ANMELDELSE: The House Of Mirrors And Hearts, Arcola Theatre ✭✭✭✭

Gillian Kirkpatrick som Anna. Foto: Darren Bell The House Of Mirrors And Hearts

Arcola Theatre

8. juli 2015

4 stjerner

Bestil billetter Det er en sand fornøjelse at træde ind i en teatersal for at se en musical, man intet ved om på forhånd. Det er en endnu større fornøjelse, når man ved, at der er håndplukket fantastiske talenter til forestillingen. Derfor håbede jeg på en særlig oplevelse, da jeg lagde vejen forbi Arcola Theatre til premieren på The House Of Mirrors and Hearts. Med musik, sangtekster og manuskript af Eamonn O’Dwyer og manuskript af Rob Gilbert er dette en ny britisk musical, hvis udvikling er blevet støttet af Perfect Pitch.

En familie efterlades traumatiseret og følelsesmæssigt knust, da en tragisk ulykke koster Annas mand – Lilys og Lauras far – livet. Tabet er enormt og præger familien mange år senere, hvor Anna drukner sin sorg i alkohol, mens hendes to døtre lever et rodløst liv i en verden præget af hemmeligheder og løgne.

Graham Bickley og Gillian Kirkpatrick. Foto: Darren Bell

Ind i denne verden dumper en ny logerende, Nathan, der studerer og kuraterer værkerne af en glemt digter. Nathans ankomst fungerer som en katalysator, der skaber spændinger, som gradvist bygger op, indtil deres verden er på nippet til at splintres for altid.

At afsløre mere end det ville være at ødelægge oplevelsen af dette begavede psykologiske drama. Som med et velskrevet mysterium er en del af fornøjelsen ved dette stykke at lade dramaet udfolde sig uden kendskab til plottet på forhånd.

The House Of Mirrors and Hearts er et intenst familiedrama, som nyder godt af de intime rammer i Arcola Theatre. Instruktør Ryan McBride sørger for et flydende flow, hvor skuespillerne dukker op og forsvinder, præcis som en familie gør i et stort hus i hverdagen. Man kan ikke lade være med at føle sig som voyeur, mens man observerer denne families kurs mod selvdestruktion. Gillian Kirkpatrick spiller Anna, den sorgramte mor og hustru, der er sunket ned i et mørke af sprut og ulykke; mistroisk over for sine egne døtre. Det er en barsk kontrast til den Anna, vi ser i starten, og sammenligningen er rystende. Det er en voldsom pragtpræstation, som indkapsles perfekt i det tragikomiske nummer Something For The Pain. Annas forhold til døtrene er musicalens rygrad, og Kirkpatrick er en streng matriark selv i sine svageste øjeblikke. Det er en hjemsøgende præstation, der gør hendes erkendelse i anden akt så kraftfuld, som man overhovedet kan ønske sig.

Grace Rowe (Laura) og Molly McGuire (Lily) spiller døtrene. Som søskende flest er de vidt forskellige

Jamie Muscato og Molly McGuire. Foto: Darren Bell

mennesker. Laura er indadvendt og stille – en blid sjæl, præget af at have overværet faderens død på tæt hold – mens Lily er alt for moden af sin alder; en bramfri, udfordrende og følelsesmæssigt såret person, der har bygget en mur op for at skjule sin smerte. Sangen op mod klimakset i første akt viser perfekt begge skuespilleres styrke og cementerer deres karakterer før de dramatiske vendepunkter i anden akt.

Graham Bickley spiller David, en gådefuld logerende, der vejleder Nathan og får ham til at indse, at der foregår meget mere i denne familie, end øjet ser. Bickley har en naturlig autoritet, og hans scenenærvær er så præcist doseret, at man som publikum tvinges til at dvæle ved hvert øjeblik. I Little Bird og The Colour Of Death er hans sammenspil med døtrene rent ud sagt fabelagtigt og giver smag på mere.

Jamie Muscato spiller Nathan, den lidt nørdede og akavede unge forsker, der prøver at finde sammenhænge i en fjern forfaders værker, hvor der måske ingen er. Nathan er katalysatoren for meget af handlingen i huset, og Muscatos følsomme og intelligente fortolkning gør ham til en fascinerende karakter. Han er det manglende led – personen, der stabiliserer den skæve familiedynamik og bringer den tilbage i balance. Muscato er uden tvivl en musicalstjerne i svøb.

Jamie Muscato i The House Of Mirrors And Hearts. Foto: Darren Bell

Som den unge Lily og den unge Laura er Isabelle Doherty og Ella Doherty fortryllende, idet de væver barndomserindringer ind mellem nutidige begivenheder og hjemsøger nuet med glimt fra fortiden.

Scenograf og kostumedesigner David Woodhead har skabt et imponerende, komplekst hus til Anna og hendes familie. Der er kredset for detaljen – fra de mange tomme vinflasker, der gemmer sig i alle husets kroge, til samarbejdet med lysdesigner Matt Haskins, der udnytter reflekteret lys på mesterlig vis.

Kapelmester David Randall og hans lille orkester på to mand leverer sammen med Jo Cichonskas arrangementer et stramt akkompagnement til dramaet i det dysfunktionelle hjem. Fra de rige og melodiske passager til de skarpe og kantede øjeblikke er lydbilledet i perfekt harmoni med handlingen på scenen.

Selvom jeg er begejstret for materialet, er der ingen tvivl om, at selve forestillingen stadig kræver en smule finslibning. Hvis man polerer denne rå diamant, vil det kunne frigøre endnu mere følelsesmæssig intensitet. Jeg følte, at visse øjeblikke i kor-stykkerne ikke helt fungerede og virkede en smule disharmoniske. En strammere åbning ville også hjælpe forestillingen med for alvor at lette lidt tidligere.

Når det er sagt, så tegner fremtiden for britiske musicaler lys. Det er fantastisk at se en musical, der fravælger jukebox- eller film-modellen til fordel for en original historie.

Hvis du er fan af musicals som Next To Normal, vil The House Of Mirrors and Hearts helt sikkert appellere til dig. Den er mørk, psykologisk og formåede at overraske mig hele vejen igennem. The House Of Mirrors And Hearts spiller frem til 1. august 2015 på Arcola Theatre