ANMELDELSE: Poppeas kroning (The Coronation of Poppea), Grimeborn på Arcola Theatre ✭✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Poppæas kroning (L’Incoronazione di Poppea), der præsenteres som en del af årets Grimeborn Festival på Arcola Theatre

Poppæas kroning

Claudio Monteverdi

Grimeborn Festival

Arcola Theatre

5 stjerner

Den første opera, der åbner årets Grimeborn Festival, er også en af de allerførste, der nogensinde er skrevet – eller som i det mindste stadig eksisterer i en rekonstruerbar form. Monteverdis tidligste overleverede opera, 'Orfeus', stammer fra 1607, da han arbejdede ved hoffet i Mantova, hvorimod dette værk er kulminationen på hans virke i Venedig – en by, hvis oprindelsesmyte er afgørende for at forstå værkets kontekst.

Operaen ses ofte som et værk, der vender op og ned på de sædvanlige moralske poler ved at ophøje lasten og demonstrere dydens nederlag. Men i virkeligheden er den en del af en større plan; den sidste del af en trilogi, der udforsker politisk magtspil i den græsk-romerske verden, som Venedig anså sig selv for at være den naturlige arvtager til. Det høje debatniveau i den skarpe og sofistikerede libretto giver et indblik i politik og sammenstødet med personlig moral, som man sjældent ser i operahistorien før Verdis Don Carlos.

Operaen åbner med en prolog, hvor der lægges op til en duel mellem gudinderne for Dyd, Lykke og Kærlighed, hvoraf Kærligheden tydeligvis går af med sejren. Hovedhandlingen, der løst bygger på historiske begivenheder, omhandler kejser Neros forsøg på at indsætte sin elskerinde Poppea som erstatning for sin hustru Ottavia. Dette modarbejdes af hans gamle læremester, Seneca, og af Ottavia selv, der overtaler Poppeas tidligere elsker, Othone, til at forsøge at snigmyrde hende. Alle disse forsøg mislykkes, og til sidst forenes de to elskende i en hjerteskærende smuk duet, 'Pur ti miro', for at fejre deres forening.

Eller gør de…?

For en af de store styrker i denne subtile og gennemtænkte produktion er, at den ikke tager noget for pålydende, men udforsker de mange lag af tvetydighed i værket. Ikke alene er der et plot-twist til sidst, men dette foregribes af mange antydninger undervejs om, at alle alliancer og identiteter – hvad enten de er politiske, personlige eller seksuelle – er midlertidige og kan ændre sig. Det er helt rigtigt set, at det mest foruroligende budskab overhovedet er det totale fravær af visheder, mere end noget brud på moralske konventioner.

Der skal lyde en kæmpe cadeau til Marcio da Silva, som står for aftenens samlende vision i sine mange roller som både instruktør, lysdesigner og musikalsk leder (foruden at han også spiller på diverse instrumenter i orkestret). Scenografien, han har udtænkt, er lige så elegant enkel som i et skuespil af Racine – en seng med et tæppe, en stol og et par skærme på hver side, der gradvist overmales med røde strøg, efterhånden som antallet af ofre stiger.

Musikken dækker et overflødighedshorn af stilarter og stemninger, og Ensemble OrQuesta løfter opgaven fornemt. Det otte mand store ensemble overvandt nogle kortvarige intonationsproblemer og leverede en knivskarp fortolkning af partituret, fuld af livlige og karakteristiske instrumentale teksturer, og de var altid klar til at overtage initiativet fra sangerne i de ofte komplekse mellemspil og postludier. Sangpræstationerne var gennemgående karakterfulde og parret med beundringsværdigt troværdigt skuespil, som udnyttede Arcolas forskellige niveauer i scenerummet fuldt ud.

I hovedrollerne kombinerede Helen May som Poppea og Julia Portela Piñón som Nero en raffineret og forførerisk kynisme med vokal bravur. De fik flot modspil af de gravitetiske og eftertænksomme toner fra Gheorghe Palcu som Seneca og Hazel Neighbour som den forsmåede Ottavia. Eric Schlossberg formidlede Othones dilemma med en neurotisk intensitet.

Poppy Shotts udfyldte birollen som Drusilla med en fyldig klang og et rørende spil som den ulykkeligt hengivne. Rachel Allen leverede en række gnistrende gæstespil, og Anna-Luise Wagner svævede voluptuøst over det hele som kærlighedens gudinde. En særlig omtale bør gå til Kieran Wagner, der spillede en række kontrasterende tenorroller med stor overbevisning, især som Lucano. Hans ekstraordinære arie sammen med Nero var et af aftenens absolutte højdepunkter – en modig ekstrapolering af musikkens latente budskab til en grafisk, moderne performance.

Det kan virke mærkeligt at slutte af med at nævne programmet, men i en tid, hvor man er heldig, hvis man overhovedet får en QR-kode som forklaring, tilbyder denne exceptionelle brochure alt, hvad man har brug for efter forestillingen – både til at sætte operaen i kontekst og til at forklare principperne og overvejelserne bag forestillingen.

Denne eksemplariske produktion fortjener at komme på turné for at vise, hvad man kan gøre med dette repertoire, og for at illustrere både dets historiske storhed og dets knivskarpe relevans for vores egen tid.

GRIMEBORNS HJEMMESIDE