ANMELDELSE: Kin, National Theatre ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Kin på National Theatre, skabt af Geckos kunstneriske leder Amit Lahav.

Amit Lahav og kompagni. Foto: Malachy Luckie. Kin

National Theatre

16. januar 2023

4 stjerner

BESTIL BILLETTER

Det begynder med fejring, musik og traditioner, og slutter med, at de medvirkende deler deres egne personlige fortællinger om livet som migrant. Forestillingen er skabt af Geckos kunstneriske leder Amit Lahav, og den centrale handling tager udgangspunkt i hans bedstemors rejse fra Yemen til Palæstina i 1932 for at undslippe forfølgelse.  Indvævet i værket er andre migrantfortællinger – et visuelt narrativ, hvor vi hører brudstykker af dialog på mange forskellige sprog, udtrykt gennem fremragende fysisk teater. Det fortæller om de ødelæggende konsekvenser af politiske beslutninger, om liv der fejes bort, kulturer der undertrykkes og ødelægges, samt om flugt, overlevelse og grænsevagternes smålige grusomhed. Det er en produktion spækket med semiotik og symbolik, som skaber bjergtagende scenebilleder; de undertrykte får malet gule striber på ryggen, dukkespil vækker forfædre til live, og cigaretter fungerer som magtsymboler. Alligevel er tempoet til tider så hæsblæsende, at stykket bliver svært at gennemskue.

Foto: Malachy Luckie

Jeg er bevidst om, at det er et bevidst valg at afspejle migrationens kaos – rutinen med skiftende dokumentation og de mange krav. Men det er af og til uklart, om vi følger fortællingen om to eller tre familier, hvilket svækker vores følelsesmæssige engagement; det er udfordrende at knytte sig til én karakter. Indimellem kunne et øjebliks stilhed have sagt mere end tusind ord, men vi drives hurtigt videre til næste sekvens, hvoraf nogle føles en anelse for gentagende. Hvor forestillingen for alvor imponerer, er i samarbejdet med Dave Prices musik, der inkorporerer traditionelle toner og soundtracks, samt i det fremragende, enkle, men effektive lysdesign – især en lyskegle, der flyder forbi som symbol på skibe, der hverken ser eller hører migranterne, og lyset der rettes mod publikum for at udpege os.

Foto: Malachy Luckie

Ensemblet er formidabelt, og det hele fører frem til et kraftfuldt klimaks, som vi desværre kender alt for godt fra nyhederne og den aktuelle debat, og som rammer én lige i maven. Her bliver værkets budskab endelig knivskarpt: Det betyder intet, hvilken kultur eller tro du er født ind i – vi er alle forbundne.

Spiller indtil den 27. januar 2024.