ANMELDELSE: The Book Of Mormon, Prince Of Wales Theatre ✭✭✭✭✭

The Book of Mormon The Prince of Wales Theatre den 21. september 2015

5 stjerner

Bestil nu | Mere info The Book of Mormon begynder længe før, man træder ind i teatret. London er prydet med de ikoniske plakater, og vores kontorer genlyder af vitser og sange, vi alle kender. Når du går ind mod Leicester Square, bliver du sluset direkte mod Prince of Wales – især hvis der er en filmpremiere – og når du når frem til teatret, er du omringet af køer til både indgangen og billetafhentning. Atmosfæren er magisk, og forventningens pres er kolossalt. Mine forventninger blev i den grad indfriet – The Book of Mormon var en tøjlesløs og frydefuld forestilling, der fik os til at grine hjerteligt hele vejen igennem. Det er sjældent at opleve en forestilling, hvor publikum er så massivt på ensemblets side. Med forestillingens kulturelle status og billetpriserne in mente skal man lede længe efter en skeptiker i salen. Selv hvis man ikke kender præmissen for The Book of Mormon, ved de fleste, at kendskab til Matt Stone og Trey Parkers øvrige værker (især South Park) er den perfekte lakmustest for ens underholdningsværdi. Selvom The Book of Mormon mangler den mest skarpe satiriske kant fra deres berømte tegneserie, bevarer den deres lidt fjollede humanisme, hvilket giver overraskende eftertænksomme undertoner til dette højintense show.

Jeg mener, det er værd at undgå detaljer om plottet, før man ser forestillingen, så jeg vil holde min introduktion kort. Elder Price (Nic Rouleau) er duks på sit uddannelsescenter for missionærer og drømmer om en toårig mission i Orlando, Florida. Han bliver parret med den socialt akavede Elder Cunningham (Brian Sears), og herfra går det ned ad bakke. For det første bliver de ikke sendt til Prices arkadien, men til Uganda. De bliver røvet ved ankomsten, får sunget direkte i ansigtet, at Gud ikke er helt så fantastisk, som han bliver gjort til (via ørehængeren "Hasa Diga Eebowai"), og bliver advaret mod en despotisk general (Chris Jarman). Prices troskrise bliver kun værre ved afsløringen af, at de missionærer, der allerede bor i Uganda (ledet af Stephen Ashfields karakter, Elder McKinley), ikke har formået at omvende en eneste person. Men den lokale pige Nabalungi (Alexia Khadime) giver et glimt af håb; hun er fri for kynisme og har indflydelse på landsbyen. Kan Price og Cunningham bringe ære til deres kirke trods alle forhindringerne?

Som man kan gætte, er selve plottet i høj grad underordnet. Det fungerer snarere som en platform for en række ekstremt underholdende sange, afbrudt af dialoger om troens natur og religionens funktion. Den gør kærligt tykt grin med mormonismen, men dens udøvere er tydeligvis de gode i historien. Det afgørende er, at det stjernespækkede cast sikrer, at de er vidunderligt selskab. Nic Rouleau stråler som den selvoptagede Elder Price og bringer en uimodståelig livsglæde til de tidlige numre ("You and Me (But Mostly Me)" og "All-American Prophet" blev leveret med en herlig selvhøjtidelig effekt) samt en morsom og bitter undertone til hans deroute.

Man skal lige vænne sig til Brian Sears' Elder Cunningham (karakteren ejer ikke rigtigt en indendørs stemme), men hans fejlfrie energi og stærke komiske timing er fængslende hele vejen. Som han indtager scenen, bliver han hurtigt stykkets filosofiske hjerte – selvom han er mest mindeværdig i den ømme og indforståede "Baptize Me", en scene han deler med den Disney-lignende prinsesse Nabalungi.

Alexia Khadimes søde og karismatiske præstation vil man huske længe. Hendes Nabalungi-sang "Sal Tlay Ka Siti" var en knivskarp parodi på drømmen om en bedre verden, og hendes følelsesmæssige spændvidde var dybt imponerende. Stephen Ashfields seksuelt undertrykte Elder McKinley var en sand fornøjelse på scenen, især i den sort-komiske "Turn it Off", og Richard Lloyd King fortjener stor ros for sin fremragende Mafala Hatimbi, der udøvede en overbevisende faderlig indflydelse over den frie sjæl Nabalungi.

Koreografien og scenografien var slet og ret fænomenal. Casey Nicholaw kan være ekstremt stolt af sine performere, der dansede med både akkuratesse og kreativitet uden så meget som et forkert trin. Scott Pasks scenografi var opfindsom og omsluttende, lige fra den sukkersøde Orlando-kulisse til en "Spooky Mormon Hell Dream" (komplet med en guitarspillende Satan) og Ugandas slumkvarterer, hvor det meste af showet udspiller sig. Da The Book of Mormon både dekonstruerer og genopbygger religionens evne til at hjælpe folk i krisetider, var det afgørende, at omgivelserne var passende trøstesløse. Pasks Uganda er nådesløst barsk; en tør og øde ødemark fyldt med forladte huse, som står i skarp kontrast til hans Utah. Det er den perfekte baggrund for at filosofere over, hvor tingene er gået galt. Hvis du er fan af Matt Stone og Trey Parkers tidligere værker, vil du elske The Book of Mormon. Castet er sublimt, sangene sidder fast, og koreografien er fejlfri. Det er muligvis de mest underholdende to timer, du kommer til at bruge i år. BESTIL BILLETTER TIL THE BOOK OF MORMON I LONDON NU BESTIL BILLETTER TIL THE BOOK OF MORMON I NEW YORK NU