ANMELDELSE: La Bohème, Opera Holland Park ✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Puccinis La Bohème, som opføres som en del af Opera Holland Parks 2023-sæson.

La Bohème

Opera Holland Park

3 stjerner

Opera Holland Parks hjemmeside

I betragtning af hvor (over-)kendt denne opera er, står enhver instruktør over for en formidabel udfordring. Fristelsen til at flytte handlingen så langt væk fra slutningen af det 19. århundredes Paris som overhovedet muligt er stor. Omvendt er dette et centralt værk inden for 'verismo'-genren, hvor den barske realisme er selve kernen i æstetikken. Hvor finder man det rette balancepunkt?

Natascha Mitchell vælger at placere denne opsætning i et italiensk filmstudie i 1950'erne, hvor en historisk film fra 'la belle époque' er under optagelse. En skrattende udgave af et Edith Piaf-nummer skyder aftenen i gang, og alle Puccinis karakterer er involveret i optagelserne – således er Rodolfo manuskriptforfatter, Mimì kostumeassistent, Musetta sanger, og Marcello scenograf, og så fremdeles. Teoretisk set er det et begavet greb, men i tre ud af de fire akter viser det sig at være mere distraherende end indsigtsfuldt.

Ensemblet og koret i La Bohème. Foto: Craig Fuller.

Scenografien er fyldt med filmgrej, herunder et stort kamera, der bevæger sig foran orkestret, og befolket af masser af statister og filmhold, der indimellem smelter sammen med koret. Man må beundre den dygtighed, hvormed de mange overlappende elementer flyder sømløst ind og ud af hinanden, men man kan stadig stille spørgsmålstegn ved, om dette er den bedste ramme for et drama, der – udover scenen på Café Momus – hovedsageligt består af intime møder centreret om venskab, romantik eller begge dele. Her er enkelhed at foretrække frem for hektisk travlhed, selvom det risikerer at føre til en mere konventionel fortolkning. Da enkelheden vendte tilbage i 3. akt, kom alt pludselig igen i skarpt og fængslende dramatisk fokus.

Adam Gilbert som Rodolfo og Katie Bird som Mimì. Foto: Craig Fuller

Når det er sagt, så fungerer den musikalske side af aftenen på et meget højt niveau. City of London Sinfonia under ledelse af George Jackson nyder de velsmagende orkesterteksturer og fremhæver de mange instrumentale nuancer, som Puccini fremmaner for at understøtte det dramatiske nu. Der er intet rutinepræget over denne fremførelse, og fordi Jackson turde skabe ægte pianissimo-passager under Holland Parks store teltdug, fik vi lov til at høre indre stemmer i orkestret, som normalt ikke er hørbare i det samlede lydbillede.

Ligeledes blev nøglerollerne sunget på højeste niveau. Katie Bird leverer den bedste fortolkning af Mimì, jeg har hørt i årevis. Alt for ofte synes sangere i denne rolle at tro, at de skal svinde ind for øjnene af os fra første øjeblik; Bird derimod udviser en ægte, charmerende personlighed hele vejen igennem, smukt opbyggede præstationer i nøglearierne og en suveræn dødsscene, hvor hun – ligesom orkestret – skruer helt ned for volumen, indtil kun en gribende tynd tråd af lyd er tilbage. En finale, som vi alle har hørt så mange gange før, krævede pludselig fornyet opmærksomhed.

Adam Gilbert, Barnaby Rea og Ross Ramgobin. Foto: Craig Fuller

Hun fik fornemt modspil af Adam Gilberts Rodolfo, der havde fuldstændig styr på rollens krav og sang uden anstrengelse. Omkring dem var en meget overbevisende gruppe venner. Marcello, Colline og Schaunard leverede alle troværdige fortolkninger fyldt med varme, energi og humor. Især Barnaby Rea som Colline leverede sit farvel til sin frakke, som gjaldt det livet; og Ross Ramgobin formidlede Marcellos omskiftelige humør og væsen med stor troværdighed. Elizabeth Karanis Musetta matchede ham hele vejen og dominerede anden akt, præcis som hun skal, med både drillerier og hjerte.

Elizabeth Karani som Musetta. Foto: Craig Fuller

Trods fokus på hovedrollerne hviler denne operas succes på en kollektiv indsats for at skildre et miljø. Koret spiller en stor rolle i at få dette til at ske, og som sædvanlig leverer Opera Holland Park varen på dette felt, uanset om vi taler om gæsterne på Café Momus, gadesælgere eller børnegrupper. Sangere fra forskellige institutioner forenedes i en sammenhængende og medrivende fremstilling af de kollektive scener, og her tilkommer æren virkelig instruktøren – trods min kritik af det overordnede koncept – for at skabe så overbevisende teater i de scener, hvor hele scenen var fyldt.

Elizabeth Karani som Musetta. Foto: Craig Fuller

Det er fortsat min vurdering, at instruktøren prøvede for hårdt på at tvinge sit store koncept ned over en opera, der ofte fungerer bedst i en intim, næsten kammerspilsagtig skala. Der er dog ingen tvivl om, at det fyldte hus på premiereaftenen nød en forestilling, der musikalsk bød på langt mere end sædvanligt, og som endnu en gang mindede os om, hvor mesterligt denne opera er skruet sammen på alle niveauer.