ANMELDELSE: Pinter Four, Harold Pinter Theatre ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Pinter Four, som er en del af Pinter At The Pinter-sæsonen på Harold Pinter Theatre.

Brid Brennan og Robert Glenister i Pinter Four. Foto: Marc Brenner Pinter Four

Harold Pinter Theatre

10. november 2018

4 stjerner

Bestil billetter

Det er en aften fuld af kontraster i Pinter 4. Første del består af stykket Moonlight fra 1993, som fortsætter Pinters temaer omkring hukommelse og relationer, men som også – måske ikke overraskende – er gennemsyret af tanker om dødeligheden. Ved dødslejet er replikskifterne mellem Andy og hustruen Bel både morsomme og gribende, vrede og komiske. Moonlight er naturligvis ikke udelukkende mørk, og legen med lys og skygge udforskes sublimt af Pinter. Andy er endnu en af hans karakteristiske vrede patriarker, her i et tomrum mellem liv og død – perfekt indfanget af Robert Glenister.  I samspillet med Bel, hvis styrke og sårbarhed rammer plet i Brid Brennans præstation, iscenesættes deres fælles kærlighed til Maria (en her lidt uudnyttet Janie Dee) meget overbevisende. Sønnerne Jake og Fred (Al Weaver og Dwane Walcott) opholder sig på separate dele af scenen, hvor de grusomt spotter deres far. Som et lille revynummer driller de Bel, når hun ringer for at overtale dem til at besøge deres døende far, ved at lade som om hun har ringet til et kinesisk vaskeri – en scene, der mesterligt formidler kompleksiteten i deres forhold til den tyranniske patriark.

Janie Dee og Brid Brennan i Pinter Four. Foto: Marc Brenner

Det er Andys  behov for at få besøg af sine børn, der udgør stykkets sørgelige nerve, mens datteren Bridget – hvis spøgelsesagtige karakter er perfekt i Isis Hainsworths skikkelse – synes at forsøge at finde hjem. Det antydes dog, at hun døde som 16-årig. Som sædvanlig er Lyndsey Turners instruktion kølig, præcis og intellektuel, og dermed også en smule følelsesforladt og overanalyseret; der er mere at hente i stykkets komik. Men fokus her er på ordene; manuskriptet er lyrisk, og stilheden skal, præcis som døden, undgås hvor det er muligt.

Abbie Finn og Jessica Barden i Pinter Four. Foto: Marc Brenner

I modsætning hertil er aftenens andet stykke, Night School, Pinter uden tøjler. Instruktør Ed Stambollouian overfører det oprindelige tv-spil fra 1960 fornemt til scenen ved at bruge trommer og slagtøj til at drive både fortællingen og skuespillerne fremad. Walter er lige kommet ud af fængslet og vender hjem til sine tanter, Annie og Milly, blot for at opdage, at de har lejet hans værelse ud til logerende Sally, som er lærer og går på aftenskole tre gange om ugen. Det tager dog ikke Walter og den patriarkalske udlejer Solto lang tid at regne ud, at Sally i virkeligheden er danser i en herreklub. Som tanterne er Brid Brennan og Janie Dee en fremragende komisk duo, hvis verdensbillede er formet af fejlplacerede romantiske forestillinger og kager, og Robert Glenister skifter ubesværet fra sin patriark-rolle til ren komik, mens Al Weaver er glimrende som den først forvirrede og siden kontrollerende Walter.

Peter Polycarpou, Abbie Finn og Robert Glenister i Pinter Four. Foto: Marc Brenner

Det er en aften i kontrasternes tegn, men stjernen er som altid Pinter selv med hans skarpe observationer af sproget, hvor selv den mest uskyldige diskussion kan få en dybere betydning. Denne teatersæson er virkelig bemærkelsesværdig og bliver sandsynligvis aldrig gentaget; med det samlede cast af topskuespillere er den absolut ikke til at gå glip af.

Pinter Four spiller indtil 8. december i repertoire med Pinter Three

BESTIL BILLETTER TIL PINTER FOUR HER