det må du vist selv ligge og vride dig over, mens du overvejer den pirrende 'cliffhanger', som nummeret slutter med.

Overgangen derfra til 'Family Treasures': et hymne-agtigt nummer, der starter i tætte harmonier og bryder ud i smittende rock-chic selvsikkerhed. Mættet med stemningen fra 70'ernes disco-funk er det et mash-up af ABBA, Quincy Jones, Suzi Quatro og alle dine yndlingsikoner fra glam-æraen. Det synges med medrivende troværdighed af Caitlin Doak, Alina Fontanilla, Jessie Hooker-Bailey, Kim Onah, Gerianne Perez, Catherine Ricafort og Nicole Zelka, og fortæller en historie med en tvetydig moral i stil med P.D. James: RSO ser ud til at udfordre os til at vælge side! Samtidig er hans rytmesans helt original og fuldstændig bjergtagende: Hvis dette foregik i et rigtigt teater, ville du mentalt allerede være i gang med at planlægge, hvornår du kunne komme tilbage og få dit næste fiks. Når dette track slutter, opdager du derfor, at du allerede tørster efter mere og spekulerer på, om du nogensinde vil kunne holde din nye afhængighed skjult... eller om du bliver nødt til at udbasunere det til alle, du møder!

Glem ikke at lytte med igen: meget snart!