ANMELDELSE: Tryllefløjten (The Magic Flute), Arcola Theatre ✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Mozarts Tryllefløjten på Arcola Theatre i London som en del af Grimeborn 2022.

Tryllefløjten. Foto: Zak Kilby Tryllefløjten Arcola Theatre

17. august 2022

3 stjerner

Grimeborns hjemmeside I modsætning til mange operaer, der lider under lidt for mange instruktørindgreb, kræver Mozarts 'Tryllefløjten' det i den grad. Den originale dialog til det wiener-inspirerede 'singspiel' er ikke brugbar, og efterhånden som handlingen skrider frem, bliver det ekstremt uklart, hvem der egentlig er skurkene og hvem der er heltene. Dette er en gylden mulighed for en instruktør til at træde til og give handlingen og karaktererne en komplet overhaling, og det er – forfriskende nok – præcis det, vi får her fra Opera Alegría.

Her møder vi prins Tamino fra finanssektoren, der snubler ind på et teater, hvor han får tændt en 'ghost light', der vækker teatrets fortid til live. Først møder vi de tre damer, her portrætteret som rengøringsfolk og opvartere for den falmede diva, vi kender som Nattens Dronning. Han bliver bjergtaget af Pamina, en håbefuld starlet, der er havnet i selskab med Sarastro, en særpræget konceptuel instruktør, og hans 'trop' af kultagtige følgere. Tamino begiver sig ud på sin mission for at redde Pamina i selskab med Papageno, som her er følgespots-operatør. Forskellige prøvelser og udfordringer opstår og overvindes, alle med teatret i fokus, og med sejren over alle autoritetsfigurer præsenterer finalen en charmerende hyldest til teaterkunsten, der blev mørklagt under pandemien og nu er genopstået.

Foto: Zak Kilby

Nogle dele af dette sceneri fungerer rigtig godt, især den detaljerede særhed hos Sarastro og hans følgere, anført af en herlig Alistair Sutherland, der markerer begivenhederne med sin tibetanske klokke. Det hjælper bestemt også med at holde budgettet nede, at de fleste af kulisserne og rekvisitterne vitterligt bare er... ja, teaterkulisser. Man savner dog lidt af det storslåede til at dække de mange forvandlinger, der finder sted, og her virker indtrykket en smule mere spartansk, hvor kun Papagenos spilledåse skaber den nødvendige følelse af overraskelse og magi.

Musikalsk set er det også lidt af en blandet landhandel. Sangerne er generelt ret stærke og gode skuespillere oveni. Der synges på engelsk med en vittig, moderne tekst, der passer godt til noderne, og den fremføres tydeligt med fuld udnyttelse af teatrets mange niveauer. Som Tamino, Papageno og Pamina er Peter Martin, René Bloice-Sanders og Naomi Kilby vokalstærke og velmatchede, og det var tydeligt, at de nød det i fulde drag. Fae Evelyn leverede en fin Gloria Swanson-imitation som Nattens Dronning og angreb de høje toner med stort mod. Robert Jenkin var en karismatisk og tvær Monostatos, der gav mere mening i denne rolle som en overbebyrdet forestillingsleder end normalt. Og Papagena var en ægte overraskelse, som andre produktioner med fordel kunne lade sig inspirere af fremover.

Foto: Zak Kilby

Men jeg må ærligt indrømme, at jeg savnede orkestret. Det opretstående klaver var ikke helt op til opgaven, selvom det var dejligt at have en (ikke-krediteret) fløjtenist i kulissen til at levere de vigtige soloer. Pianisten Lindsay Bramley havde en enorm arbejdsbyrde på både klaver og elektrisk keyboard – til spilledåse-scenerne. Ouverturen var en stor mundful under disse omstændigheder og kunne med fordel have været udeladt. Denne opera fortjener en bredere instrumentpalette, selv under disse tilpassede forhold.

Aftenen føltes et par scener for lang i det meget fugtige Studio 1, og lidt strammere redigering i anden halvdel ville have hjulpet. Der er nogle gange en tendens til at behandle værker som dette som hellige skrifter, selvom det er tydeligt, at Mozart selv ville have rettet og ændret tingene til opførelser på forskellige spillesteder – så hvorfor ikke gøre det i dag? Publikum havde en meget fornøjelig aften, og der er ingen tvivl om, at dette er en opera, der er skabt til den moderniserende tilgang, som er kernen i Grimeborn-oplevelsen.

Læs også anmeldelsen af Carmen ved Grimeborn-festivalen på Arcola Theatre

Læs også anmeldelsen af Black El Payoso The Clown ved Grimeborn på Arcola Theatre