ANMELDELSE: Grandma Saves The Day, New Wolsey Theatre ✭✭

Paul T Davies anmelder Grandma Saves The Day, baseret på Ronald Giles' berømte tegneseriefigurer, som lige nu spiller på New Wolsey Theatre.

Holdet bag Grandma Saves The Day. Foto: Robert Day Grandma Saves the Day!

New Wolsey Theatre, Ipswich.

1. maj 2019

2 stjerner

Bestil billet nu

Som opfølgning på deres populære Rock N Roll Pantomime-forestillinger, præsenterer New Wolsey Theatre denne musical med Giles-familien i centrum – de ikoniske figurer fra Ronald Giles’ elskede tegneseriestribe. Hans tegneseriefamilie debuterede i Daily Express i 1945 og kørte i Sunday Express helt frem til 1991. Giles boede i mange år i Witnesham nær Ipswich og hyldes i dag med en statue af Grandma Giles i byens centrum. Selvom det ikke officielt er en Rock N Roll Panto, udspringer den af husets stærke tradition for skuespiller/musiker-produktioner, som vi kender dem fra julen. Denne tradition har tidligere skabt perler som Once og Made in Dagenham, men her falder konceptet desværre til jorden – primært på grund af Phil Wilmotts noget grove og kluntede manuskript, der savner sammenhængskraft.

Giles-familien flytter ind i et socialt boligbyggeri i Ipswich i 1987, dør om dør med den snobbede og statusbevidste Stinkleton-familie. Historien trækker på klassiske motiver som de ulykkelige elskende – i dette tilfælde den unge Bridget Giles og Larry Stinkleton – samt politiske sammenstød mellem fløjene. Men fra start føles det som om, at sanglisten er valgt først, hvorefter manuskriptet er skruet sammen omkring den – og man kan lugte sangvalgene på en mils afstand. Da fru Stinkleton hedder Eileen, ved man straks, at hendes liderlige mand vil synge 'Come On Eileen', og når datteren Carol falder for fyren i pølsevognen, så ved man bare, at han tror, han er Elvis. I tegneserien er Grandma Giles stum, men her har hun fået ét ord – ”Gertcha” – hvilket selvfølgelig varsler Chas N Dave-nummeret. Ja, det er så billige point, der scores.

Der er dog lyspunkter, heriblandt Cleo Pettits fremragende scenografi og kostumedesign, som indfanger tegneseriens særpræg perfekt og gør Giles-familien øjeblikkeligt genkendelig. Skuespillerne kæmper også en brav kamp og yder deres absolut bedste. Især Guy Freeman er hylende morsom som den stormende forelskede Larry, flot flankeret af Grace Lancasters strålende Bridget, mens Steve Simmonds begejstrer publikum i rollen som Grandma, og Ben Goffe er suveræn som den vrikkende Eric Giles. Socialisten i mig nikkede anerkendende til musicalens politiske budskaber, men jeg kommer aldrig til at acceptere Margaret Thatcher, der synger 'Killer Queen' og 'One Way or Another', uanset hvor godt Alice Keedwell fremfører dem.

Vittighederne er hentet direkte fra 70'erne og 80'erne og hører hjemme i den klassiske Carry On-genre. Det er der i og for sig intet galt med, men for næsten fyrre år siden leverede Spitting Image lignende materiale med langt mere satirisk bid. Denne forestilling er omtrent lige så subtil som en beruset festdeltager i Ipswich, der kravler op på Grandma-statuen en lørdag nat. New Wolsey kender dog deres publikum. Forestillingen vil nok ikke sige folk under fyrre ret meget, og det hjælper gevaldigt, hvis man bor i Ipswich, da jokene er meget lokale (endnu et panto-træk), og hvis man kender Giles' værker, der var skarpt satiriske i deres kommentarer til verdensbegivenhederne set gennem en helt almindelig familie. For det publikum, der passede på den beskrivelse, var det en forrygende aften, og der er ingen tvivl om, at stykket er en publikumsbasker for de indviede.

Spiller frem til 18. maj

BESTIL BILLETTER TIL GRANDMA SAVES THE DAY HER