ANMELDELSE: Ramin Karimloo og Seth Rudetsky, Leicester Square Theatre ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Ramin Karimloo i koncert og samtale med Seth Rudetsky på Leicester Square Theatre. Ramin Karimloo Ramin Karimloo i koncert og samtale med Seth Rudetsky Leicester Square Theatre 5. oktober 2018 4 stjerner Dette var endnu et led i den forrygende række af koncerter, som Rudetsky præsenterer som 'late night' cabareter i den rummelige, men intime kælder-venue lige ved siden af West Ends funklende hovedstrøg.  Og i denne omgang, under et kort gæstespil, fik vi glæden af Ramin Karimloos fyldige stemme og charmerende udstråling.  Der var oveni købet masser af snak: kemien mellem de to var god, selvom den ikke helt nåede de samme højder, som Seth for nylig opnåede med en tidligere gæst i sit 'show'.  Det gjorde dog intet.  Det hele var yderst charmerende og behageligt. Jeg må komme med en personlig tilståelse her.  Karimloo er en af de få sangere, der kan røre mig til tårer: Det opdagede jeg, da jeg hørte ham synge live første gang ved LMTO's åbningsfest, hvor han gav os sit absolutte glansnummer, 'Till I Hear You Sing' fra 'Love Never Dies'.  Dette nummer var også valgt som åbningssang denne aften, og selvom det ikke var helt så bjergtagende som tidligere (han bemærkede selv efterfølgende, at han ikke følte, han havde givet sit ypperste i netop denne præstation), fungerede det ikke desto mindre som en flot fremvisning af hans register og især de blændende høje toner og fænomenale fysiske støtte. Han fik selskab på scenen af den klangfulde og klare Emma Kingston, som han sang et par numre med fra 'Evita', hvor han har spillet Che med stor succes, og bevægede sig derefter over i langt lettere og blidere toner med 'Hush-a-bye Mountain' fra 'Chitty Chitty Bang Bang'.  Karimloo er desuden selv far til små børn, og han bringer en stærk personlig indlevelse til rollen som Potts. Men hans maskuline udseende, fuldendt med et flot mørkt skæg og en imponerende, veltrænet fysik, gør ham til det oplagte valg til roller som den forførende operafantom, hvis 'Music of the Night' vi fik serveret i hans karakteristiske fortrolige og dramatiske stil.  (Hvis denne atletiske unge mand nogensinde kom med chokolade til dig, får man følelsen af, at han ikke ville nøjes med en enkelt æske; han ville bære en hel kasse med lethed op til dit soveværelse.) Mere seriøst, dog, så har Karimloo – ligesom hjerteknuseren Sinatra før ham – også 'Ol' Man River' på repertoiret, og det slap han rigtig godt fra.  Endnu smukkere var dog hans fortolkning af et lidt mindre kendt nummer fra 'The Bridges of Madison County'.  Faktisk virker han stærkest i det mere nutidige materiale: Jeg sad og ventede på noget fra hans nylige West End-succes i 'Murder Ballad', men forgæves.  Måske kommer det ved hans næste koncert?  Som det var, blev 'It All Fades Away' leveret med en perfekt balance mellem teatralitet og passion.  Formidabelt. Følelsesmæssig direktehed og ærlighed er helt klart hans mest slående kvaliteter.  Hans fortolkning af 'Bring Him Home' fra 'Les Misérables' var et perfekt eksempel på dette.  Og som prikken over i'et på en vidunderlig aften fik vi det flotte ekstranummer 'Make Them Hear You' fra 'Ragtime'.  Producenten bag den nylige, fantastiske West End-opsætning af netop det show, Danielle Tarento, sad i salen og lyttede opmærksomt: Mon det nummer var møntet på hende? Det må tiden vise!