ANMELDELSE: Groan Ups, Vaudeville Theatre London ✭✭

Julian Eaves anmelder Mischief Theatres første udspil Groan Ups, idet de påbegynder deres residens på Vaudeville Theatre i London.

Jonathan Sayer (Simon), Henry Shields (Archie), Charlie Russell (Katie), Henry Lewis (Spencer) og Nancy Zamit (Moon). Foto: Robert Day Groan Ups Vaudeville Theatre

10. oktober 2019

2 stjerner

Bestil billetter Når Mischief Theatre – holdet bag succesen 'The Play That Goes Wrong' – annoncerer en ny forestilling, er forventningerne tårnhøje. Vi må dog huske på, at deres gennembrudskomedie i sin spæde start var en noget upoleret affære, der sjældent ramte plet. Det var kun gennem benhårdt arbejde og utallige forsøg foran små, lokale publikum, at den blev slebet til den monumentale succes, vi kender i dag.

Henry Lewis (Spencer), Henry Shields (Archie) og Charlie Russell (Katie). Foto: Robert Day

Den samme udviklingsproces har, efter min mening, desværre ikke været forundt dette nyeste værk. I stedet virker denne forestilling til at være blevet hastet ind i West End, længe før den overhovedet er klar til at bære en stor kommerciel scene. Det er en skam. Forfatterne Henry Lewis, Jonathan Sayer og Henry Shields har fat i en interessant præmis – tre scener fra de samme fem menneskers liv, som vi ser i 6-års alderen, som 13-årige og sidst i 20'erne. Fly Davis’ scenografi og Roberto Suraces kostumer skaber nogle fine effekter, som instruktør Kirsty Patrick Ward får flettet pænt sammen. Der er også øjeblikke – små lysglimt – af inspireret komik undervejs. Men overordnet set lider værket under en følelse af at være ufuldendt, som et projekt hvor for mange hænder har været involveret uden en klar retning. Rygterne siger, at der konstant skrives om, og det vil sandsynligvis fortsætte gennem hele spilleperioden i West End – hvilket måske endda er det bedste, der kan ske for forestillingen.

Henry Lewis (Spencer), Henry Shields (Archie). Foto: Robert Day

Skuespillerne leverer en livlig indsats. Udover de tre forfattere selv, puster Bryony Corrigan, Dave Hearn, Charlie Russell og Nancy Zamit liv i karaktererne, og de har alle bidraget til den foreløbige skriveproces. Nu hvor de står foran et betalende publikum, finder de måske inspirationen til at give forestillingen en mere meningsfuld form. Som det ser ud nu, føles det mest som en række løse improvisationer over en sketch, der er trukket alt for langt ud. De øredøvende musikalske mellemspil (lyddesign af Alexandra Faye-Braithwaite) virker som endnu et symptom på en produktion, der godt ved, den er i problemer, og desperat forsøger at aflede opmærksomheden.

Jonathan Sayer (Simon), Nancy Zamit (Moon) og Henry Shields (Archie). Foto: Robert Day

Hovedproblemet er, at de valgte karakterer mangler kant og originalitet. Derfor føles deres replikker og handlinger sjældent friske. Man ler en smule og bliver da underholdt, men samtidig mærker man, at man har set og hørt det hele før – og sandsynligvis bedre udført. Især første akt når aldrig ud over det overfladiske, mens anden akt løfter sig en smule med mere sprudlende spil, om end teksten stadig halter. Men pointen med det hele begynder først at tegne sig svagt i tredje akt efter pausen, når børnene er blevet 'voksne'. Her er der en klar stemning af Ayckbourn over de nu voksne venner, der gennemgår deres fælles fortid. Men at minde publikum om en anden dramatiker – og hvor mesterligt han gør det – er næppe det ultimative mål med et nyt stykke, vel?

Så holdet viser os modigt, hvad de har fundet på... indtil videre. Det er op til publikum at vurdere, om de har lyst til at betale fuld West End-pris for noget, der i bund og grund er et ufærdigt eksperiment.