ANMELDELSE: The Jazz Age, Playground Theatre London ✭✭✭✭

Mark Ludmon anmelder Allan Knees The Jazz Age, som lige nu spiller på The Playground Theatre.

The Jazz Age

The Playground Theatre, London

Fire stjerner

Bestil billetter

Tre af 1920’erne og 30’ernes største litterære stjerner vækkes til vildt og feberagtigt live i Allan Knees skuespil The Jazz Age. Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og hans hustru Zelda fyldte ligeså meget i sladderspalterne som på bogreolerne, og Knee har trukket på deres egne skrifter for at fortælle deres turbulente historie gennem prisme af deres venskab. Efter premieren Off-Broadway i 2008 er stykket nu kommet til Storbritannien under instruktion af Anthony Biggs og Jana Robbins.

Vi tages med fra Fitzgerald og Hemingways første møde i Paris i 1925 og frem til 1940. Med sin række af fragmenterede episoder fungerer stykket mindre som en biografi og mere som et portræt af trioens komplekse indbyrdes forhold. Det udforsker blandt andet, hvad der drog den rebelske overklassepige fra Alabama, Zelda Sayre, mod den ambitiøse unge Scott, og det bånd, der holdt dem sammen trods jalousi og adskillelser. Hannah Tointons Zelda har en frisk, rastløs uskyld, der kun svagt lader ane det skrøbelige mentale helbred, som senere ødelagde hende, og som hun i dag primært huskes for.

Selvom Zelda spiller en nøglerolle i dette litterære ménage à trois, er det venskabet mellem Ernie og Scott, der udgør hjertet i The Jazz Age. Et af forestillingens højdepunkter er de to mænds ordkløverier – mest verbalt, men indimellem også fysisk – som udforsker dynamikken i et venskab, der holdt stand trods rivalisering og enorme temperamentforskelle. Robert Boulter er fremragende som Scott: nervøs, trængende og med en higen efter storhed, der dog tynges af en tvivl, som drev ham ud i alkoholisme. Jack Derges kombinerer charme og foragt som den vilde Hemingway, med en irritabilitet der indimellem kammer over i ondskabsfuldhed og gnavenhed. Knee holder sig ikke tilbage fra at udstille de to mænds fejl, især deres misogyni, men de forbliver sympatiske trods deres ekstravagance og privilegerede liv.

Knees manuskript er fyldt med sex – en ærlig og skamløs tone, der afspejler, hvordan så mange tabuer kortvarigt og håbefuldt blev fejet til side i jazz-æraen. Men det, der for alvor vækker perioden til live, er Darren Berrys fantastiske nye partitur, der er vævet ind i teksten og fremføres af Berry, Rebekah Bouche og João Mello på flygel og diverse instrumenter. Yderligere atmosfære skabes af Gregor Donnellys scenografi, der ligner en jazzklub fra 1920’erne. Selvom stykket mangler en vis narrativ spænding, står det stærkt i sin indfangelse af tidsånden og dens tre ikoniske personligheder. Her knap tre måneder før vi tager hul på 2020’erne, er dette en rettidig og fascinerende mulighed for at se tilbage på et årti, der fortsat vækker genklang hos så mange af os i dag.

Spiller frem til 19. oktober 2019

Fotos: Robert Workman