ANMELDELSE: I Have A Bad Feeling About This, Vault Festival ✭✭✭✭✭

Jeg har en dårlig mavefornemmelse omkring det her

Vaults Festival,

22. februar 2018

5 Stjerner

Sikke en fornøjelse det er at opdage så charmerende, dygtige og relevante talenter som Harry Blake og Alice Keedwell. Især når de præsenteres i så smuk en indpakning som denne herlige 'komedie-musical', der i sidste uge fik premiere på The Vaults' seneste festival. Forestillingen er sat flot i scene af Valentina Ceschi (medskaber af showet), med scenografisk konsulenthjælp fra Emma Bailey, fantastisk lyssætning af Richard Williamson og en knivspids skarp koreografi af Jennifer Fletcher.

Det er en tætpakket og yderst givende oplevelse.  Åbningsnummeret, 'In Berkhamsted', er et skarpt og sofistikeret modsvar til forstadslivets banaliteter og rammer plet på forestillingens hovedtema.  Men der er tale om et had-kærlighedsforhold. Alice er klædt ud som en moderne udgave af 'The Stepford Wives' med det helt store smil, en frisure stivnet i hårlak og noget, der ligner en karminrød PVC-festkjole.  Hun er nærmest spærret inde i en boks markeret med pulserende neonlys på gulvet i den sorte sceneopsætning, mens stjernerne langt bag hende tindre og kigger upåvirket ned på menneskehedens ligegyldige og selvhøjtidelige kaperier.  Åh jo.  Der er en dagsorden, der bliver skåret ud i pap her.  Teksterne, skrevet af Alice, er vidittige – tænk koryfæer som John Betjeman i møde med cabaret-gruppen Fascinating Aida og det britiske herskabsliv i Mapp and Lucia.  Hendes stemme stræber fremad og oser af optimisme, mens han står med en ubevægelig mine à la Chris Lowe fra Pet Shop Boys og leverer sine bidende kommentarer med Neil Tennants tørre diktion.  Det er ham, der konstant har en 'dårlig mavefornemmelse'.  Alice er flyttet til provinsen.  Lige præcis.  Og hun forsøger at etablere sig i et nyt liv, hvor hun planlægger at stå op klokken 7, men hader sig selv for først at vågne klokken 10, mens hun ærgres over ikke at være som naboerne, der 'udretter ting'.

Alice klør dog på.  Hun er optimismen selv.  Hendes andet nummer, en slags czardas i d-mol med titlen 'Our Local Pub', er fuld af sprudlende energi – lidt i stil med Leslie Bricusses værker – og lyder som Barbara Pym filtreret gennem Kathy Lette.  Sangen beskriver hendes næste træk: at få venner.  Hendes metode er mildest talt direkte.  Det charmerende ved showet er, at hendes halvskøre besættelse ikke fører til social udstødelse. Tværtimod bliver hun rigeligt belønnet af de gode folk i Hertfordshire, som bliver ved med at opmuntre hende.  Interessant nok tildeler hun os, publikum, rollen som alle hendes bipersoner og overtaler endda en velvillig herre til at tage den eneste talerolle som 'Sarah' (med replikkerne pænt trykt på store plancher).  Og så fortsætter hun ellers.  'I Can Do This' er en kraftfuld hymne til hendes beslutsomhed.  Hun holder en fest: det første møde i hendes nye initiativ – en 'madklub'.  Blake øser hån ud over alle hendes anstrengelser fra sit travle keyboard.  Ufortrødent marcherer Alice videre.

'Thanks So Much For Coming' er et fantastisk højdepunkt, ledsaget af et glitrende lysshow.  Det virker som forestillingens kulmination, da Alice genfortæller de katastrofale følger af sit uheldige forsøg på at indtræde i det bedre selskab i Berkhamsted.  Alt, hvad der kan gå galt, går galt.  Hun er trøstløs.  'Alice, You Twat' er hendes melankolske 'torch song' – et utroligt smukt nummer, der får os i publikum til at holde vejret et øjeblik og reflektere over det følsomme menneske, der er fanget inde i dette monster af sociale ambitioner – det følende væsen begravet levende i en beregnende ambitionmaskine.  Det er måske forestillingens eneste lille svaghed, at den glider direkte over i endnu en ballade, 'Maybe I Need Someone To Talk To', hvilket tager lidt af brodden fra det foregående nummers velfortjente effekt.  Jeg er sikker på, at det er noget, holdet bag showet hurtigt vil justere.  Heldigvis varer det ikke længe.

Efter fiaskoen kommer opmuntringen overraskende i form af en næsten Dickens-agtig næstekærlighed, der smiler overbærende ad Alices fejltrin og lader hende vende tilbage til det trygge og kultiverede liv.  En medrivende finale afslutter showet med entusiastisk publikumsdeltagelse: 'There’s Not A Magic Happy Ending'. Teksten fandt vi trykt på ark rundt omkring i salen før start, og nu får vi endelig lov at bruge dem.  Hvad vi dog ikke er forberedt på, er sangens udfordrende melodi; vi må alle lytte koncentreret til både musikken og hinanden for at gennemføre den.  Sikke en vidunderlig sammenholdsskabende oplevelse!  Og hvor er det tilfredsstillende at nå frem til den store, flerstemmige kadence i det sidste omkvæd: Kunsten har virkelig lægt livets sår.  Vi kan gå hjem med en lidt bedre følelse i kroppen, end da vi ankom.

Og det kan man vel dårligt bede om mere af?

LÆS MERE OM VAULT FESTIVAL

BESØG HOUSE OF BLAKEWELL