ANMELDELSE: Hansard, National Theatre London ✭✭✭✭

Libby Purves anmelder Simon Woods’ debutskuespil Hansard, som lige nu spiller på Lyttelton Theatre i National Theatre-komplekset.

Alex Jennings (Robin) og Lindsay Duncan (Diana) i Hansard. Foto: Catherine Ashmore Hansard

Lyttelton Theatre, National Theatre

4 stjerner

Bestil billetter

Mens bølgerne går højt i parlamentet længere oppe ad floden, har National Theatre ramt et heldigt og aktuelt tidspunkt for opsætningen af Simon Woods’ debutskuespil. Det markedsføres som et "vittigt og knusende portræt af den herskende klasse" – en perfekt aften til at slynge skarpe bredsider mod et publikum, der har lyst til en omgang konservativ-bashing. Det er et stramt 90-minutters kammerspil om et par i et dybt ulykkeligt ægteskab: Robin, parlamentsmedlem og gammel Eton-dreng, og hans hustru Diana, der besidder en lidenskabelig og sarkastisk socialistisk overbevisning. Begge er overskygget af en tragedie, de ikke kan tale om – før den katartiske slutning, hvor vi indser, at smerten i virkeligheden bunder i andet end politik.

Alex Jennings. Foto: Cathering Ashmore

Handlingen udspiller sig i 1988: et årti inde i Margaret Thatchers efterhånden krakelerede styre, hvor lokalplanloven – for at tækkes den bange, gamle højrefløj – indførte den berygtede Clause 28. Den dikterede, at skoler "ikke bevidst må fremme homoseksualitet eller udgive materiale med det formål at fremme homoseksualitet", toppet med den hånende formulering om "foregivne familieforhold". For de yngre læsere, der fejlagtigt tror på en sort-hvid politisk opdeling i spørgsmålet, er det værd at nævne, at tøbruddet var på vej: Blot to år senere inviterede den konservative John Major Ian McKellen til en dialog om homoseksuelles rettigheder, og mens afskaffelsen af loven skete under Blair, var det Cameron, der indførte ligestillet ægteskab. Tiderne skiftede. Partierne (vel, ikke DUP) rykkede med.

Lindsay Duncan. Foto: Catherine Ashmore

Men det var et betændt emne. Denne Clause 28 virker i starten af stykket blot til at være en af gnisterne til hustruen Dianas raseri. Lindsay Duncan, skrøbeligt elegant og stadig i morgenkåbe kl. 11 formiddag, traver rundt i sit fornemt slidte køkken i Cotswolds. Hun formidler fra start en foruroligende fornemmelse af skarpsindig intelligens, der er gået til spilde, og en hustrus irritation efter årevis med "beundrende blikke, silketørklæder, spadseredragter og hverdagsracisme – den perfekte støttende hustru". Men under overfladen gemmer der sig en dybere, personlig vrede, hvis kerne kun gradvist kommer for dagen. Alex Jennings spiller Robin, et træt politisk overklasse-dyr, der først virker komisk pænt snobbet og elskværdigt selvsikker med en mine som en ægtemand, der er vant til drillende kævlerier. De to gnistrer smukt mod hinanden i deres velkendte diskussioner om diversitet, offermentalitet, fattigdom og hans mistro til romaner og rædselsfulde liberale teatergængere (vi morede os – "en snæver verden af rædselsfulde mennesker, der prøver at forstå sig selv" i stedet for at have et rigtigt arbejde).

Alex Jennings (Robin) og Lindsay Duncan (Diana). Foto: Catherine Ashmore

Der er masser af grin. Men Robin er ikke bare en dum, ufølsom højrefløjs-kliché. Den græsplæne, han har rullet dag ud og dag ind for at udjævne alle ujævnheder, bliver gravet op af ræve, ligesom hans egne fastlåste overbevisninger bliver gravet frem af den menneskelige virkelighed. Begges sårbarhed blottes i den afsluttende, rasende åbenbaring. Vi bliver forberedt på det med fin kontrol (selvom kævleriet varer lige lovligt længe), mens vi indser, at parret engang havde en søn, og at da katastrofen indtraf, beholdt Robins mor – en krydsning mellem Nancy Mitford og Attilla the Hun – sin tid hos frisøren dagen efter. Hun troede heller ikke på alt det følelsesladede pladder og lærte aldrig sin søn om det.

Det er bedst ikke at afsløre alt, men det er så fornemt spillet og stramt instrueret af Simon Godwin, at den evige konflikt mellem liberale og konservative – som en politisk dukketeater-forestilling – ikke er det centrale. Det handler om sorg, om at holde masken og om arven fra den britiske undertrykkelse. Og så selvfølgelig det faktum, at ja, der var en tid for ikke så længe siden, hvor 75 % af befolkningen i meningsmålinger sagde, at homoseksualitet var forkert, og mange ellers ordentlige mennesker frygtede at møde det. Beklageligt, forkert og grusomt, men sandt.