ANMELDELSE: Girl From The North Country, Old Vic Theatre ✭✭✭✭✭

Ensemblet i Girl From The North Country. Foto: Manual Harlan

Girl From The North Country

The Old Vic

26. juli 2017

5 stjerner

Bestil billetter

Jeg har altid vidst, at der var meget O'Casey over Conor McPherson, skaberen af moderne irske myter, men efter at have set hans opsætning af sit eget stykke, inspireret af Bob Dylans sange, ser jeg nu, at der måske er endnu mere Tjekhov i ham. Han tager en broget flok karakterer, placerer dem sammen i en midlertidig, usikker ramme og observerer, hvordan de hverken formår at mestre livets udfordringer eller – vigtigst af alt – at se sig selv, som de virkelig er. Det privilegium overlader han til publikum. Samtidig, som en af de udenlandske producenter bemærkede til premieren, så 'fortæller han os, hvem vi er' – en sandelig klog observation. For det er digterens gave, og i dette nye værk af McPherson demonstrerer han og Dylan, at det er præcis det, de besidder.

Sam Reid (Gene Laine) og Ciaran Hinds (Nick Laine) i Girl From The North Country. Foto: Manual Harlan

Vi befinder os i et vinterkoldt Minnesota i 1934 på et forfaldent, billigt hotel (gennemført scenografi af Rae Smith, smukt lystat af Mark Henderson). Her kæmper ejeren Nick Laine (Ciaran Hinds) indædt for at holde forretningen kørende under depressionen, mens hans hustru Elizabeth synker længere ind i demensens tåger med alskens upassende opførsel til følge. Det er en smule forvirrende, at hun spilles af den ungdommelige Shirley Henderson, som har opdraget hittebarnet Marianne (Sheila Atim) som sin egen: Vi bliver bedt om at se bort fra de fysiske realiteter her, men det er en svær pille at sluge; Atim tårner sig op over Henderson, mens hun arbejder på hotellet, kraftfuld og atletisk, hvilket gør hendes fremtoning endnu mere markant. En af de centrale tråde i handlingen følger hende, idet hun afviser den velhavende apoteker-relikvie, Mr. Perry (Jim Norton), til fordel for den rå maskulinitet hos den undvegne fange Joe Scott (Arinze Kene) – et meget 'rock'n'roll' træk, som viser sig at være en succes og gør dem til de eneste, der reelt formår at rejse sig fra ruinerne af den amerikanske drøm.

Andre flygtninge fra brudte illusioner under Laine-familiens tag tæller ægteparret Burke (Stanley Townsend og Bronagh Gallagher – et umage par, der som så mange andre er dømt til at blive sammen) og deres søn Elias (Jack Shalloo), der er barnligt farlig i stil med Lennie fra Mus og Mænd. Han leverer et af forestillingens mest pragtfulde vokale øjeblikke som optakt til 'Duquesne Whistle'. Familien Laine har også sønnen Gene (Sam Reid, der emmer af en form for falmet glamour), hvis frustrerede forfatterdrømme gør ham til endnu en arketype for tiden og denne genre – han kunne være trådt direkte ud af et stykke af Clifford Odets eller O'Neill, især grundet hans hang til de våde varer. Han har en kæreste, Katharine Draper (Claudia Jolly, som synes at vokse med ansvaret for hvert øjeblik på scenen), hvis største handling er at forlade ham til fordel for et bedre parti, der kan tilbyde hende et nyt liv i det fjerne Boston. Og så er der Mrs. Neilsen (Debbie Kurrup), som introducerer sig selv med 'Went to See The Gypsy', og som personificerer truppens vagabond-agtige karakter til det sidste.

Arinze Kene som Joe Scott i Girl From The North Country. Foto: Manual Harlan

Yderligere ofre for desillusionen tæller kirken i skikkelse af den falske pastor Marlowe (Michael Schaeffer), hvis afpresning og tyvagtighed emmer af et vredt had til hykleri, samt lægestanden gennem de magtesløse observationer fra den i sidste ende selvmordstruede Dr. Walker (Ron Cook). Ensemblet tæller desuden Kirsty Malpass, Tom Peters og Karl Queensborough, hvis liv vi ikke ser i dybden, men man kan ikke forestille sig andet, end at de er ligeså meget på flugt som resten af dette galleri af outsidere. Faktisk er gruppen så særpræget, at man momentvis føler, man er endt i et overnatningsstop med Todd Brownings 'weirdos', der fremviser deres mange særheder. Andre gange har teksten en bidende skarphed, der minder om den knugende stemning i Key Largo, hvor påtvunget munterhed dækker over et råddent samfund i opløsning.

Claudia Jolly (Katherine Draper) og Sam Reid (Gene Laine) i Girl From The North Country. Foto: Manual Harlan

Dr. Walker fungerer i øvrigt som mægler mellem scenen og publikum. Han fortæller os mange ting ved en 30'er-mikrofon – samme måde som sangene leveres på – og han er faderlig, troværdig og stilfærdig. I modsætning til de fleste andre karakterer forfalder han hverken til selv-dramatisering eller selvmedlidenhed. Han minder lidt om advokaten i 'A View From The Bridge'. Men McPherson er alt for kløgtig til at lade sig fange i en forudsigelig tragedie: Hans vision er langt mere kompleks og tjekhovsk, idet han ser en helhed i livet, som dramatikere sjældent fanger. Hans subtile sind rummer både det uforudsigelige i menneskers adfærd og et hjerte, der kan føle empati med enhver personlighedstype og ethvert sindelag.

Jim Norton (Mr Perry) og Sheila Atim (Marianne Laine) i Girl From The North Country. Foto: Manual Harlan

Omkring denne vision væves et net af musikalske begivenheder (fremragende lyddesign af Simon Baker). Som dagene og ugerne går, fra lige før Thanksgiving til begyndelsen af advent, føres vi gennem en række Dylan-numre i vidunderlige nye arrangementer af Simon Hale og med intelligent, livlig koreografi af Lucy Hind. Udover det fire mand høje band anført af Alan Berry (klaver), spiller skuespillerne selv – med stor succes – på et væld af instrumenter, der meget passende kunne ligge og flyde i hotellets fællesrum. Det er åndeløse præstationer, der giver gåsehud og tårer i øjnene gennem et udtryk af så stor patos og uventet skønhed, at man næsten glemmer, at Bob Dylan faktisk er en af de største sangskrivere nogensinde. Sangene fremstår som nye, gribende opdagelser af menneskelivets dybe hemmeligheder, perfekt formet gennem stemmer og instrumentering, der vil klinge i dit sind længe efter, du har forladt teatret.

Det er ikke uden grund, at publikum rejser sig i stående bifald ved forestillingens afslutning. For de ved, at de ikke har mødt fremmede i løbet af aftenen. De har mødt sig selv.

BILLETTER TIL GIRL FROM THE NORTH COUNTRY