ANMELDELSE: Standing At The Sky's Edge, National Theatre ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Standing At The Sky's Edge, en ny musical af Chris Bush og Richard Hawley, som i øjeblikket spiller på National Theatre i London.

Rachel Wooding (Rose) og Robert Lonsdale (Harry). Foto: Johan Persson. Standing At the Sky’s Edge.

National Theatre.

13. februar 2023

5 stjerner

Bestil billetter

Park Hill-bebyggelsen i Sheffield. Én lejlighed i højhuset, tre årtier og fortællingen om Storbritannien og dens arbejderklasse fra 1960 til i dag. I 1960 flytter Harry og Rose ind efter saneringen af slumkvartererne, fyldt med håb og – som Harry senere bemærker – taknemmelighed. Det er ikke tilfældigt, at deres efternavn er Stanhope. I 1989 flytter Joy ind sammen med sin tante og onkel; de er flygtninge og bliver konstant advaret om at holde døren låst på grund af "de farlige mænd". Bebyggelsen forfaldt, ligesom mange andre i Storbritannien, da thatcherismen kvalte industrien og førte til økonomisk håbløshed. Men bygningerne er fredede (Grade II listed) og kan ikke rives ned, og i 2015 flytter Poppy ind i en moderne toplans-lejlighed, venter på en levering fra Ocado og forsøger at starte på ny efter et knust hjerte. Chris Bushs manuskript og Richard Hawleys musik og tekster arbejder i perfekt synergi i denne bevægende og inspirerende fortælling. Arkitekturen er måske brutalistisk, men dens fundament er kærlighed, familie og overlevelse.

Ensemblet. Foto: Johan Persson

Det er et kompagni uden svage led, orkestret er superb, og musicalen står stærkt og stolt med hver karakter som omdrejningspunkt for historien. Som Rose er Rachael Wooding enestående i rollen som den støttende hustru til Harry (Robert Lonsdale skildrer mesterligt hans deroute fra at være byens yngste værkfører til langtidsledig i 80'erne og 90'erne). Woodings fremførelse af Hawleys bedste sang, 'After The Rain', er hjerteskærende. Deres søn Jimmy møder Joy (en fantastisk Faith Omole) i 1989, og deres datter Connie (Bobbie Little, en fremragende fortæller og kommentator) er ejendomsmægleren, der sælger lejligheden til Poppy. Poppys hjerte er knust af ekskæresten Nikki, der pludselig dukker op for at blive forsonet. Her bekræfter Maimuna Memon det enorme talent, hun viste i Manic Street Creature, mens Alex Young som Poppy udnytter sin skarpe humor til fulde. Alle kvinderne står ikke blot ved himlens rand – de holder den oppe. Finalen på første akt rammer sanserne med fuld kraft, da bebyggelsen forfalder, og 'There’s A Storm A’Comin’' løfter musicalen fra at være god til at være ekstraordinær.

Ensemblet. Foto: Johan Persson

Hvor første akt handler om indflytning og håb for fremtiden, handler anden akt om at komme videre, om tab og overlevelse – og den rammer følelsesmæssigt hårdt. Vi oplever tre valg, især parlamentsvalget i 1979, der bragte Thatcher til magten, samt Brexit-afstemningen, men forestillingen holder klogeligt det politiske på det personlige plan. Vi er så investerede i karaktererne, at vi tydeligt ser, hvordan beslutninger truffet på højeste plan påvirker livet for dem, der må leve med konsekvenserne. ”I love you, will you marry me?” var et stykke graffiti, der blev fjernet og siden erstattet af en neon-udgave, og det svæver over Ben Stones’ sublime scenografi, mens Robert Hasties instruktion er helt pletfri. Når ensemblet vender tilbage til åbningsnummeret 'As The Dawn Breaks', der her mod slutningen får en næsten salmeagtig karakter, vil hjertet svulme – det er en dybt rørende og engagerende oplevelse. Råb det fra toppen af de højeste boligblokke: Det her er musicalen, man skal se lige nu.