ANMELDELSE: Seasons Of Larson, Apollo Theatre ✭✭✭✭

Ensemblet i Seasons Of Larson. Foto: Claire Bilyard Seasons Of Larson

Lyric Theatre

25. januar 2016

4 stjerner

Hvad er formålet med en engangskoncert som Seasons of Larson? Hvordan oversættes værket fra den afdøde, legendariske Broadway-komponist, når det bringes ud af sin kontekst og fratages karakterer og konsekvens? Kan det overhovedet håbe på at vække genklang her, på denne usædvanligt varme januaraften, inden for de hule rammer af et West End-teater med performere ved mikrofonstativer… eller hvad?

Det er sandt. Sidder man i salen på Lyric Theatre, præcis 20 år efter Jonathan Larsons død, føler man sig en verden fjern fra den kæmpende kunstners liv i Amerika 'ved årtusindskiftet'. Men publikum undslap disse begrænsninger takket være Adrian Gees subtile scenografi, Grant Murphys instruktion og det kraftfulde liveband ledet af kapelmester Gareth Bretherton (der udover alt det andet også er en fremragende danser).

Castet – Anton Stephans, Noel Sullivan, Debbie Kurup, Krysten Cummings og Damien Flood – gav sig i kast med Larsons mest ikoniske sange (Seasons of Love, What You Own, Louder Than Words) og vækkede samtidig nogle af hans mindre kendte værker (Break Out The Booze og Open Road) til live. Musikken blev krydret med castets gribende og personlige refleksioner over, hvordan komponisten har påvirket dem. De tog et solidt greb om Larsons tekster og crescendo-rockmelodier – hvert ord, hvert slag osede af vrede og nødvendighed. Hans tekster bærer på budskaber, der kræver handling og ikke blot kan fordøjes passivt, og de indfanger den følelse af hastværk, der er kendetegnende for et liv, der gik tabt alt for tidligt. Sullivan (kendt fra Dirty Rotten Scoundrels, Rock of Ages, Priscilla Queen Of The Desert og We Will Rock You) gjorde et særligt indtryk ved at spytte ordene ud, som var de hans sidste, og tilførte både energi og hjerte til såvel kendte som mindre kendte numre. Koncerten, der var inddelt i fire sektioner – årstiderne i Larsons liv – kom for alvor op i omdrejninger med Cummings’ og Kurups fortolkning af Take Me Or Leave Me fra Rent. Det er den musical, Larson er bedst kendt for, og som han posthumt modtog både Pulitzer-prisen for drama og en Tony Award for bedste musical for i 1996. Disse kvinder udviste en sjælden livsglæde og legesyge, som kun opstår, når en sang virkelig sidder i knoglerne på en performer. Det samme kan siges om Cummings (der har spillet Mimi i Rent i West End og på turné) og hendes herligt frenetiske og 'levede' præstation af Out Tonight. Den rendyrkede rockstjerne Flood, der har spillet Roger i Rent både i West End og på turné, kom uundgåeligt til sin ret i What You Own and One Song Glory – sidstnævnte sunget med en enorm følelse af ære og selvfølgelig nostalgi. Der hersker ingen tvivl om, at denne sang er og altid vil være dyrebar for ham, ligesom hans talentfulde datter, Scarlett Silver, der fik sin West End-debut med Larsons Destination Sky.

Krysten Cummings i Seasons Of Larson. Foto: Claire Bilyard Aftenens vokalpræstation går dog uden diskussion til Kurup, der i den grad har 'levet i Amerika ved årtusindskiftet' og har spillet Mimi i både canadiske, London- og Broadway-opsætninger af Rent. Kurup sang Come To Your Senses fra Tick Tick Boom og Without You fra Rent, som om Larson havde skrevet dem udelukkende til hende; hun kærtegnede teksten og ramte hver eneste af de nådesløse høje toner perfekt. Som afslutning på aftenen, der fik publikum op at stå, kom Stephans’ fortolkning af I’ll Cover You (Reprise) fra Rent – et virkelig rørende øjeblik med himmelsk korbakking fra de studerende fra The London School of Musical Theatre.   Fordi Larson døde uventet på dagen for den første forpremiere på Rent Off-Broadway, er det blevet sagt, at han ubevidst havde skrevet sit eget mindesmærke. Det sønderknuste cast gik på scenen den aften for tyve år siden for at synge hans musik og gøre ham stolt. Tragedien ligger i, at han aldrig nåede at opleve den indflydelse, hans arbejde ville få – ikke bare som noder og ord på et papir eller en scene, men som et budskab til menneskeheden, der nu gives videre gennem Jonathan Larson Foundation.

Som det ofte er tilfældet med disse enkeltstående koncerter, var der et par akavede øjeblikke: en sporadisk overambitiøs tone eller en glemt tekstbid, en eller to fejlplacerede interaktioner med publikum og tidspunkter, hvor de optrædende måske 'mærkede den' lidt mere end publikum. Men alt er tilgivet, fordi begivenhedens formål blev indfriet.

Og så tilbage til mit tidligere spørgsmål – hvad er formålet med en engangskoncert som Seasons of Larson? Jo, castet og det kreative hold bag denne fejring skar det ud i pap ved ikke blot at demonstrere tidløsheden i Larsons værk, men ved at genoplive hans indtrængende råb om forandring og reform. Koncerten mindede publikum om, at selvom Larson blev taget fra denne verden tragisk tidligt, lever hans musik og hele hans ånd videre. Og værdien af at genoplive netop det, selv for blot en enkelt aften, er uvurderlig.