ANMELDELSE: Private Lives, Nigel Havers Theatre Company på turné ✭✭✭✭

Vores helt egen teater-kat Libby Purves anmelder Nigel Havers og Patricia Hodge i Noel Cowards 'Private Lives', som nu er på turné.

Private Lives

Nigel Havers Theatre Company på turné.

Turnédatoer

Jeg kan lige så godt sige det med det samme – i sidste uge havde jeg den ultimative pensionistoplevelse, og det var forrygende. En hverdagsmatiné med senior-rabat i det pæne Richmond for at se den nye turnéforestilling af 'Private Lives' (jeg aner ikke, hvornår den officielle premiere er for Christopher Luscombes længe ventede opsætning, da den allerede har været i Bath. Jeg købte bare billetter af ren nysgerrighed).

Nysgerrigheden skyldtes, at Nigel Havers og Patricia Hodge er mere end dobbelt så gamle som de karakterer, Coward skrev: Elyot og Amanda skulle egentlig være unge. De er henholdsvis 70 og 75 år. Det er trods alt en moden alder, selv i dag, til en historie om en vild flugt med en gammel flamme, hvor man dumper to nye ægtefæller på et hotel i Deauville under hvedebrødsdagene for efterfølgende at smadre ting i hovedet på hinanden i et skjulested i Paris.

Men hold da op, hvor det virker. Pensionister er ikke, hvad de har været – hvilket publikum til matinéen udmærket var klar over – og der blev grinet lystigt ved hvert eneste skænderi og hver forsoning. Kærlighed er kærlighed uanset alder, men vi morede os alle med særlig fryd over den herligt genkendelige scene, hvor Amanda afviser Elyots tilnærmelser i sofaen med den begrundelse, at de har fået et tungt måltid mad; han rejser sig fornærmet op, men rammes øjeblikkeligt af en pludselig lægkrampe. Den eneste lille skønhedsfejl er, at teksten siger, de har været adskilt i fem år – det burde rettighedshaverne give lov til at ændre til femogtyve. Bare for realismens skyld. Ellers passer stykket faktisk perfekt til den modne alders småskænderier og irritabelt kærlige samvær.

Begge spillere er naturligvis skarpe og brillante komikere. Havers modtager en stormende applaus ved sin første entré på balkonen – sandsynligvis fordi han er elsket langt ud over de skrå brædder for sin stjernepræstation som den firsårige Audreys tvivlsomme bejler i 'Coronation Street'. Men han mestrer altid rollen som den charmerende skubbe, og her er han formidabel: fra det første paniske ryk i hans smarte blazer, da han får øje på Amanda på nabobalkonen, til en uovertruffen demonstration af, hvordan man spiser en brioche med maksimal frækhed i slutscenen. Og Hodge er hans ligemand. Hun ser ud til at være tæt på sin alder (i hvert fald den mest umuligt smarte udgave af den), men i sine stribede pyjamas er hun mere sexet end mange yngre kvinder i sin fandenivoldske vildskab. Parret mestrer både kampen, smadringen af en grammofonplade over hans hoved og de afslappede øjeblikke med forsoning. Alt sammen udført storslået og smidigt som velholdte pantere. Det er en ren fryd, der fremkalder både 'åh' og 'ih' og masser af grin undervejs. Matiné-idoler begge to. Respekt.

En enkelt tanke strejfede mig dog i første scene. Simon Higletts scenografi er fantastisk – især lejligheden i Paris, meget kunstnerisk 1920'er-agtig – men i første akt er der to andre hotelbalkoner over hovedpersonernes, som ser ret funktionelle ud. Jeg fik næsten lyst til, at et andet par – måske deres langt yngre jeg'er – dukkede op som genfærd deroppe og måske endda sagde en replik eller to i meta-stil om, hvor mærkeligt og vidunderligt det er, at vi alle bliver gamle, men aldrig rigtig forandrer os...

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV