ANMELDELSE: HMS Pinafore, Opera Holland Park ✭✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Gilbert og Sullivans HMS Pinafore hos Opera Holland Park.

Ensemblen og koret i HMS Pinafore hos Opera Holland Park. Foto: Ali Wright HMS Pinafore

Opera Holland Park

11. august 2022

5 stjerner

For andet år i træk afrundes sommeraftenerne i Opera Holland Park på frydefuld vis i en samproduktion med Charles Court Opera, der byder på en lækker bonne bouche af G&S. Sidste år gjaldt det Pirates, og i år gælder det Pinafore. Det er stort set det samme hold, og de leverer en lignende fremragende blanding af respekt for originalens traditionelle styrker kombineret med en vilje til at opdatere og genopfinde scenerierne. John Savournin driver værket frem som både instruktør og i rollen som Kaptajn Corcoran; David Eaton holder tingene skarpe og flydende i orkestergraven, og Richard Burkhard er mester i de hurtige remse-sange (patter songs), denne gang ved blot at bytte hær-pompositet ud med flåde-ditto.

John Savourin som Kaptajn Corcoran, Richard Burkhard som Sir Joseph Porter KCB og Llio Evans som Josephine i HMS Pinafore hos Opera Holland Park. Foto: Ali Wright På trods af sit rygte for bidende satire, havde W.S. Gilbert ikke helt frie tøjler til at kritisere det victorianske England. En del af pointen med den 'Topsy-Turvy'-verden, han dyrkede, var at lade publikum gætte på, hvor alvorlig hans kritik egentlig var. Der introduceres altid nye niveauer af tvetydighed, både i budskaberne og i karaktertegningen. I HMS Pinafore, hvor skydeskiven er det britiske klassesystem og de grusomme konsekvenser af fødselsmæssige tilfældigheder, findes der ingen entydige helte eller skurke. Faktisk er den formodede skurk, Dick Deadeye, den eneste, der konsekvent taler de ubehagelige sandheder. Kaptajn Corcoran fremstår måske som en mønstergyldig kaptajn i begyndelsen, men viser sig at være noget helt andet til slut, alt imens han er en klassisk social klatrer undervejs. Mest grelt står Sir Joseph Porter, marineminister og herre over dronningens flåde, der nok er progressiv på visse punkter, men som er en enormt nedladende liberal på andre, som altid trækker sig tilbage til sine klasseprivilegier, når han møder modstand fra arbejderklassen. Ved tæppefald står det uklart, om 'patriotisme' og andre af tidens sociale værdier er genstand for hyldest eller latterliggørelse – eller begge dele. Et sløret perspektiv, der forstærkes af Sullivans skiftevis muntert og charmerende sødmefulde kompositioner.

Ensemblen og koret i HMS Pinafore hos Opera Holland Park. Foto: Ali Wright

Det skarpe i Gilberts dramaturgi var i årtier gemt væk under støvet fra de mange overleverede D’Oyly Carte-traditioner. Men modet i nye opsætninger som denne til at flytte handlingen til en anden æra har atter frigjort originalens radikale ånd. Her befinder vi os i 1940'erne, hvor flådeuniformer, kvindemode og frisurer alle sender tankerne mod Anden Verdenskrig. Men Savournin modstod klogeligt fristelsen til at gå endnu længere og introducere nutidige satiriske referencer. Sir Joseph Porters beretning om sin rejse fra kontordreng til Admiralitetet trækker sine egne ubesværede paralleller til nutidens politik ('I always voted at my party’s call, and never thought of thinking for myself at all.') Når så mange instruktører piller ved teksten på grund af en fundamental mangel på tillid, er det forfriskende at finde én, der stadig stoler på, at originalen leverer varen.

Peter Kirk som Ralph Rackstraw og koret i HMS Pinafore. Foto: Ali Wright

Dette er en produktion, der bokser over sin vægtklasse – bogstaveligt talt. Der er kun tolv medlemmer i koret til at dække både mandskab og alle søstrene, kusinerne ('who he reckons on by dozens') og tanterne. Orkestret er også til den mindre side. Men det ændrer intet ved kvaliteten af det, der leveres. Skuespillet og sangen i koret er gennemgående fremragende, og David Hulston har kyndigt koreograferet det hele til en konstant summen af bevægelse, der giver det klare indtryk, at der er flere folk på scenen, end man umiddelbart tror. Savournin sikrede, at castet gjorde god brug af gangbroen omkring orkestret, og selvom de sceniske antydninger af livet ombord var få, var kostumerne detaljerede og overbevisende. Tempi er til den hurtige side, hvilket kun klæder stykket, men det forhindrer ikke lækre solopræstationer i at træde frem fra de bredere teksturer, især fra klarinetten.

Lucy Schaufer (Mrs Cripps) og John Savournin (Kaptajn Corcoran) i HMS Pinafore. Foto: Ali Wright

Blandt solisterne er det ikke alle stemmer, der er de smukkeste, men de er stadig effektive i deres roller. Savournin leverer en karakterisering af skibets kaptajn, der viser hans sædvanlige ekspertise inden for komisk timing og naturlige autoritet på scenen. Han fremfører også 'Fair Moon…', det svære meditative nummer i starten af 2. akt, med stor indlevelse. Burkhard besidder mere end rigelig humor og præcis diktion til at formidle satiren omkring Sir Joseph til publikum. Det er en rolle, der er desto sjovere, jo mere seriøst den spilles. Han introducerer også et snert af homoerotik i sin beundring af sømændene, hvilket kunne være udforsket yderligere uden at bringe tingene ud af balance. Nicholas Crawley var en stærk tilstedeværelse som den utiltalende og konfronterende Dick Deadeye, helt uigenkendelig fra de andre roller, han har spillet for Opera Holland Park. Endelig fandt Peter Kirk den rette blanding af retfærdig vrede og romantisk længsel i rollen som førstetenoren Ralph Rackstraw, den jævne sømand, der elsker kaptajnens datter.

Som datteren Josephine lagde Llio Evans vægt på rollens mere alvorlige aspekter og udforskede konflikten mellem kærlighed og fornuft, men hun var hurtig til at vende Sir Josephs overfladiske lighedstanker til sin egen fordel. Sophie Dicks gjorde et solidt stykke arbejde som Cousin Hebe; og Lucy Schaufer, frisk fra Little Women, dominerede scenen som Little Buttercup i sine alt for få numre.

Dette er en opsætning, der fortjener succes og at blive genopsat i fremtiden. Den rammer den rette balance mellem tekst og tid og formidler det med høj teknisk kunnen og uforfalsket entusiasme. Men i sidste ende, som solen gik ned over Holland Park, var det nok bare at læne sig tilbage i den sprudlende strøm af munter dygtighed og 'Never mind the why and wherefore…'

OPERA HOLLAND PARKS HJEMMESIDE