ANMELDELSE: Preludes, Southwark Playhouse ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Preludes af Dave Malloy, som netop nu spiller på Southwark Playhouse.

Keith Ramsay i Preludes. Foto: Scott Rylander Preludes Southwark Playhouse

11. september 2019

5 stjerner

BOOK BILLETTER

Efter den katastrofalt fejlslagne premiere på hans første symfoni, oplevede den russiske komponist Sergej Rachmaninov som bekendt tre år med total skriveblokering; hans vej ud af dette blev et forløb med hypnose og psykoterapi hos den ekstraordinære dr. Dahl. Efter flere måneder med daglige sessioner blev han befriet fra sin lammende tvivl og frygt for at fejle, hvilket gjorde det muligt for ham at springe tilbage til livet – og evig berømmelse – som skaberen af sin anden klaverkoncert, formentlig hans mest populære værk. Det blev også soundtracket til filmen 'Brief Encounter' (Det korte møde) og utallige andre kærlighedsaffærer siden da. Dette er en vidunderlig fortælling om kunst og terapi, der overvinder følelsesmæssig modgang. Men hvis du går ind til forestillingen og forventer en slags 'On A Clear Day You Can See Forever' blandet med vodka og sobelpels, så vil du – ligesom dem, der går ud i skoven i dag – få dig en kæmpe overraskelse.

Keith Ramsay og Georgia Louise. Foto: Scott Rylander

Dave Malloy, den bemærkelsesværdige og helt uforlignelige amerikanske skaber af nyt musikteater ('Natasha, Pierre and the Great Comet of 1812', 'Ghost Quartet' og andre af hans shows har vundet priser – inklusive Obies og Tony-nomineringer – siden 2007) har kastet sit blik på denne historie som en sand auteur. Han skriver manuskript, sangtekster, musik og orkestrering, og han instruerer sine subjekters oplevelser gennem sin egen tids og livs transformative prisme og skaber noget helt nyt og anderledes. I denne britiske premiere på det altid initiativrige Southwark Playhouse har han i Alex Sutton fundet en instruktør med intelligensen, den teatralske flair og – vigtigst af alt – det personlige engagement til at realisere sin vision. Danielle Tarento producerer, og det kreative hold og cast, der er samlet til denne banebrydende begivenhed, er de allerbedste.

Keith Ramsay, Georgia Louise og Rebecca Caine. Foto: Scott Rylander

Først og fremmest er der et essay i programmet, hvor Sutton afslører sin holdning til projektet og til teater generelt: 'Hvad er det til for? Hvad er pointen? Er det bare underholdning? Er det for anerkendelse? Er det for storhed? Er det for berømmelse? Er det for accept?' Mange flere spørgsmål følger. Derefter når vi til den retning, han har fundet for denne produktion: 'I stedet for en traditionel musical, der skriger "SE PÅ MIG!", eller et skuespil, der siger "Tænk over mig", så siger dette show "Sæt farten ned, lyt, bevar roen, tænk, skab, gør, accepter hvem du er, og til sidst kan du navigere i denne verden".' Med disse tanker i baghovedet er du klar til at træde ind i den store sal for at møde en præsentation, hvis lige du formentlig aldrig har hørt eller set før.

Rebecca Browers scenografi (med etagerækker på to sider af kvadratet) er en lav, sort platform, der huser et sort flygel; den flankeres af to lydpulte (til den sortklædte kapelmester Jordan Li-Smith og hans assistent Billy Bullivant) og indrammes af blyantstynde, koncentriske romber af lys, der periodevis blinker, flimrer og gløder i hvidt, blåt og rødt mod det omkringliggende mørke (lysdesign, Christopher Nairne). Overfor dette, øverst i auditoriet, styrer lyddesigner Andrew Johnson lyden. Fra det allerførste 'boom' af dybe elektroniske vibrationer, der forplanter sig i vores ører, kombineret med en perfekt synkroniseret bølge gennem lysribberne på scenen, holdes vi fanget af dette teknologiske kunstnerskab. Malloy er en mester i Electronic Dance Music og bruger det, sammen med mange andre inspirationskilder – herunder nogle, jeg mener at genkende fra komponister som Dallapiccola – til at transformere den senromantiske Rachmaninovs musik til nutidige klange.

Keith Ramsay, Georgia Louise. Foto: Scott Rylander

Ind i teknikken må naturligvis flyde tonerne fra flyglet, hovedsaligt frembragt af koncertsal-versionen af Rachmaninov, her portrætteret af en maskulin og velplejet Tom Noyes. Han bærer kjole og hvidt (Brower står også for kostumerne, der – præcis som den moderne koncertscene gør det den dag i dag – blander perioden med det moderne). Hans er en stum rolle, bortset fra de lyde han kan frembringe med sit instrument, som i øvrigt er fremragende, men han er også en dygtig skuespiller og mindst lige så veltalende med sin krop og holdning, som han spiller med samme virtuositet (velvalgt og levende koreografi af Ste Clough). Den 'anden' Rach, ham som i starten sidder febrilsk og angst på en salonstol i russisk imperial-stil, er den præcise modsætning. Keith Ramsays lasede kunstner i sort regnfrakke, med Liza Minnelli-øjne og Lilian Gish-mund, er den delikate, skrøbelige anima til den andens strenge, storladne musikalske animus. Overfor Nikolai Dahl, spillet af den lige så fattede, men ih, så meget mere selvsikre og kontrollerede Rebecca Caine (i en kønsneutral casting, siddende på en moderne efterligning af en Bauhaus-kontorstol og klædt i den moderigtige terapeutens elegante, uformelle antræk), træder vi nu ind i en lang dialog mellem komponisten og hans uopnåelige anden halvdel: hans kunst. Hele stykket – for det er først og fremmest et 'skuespil' – dramatiserer de processer, hvorigennem disse to kommer i dialog med hinanden og til sidst finder en måde at eksistere i det samme univers og bevæge sig fremad til fælles bedste.

Norton James, Steven Serlin og Georgia Louise. Foto: Scott Rylander

Så har vi vist slået fast, at dette er alt andet end en 'konventionel' musical? Godt. Hvad der følger over de næste par timer, er et overvejende gennemkomponeret togt ind i det kreative sind, og hvordan det kan håndtere dysfunktion. Undervejs støder vi på den ene overraskelse efter den anden, hvor alle vores forventninger elegant og behændigt bliver vendt på hovedet. Det starter med en langvarig stilhed. Rach og Dahl stirrer hinanden ud. Til sidst, da tomheden mellem dem bliver næsten ubærlig, begynder Caine sin afhøring: og her ledes tankerne ikke hen på nogen anden musical, men snarere Sarah Kanes '4.48 Psykose'. Dahl taler nemlig med amerikansk accent, og når Rach svarer, gør han det samme. Og så forstår vi det: de befinder sig i Malloys (og vores) her og nu. Dette er et stykke, der handler lige så meget om ham og os, som det handler om dem. Vi er ikke bare tilskuere til Rachmaninov; vi ser Malloy i arbejde, og – gennem ham – ser vi os selv. Publikum dykker ned i en forenet og totalt uafbrudt lydløs kontemplation af det, de ser og hører. Og selvom lyset tændes i midtergangen, og skuespillerne går op og ned ad den, eller sidder eller står lige ved siden af os, føler vi os aldrig andet end fuldstændig hypnotiserede af deres teatralske magi. Trygge og rolige, og med fuld frihed til vores tanker og følelser, oplever vi præcis den samme bemærkelsesværdige rejse ind i vores egne hjerter, ind i selve vores ånd, som komponisten bag 'Symfoniske danse' eller ophavsmanden til dette mærkværdige nye amerikanske musikteater.

Tom Noyes og Keith Ramsay. Foto: Scott Rylander

Så længe du er klar til at tage på den slags rejse – og det lader det overvældende flertal af publikum til at være – så vil dette blive en bemærkelsesværdig og vidunderlig oplevelse. Nogle vil dog måske synes, det bliver for meget; en sådan indadvendthed kan være krævende og tænkeligt også for ubehagelig. Så er det ikke noget for dem. Et par stykker forlod salen i pausen. Men vi andre sad som tryllebundne i sæderne, opmærksomme, interesserede, engagerede og fascinerede, mens vi lænede os en smule fremad og lyttede intenst til dette kraftfulde og mystiske drama. Stephen Sondheim har bemærket, at fremkomsten af lydforstærkning har ført til, at publikum i musikteater er holdt op med at lytte: vel, dette er et show, hvor den ekstraordinære balance mellem det magtestætiske klaver og de menneskelige stemmer og elektroniske lyde omkring dem kun kan opnås gennem en genialt omhyggelig og velovervejet brug af mikrofoner og lydmix. I den forstand er det også i høj grad et barn af vores tid, hvor vi hele tiden møder digitalt moduleret lyd. Publikum frembringer kun lyd to gange: bifald ved slutningen af første akt og igen ved forestillingens afslutning. Det er det. Meget af showet er faktisk rigtig sjovt; men hvis du ler ad humoren, hører du aldrig dig selv gøre det – og det gør ingen andre heller ikke, lidt ligesom i en drøm.

Undervejs får vi lov at høre meget mere af Rachmaninovs oeuvre, filtreret gennem dette holds fantasifulde optik. Georgia Louise (frisk fra hovedrollen i 'Mamma Mia!' og emmende af West End-karisma) svæver som Rachs forlovede, Natalya, æterisk gennem hans 'Vocalise', mens hun giver klaverundervisning. En energisk og larmende Norton James (der har taget orlov fra Barricade Boys m.fl.) er passende operalignende og grand-guignol som Rachs bedste ven, Sjaljapin; på et tidspunkt boltrer han sig på scenen i en flamboyant rød kappe, hornmaske og fuldt motorcykel-læderudstyr som Gounods Mefistofeles, der laver et 'loop' – et af mange i forestillingen – på andet musikalsk materiale for at åbne anden akt. Der er også den mystiske figur Steven Serlins fuldendte 'Mester', der manifesterer sig skiftevis som en beruset Anton Tjekhov på jagt, der sigter med et gevær mod publikum, eller en gnaven Lev Tolstoj og endda zar Nikolaj 2., som han spiller som en dyster New York-gangsterboss. Når kompagniet er samlet, giver de os passager af ekstraordinær messende kraft over blandt andet den første symfoni og de hjemsøgende Vesper-hymner. Men dette show bliver aldrig til 'Song of the Steppes'. Gud ske lov.

Caines stålsatte ro som Dahl fungerer altid som en vagt, der holder stykket på det rette intellektuelle og kunstneriske spor: hun synger ikke nær så meget som de andre, men hendes 'Hypnosis' mod slutningen af 2. akt er værd at vente på: et sublimt stykke musikteater leveret af en af de bedste i branchen (hun skabte blandt andet rollen som Cosette i 'Les Misérables'), og en glorværdig apoteose for hele forestillingen. Men i sidste ende tilhører dette show mere end noget andet duoen Noyes og Ramsay, hvis utrættelige præstationer – den ene ved tangenterne, og den anden over det hele – driver os gennem denne ekstraordinære og uforglemmelige rejse. Især Ramsay presser sig selv til det yderste i jagten på at realisere Rachmaninovs ekstremitet i en fængslende fremvisning af turbulente og ofte ukontrollerbare, uforståelige følelser og uudsigelige tanker. Det er en farlig og vild inkarnation af det dødelige mørke, som Rachmaninov forsøger at kaste sin musiks lys over.

Til sidst, hvad får man så ud af det? Tja, jeg var glad for, at jeg allerede havde booket billetter til at komme tilbage og se det hele igen, for det var alt, hvad jeg havde lyst til. Når noget er så fantastisk, vil man bare have mere! Åh, en anden god nyhed: Dave Malloys 'Ghost Quartet' får også britisk premiere på det nye Boulevard Theatre i Soho fra den 24. oktober. Han er ankommet!