ANMELDELSE: Meet Me At Dawn, Arcola Theatre London ✭✭✭

Mark Ludmon anmelder Zinnie Harris’ Meet Me At Dawn på Arcola Theatre i London

Jessica Hardwick og Marianne Oldham i Meet Me At Dawn. Meet Me At Dawn

Arcola Theatre, London

Tre stjerner

Bestil billetter

Myten om Orfeus og Eurydike har længe fascineret forfattere. Der er noget dybt genkendeligt over en sorgramt mand, der desperat forsøger at finde en vej til efterlivet for at bringe sin afdøde hustru tilbage. Den dannede (løst) grundlaget for Tennessee Williams’ Orpheus Descending, der spillede på Molds Theatr Clwyd og Londons Menier Chocolate Factory i år, og den udgør selve hjertet i den prisbelønnede musical Hadestown. Zinnie Harris har trukket på sin personlige interesse for myten i det rørende kortstykke Meet Me At Dawn, som efter premieren på Traverse Theatre i Edinburgh i 2017 nu er kommet til London i en ny opsætning instrueret af Murat Daltaban.

Marianne Oldham

To kvinder, Helen og Robyn, skyller op på en øde sandbanke efter en bådulykke. De leder efter en vej væk fra øen, men som det ofte er med øer, er intet helt, som det ser ud til. Det viser sig hurtigt, at den ene er død, og den anden – ligesom Orfeus tynget af knusende sorg – har fundet en måde at få én sidste dag med sin partner. Stykket udforsker ikke blot tab og sorg, men reflekterer over, hvad vi ville gøre, hvis vi fik chancen for at blive genforenet med en elsket eller en slægtning, der er gået bort pludseligt. Ville det være en velsignelse – eller et mareridt?

Jessica Hardwick

Meet Me At Dawn er smukt skrevet og byder på to stærke præstationer fra Marianne Oldham og Jessica Hardwick. Forestillingen blotlægger på rørende vis de bånd, der bærer parrets forhold, men selvom den bringer dem sammen igen, formår den ikke helt at få den fulde smerte ved adskillelsen frem. Ikke desto mindre rummer stykket indsigter i sorgens væsen, der efterlod mindst ét medlem af publikum helt knust den aften, jeg så det. Iscenesættelsen er bjergtagende med en farveskiftende baggrund, designet af Daltaban sammen med lysdesigner Cem Yılmazer, der komplementeres af skønheden i Oğuz Kaplangıs længselsfulde lydbillede. Med sin spilletid på 60 minutter er det en usentimental og intelligent dissekering af tab, som gennem sin dragende fremmaning af en mytisk verden ender med at tackle sorgens smerte på respektfuld afstand.

Spiller indtil 9. november 2019

Fotos: Lidia Crisafulli