ANMELDELSE: Lakmé, Opera Holland Park ✭✭✭✭✭

Lakmé

Opera Holland Park

23/07/2015

5 stjerner

Der er mange grunde til, at en opera, der var en bragende succes ved premieren, glider ud i glemslen hos efterfølgende generationer. Det kan skyldes skiftende smag, udfordringer vedrørende omkostninger og ressourcer til at stable en troværdig produktion på benene, eller de rent tekniske vanskeligheder ved at finde den rette slags stemmer. Der er elementer af alle tre bag det falmende ry for Léo Delibes’ Lakmé, der første gang blev opført under stor hyldest på Opéra Comique i 1883. Moderne fortolkere er utilpasse ved dens uforfinede orientalisme og finder det svært at opføre den, som den er skrevet, eller at udtænke et alternativt scenarie. En ramme i et helligt tempel med komplicerede kor, et betydeligt antal hovedroller og et stort symfoniorkester tillader ikke, at man sparer på budgettet. Og endelig er der coloratura-udfordringen i den krævende titelrolle, hvis senest anerkendte mester var den vokalt uovertrufne Joan Sutherland. Alligevel viser Holland Park Opera, her under ledelse af instruktør Aylin Bozok, at disse problemer på ingen måde er uoverstigelige, når ensemblet har tillid til selve værkets kvalitet og opfører det med følsomhed og fuldt engagement. Det første og vigtigste punkt, der skal understreges ved Lakmé, er, at det er et værk af vedholdende musikalsk kaliber. Alle kender de glitrende, dragende linjer i den berømte Blomsterduet i første akt, som synes at dukke op igen og igen i tv-reklamer af stigende usandsynlighed. Men det er kun én af en række øjeblikkeligt mindeværdige melodier, der er demokratisk fordelt mellem hovedrollerne over de tre akter. Desuden er orkestreringen skiftevis frodig, delikat og subtil, når det kræves, med mere end et par uventede harmoniske skift i øjeblikke med særligt drama og angst. Modsat sit rygte er der meget lidt, der blot er dekorativt. Delibes er måske uddannet under Adolphe Adam og er i dag nok bedst kendt som komponist af balletter som Sylvia og Coppélia, men han og hans librettister forstod til fulde at udvikle både historie og karakter gennem de fulde ressourcer i operaens store stil. I hjertet af denne opera, bag den overfladiske orientalisering, finder man en mere interessant fortælling om et kultursammenstød, der foregriber temaerne i Vejen til Indien. Nilikantha (David Soar), en frafalden brahmin, holder sin datter (Fflur Wyn) i total isolation i templets haver som et symbol på hellig renhed. Men en gruppe britiske besøgende forvilder sig ind på området, og en af dem, officeren Gérald (Robert Murray), bliver tilbage, møder og forelsker sig i Lakmé, mens hendes far er væk. Handlingen fokuserer på Nilikanthas hævntørst over for englænderen, sidstnævntes indre konflikt mellem sin nye kærlighed og sin pligt over for sit regiment, samt Lakmés beslutning om at opretholde sine forpligtelser over for både sin tro og sin elskede. Højdepunkterne tæller to livlige, myldrende folkemængdescener med nyskabende synkoper i musikken, den berømte Klokkesang i anden akt, hvormed Lakmé tvinges til at lokke sin elsker tilbage til templet, og Géralds pragtarie, hvori han udforsker sit eget dilemma. Valget af scene og scenografi er mere afgørende end normalt i denne opera, hvis den skal lykkes. Der skal være en skarp kontrast mellem privatlivet, isolationen, indadvendtheden og uskylden i Lakmés tempel og markedspladsens travlhed, som er en offentlig arena, der truer med vold, uorden og omstyrtelse af racemæssige, sociale og religiøse sandheder. Dette lykkes flot for scenograf Morgan Large. Den lange og dybe scene i Holland Park, som kan være problematisk i mindre, intime operaer, er her faktisk en fordel. Det store kor har rigelig plads til at agere koreografisk og udvikle en række stemninger fra hverdagens mylder til grimme trusler om vold. I centrum af handlingen står et forgyldt alter omgivet af en række store, gitterformede lotusblade, lidt som mille feuilles stukket i en isanretning. Bladene flyttes frem og tilbage af tempeltjenerne for at skærme eller åbne op for templets midte, som bebos af enten Lakmé selv eller en balletdanser, der med jævne mellemrum kommenterer og fortolker dramaet. Kostumernes farvepalette udforsker nuancer af turkis og blå, hvilket fungerer godt sammen med det forgyldte interiør og skaber en tone af kølig tilbageholdenhed og sofistikeret elegance frem for prangende Bollywood-bling. Der er ingen svage led i rollelisten. Murray og Soar mestrer både de vokale og dramatiske udfordringer i deres partier, og de mindre roller som de øvrige britiske besøgende i templet er skarpt og distinkt karakteriserede. Frédéric, den anden officer, der forbliver et mønsterbillede på konformitet, er en ret taknemmeløs rolle, men Nicholas Lester synger og agerer med overbevisning. Som Mrs. Bentson er Fiona Kimm klar til at tage højlydt fornærmelse over den mindste antydning af et angreb på hendes kulturelle værdier, og hendes to protegéer, Rose (Fleur de Bray) og Ellen (Maud Millar), får det bedste ud af deres chancer for at udforske Indien. De to tempeltjenere Mallika (Katie Bray) og Hadji (Andrew Dickinson) er på scenen i meget af handlingen. De skal sidde meget stille og vente, hvilket ikke altid er let at holde kørende en hel aften, men de gjorde det med stor selvfølgelighed. Koret er en grundsten i hver af akterne; de var helt på toppen af deres opgave og agerede troværdigt både som individer og som en samlet gruppe. Denne opera står eller falder dog med sanger-skuespilleren i titelrollen. Fflur Wyn, der også fører an i Alice i Eventyrland, var opgaven fuldt ud voksen. Hun besidder en ynde og en ro som skuespiller, der fangede opmærksomheden fra starten, og hun disponerede sine kræfter fremragende i forhold til rollens krævende natur i hver eneste akt. Særligt imponerende var hendes levering af 'Klokkesangen' i anden akt; det er reelt tre enorme arier sat sammen, hver med mere stratosfæriske melismer end den forrige. Wyn kombinerede renhed og kontrol med en rørende formidling af den dramatiske kontekst, hvilket aftvang stor respekt. Det ville være let at se arien som et rent show-nummer løsrevet fra handlingen, hvor den i virkeligheden er en desperat, påtvunget fremvisning af offerrollen under dække af pragt. Disse kvaliteter trådte meget kraftfuldt og gribende frem i hendes præstation.

Dirigent Matthew Waldren piskede en storm op fra City of London Sinfonia, når det var nødvendigt, men gav også plads til kammermusikkens finere nuancer i de mange delikate instrumentalsoli – især fra fløjten og de øvrige træblæsere. Det var en sand fornøjelse at se det fulde orkester i stedet for at have dem gemt væk i en traditionel orkestergrav, og den gode balance mellem sangere og musikere gennem hele aftenen bekræftede visdommen i denne beslutning. Selvom Opera Holland Park aldrig genopsætter produktioner med det samme, må man håbe, at denne upåklagelige og yndefulde opsætning vender tilbage i fremtiden.

For yderligere information besøg www.operahollandpark.com