ANMELDELSE: The Miniaturists, Arcola Theatre ✭✭

Checkout af Poppy Corbett. The Miniaturists

Arcola Theatre, Studio 1

15/11/15

2 Stjerner

I de sidste ti år har The Miniaturists samlet dramatikere og andre teaterfolk om at iscenesætte fem korte stykker på maksimalt 20 minutter over vidt forskellige temaer. Konconceptet er, at der er tale om fuldt iscenesatte stykker – ikke workshops eller læsninger – hvor hele apparatet af lys, kostumer og scenografi tages i brug på værtsstedets scene, i dette tilfælde Arcolas Studio 1. Det er en fremragende idé, men succesen afhænger naturligvis af teksternes kvalitet, og i år var de korte stykker desværre en tynd omgang.

At skrive korte teaterstykker minder på mange måder om at skrive en novelle eller et kort foredrag. Det fungerer bedst at tage én idé og udfolde den antydningsvist frem for at overfylde rammen med materiale, der kræver et større format. Giv publikum akkurat nok stof til eftertanke og lad deres fælles fantasi udfylde hullerne. For det meste fulgte forfatterne bag disse småstykker princippet om den tætte form, men selve udførelsen forblev ujævn og utilfredsstillende på andre punkter.

Twins af James Fritz

I ‘Twins’ sidder to skuespillere ved et bord; den ene med et fotoalbum, den anden med et clipboard. Det er fortællingen om to tvillinger, hvoraf den ene når at blive gammel, mens den anden dør kort efter fødslen inden for stykkets tidsramme, markeret af et digitalur på bordet. Phyllis McMahon bruger albummet til at fortælle om sit liv, og her er sproget både kærligt, levende og formår at opbygge en troværdig karakter. Simona Bitmate taler hen over denne fortælling med en nærmest lægevidenskabelig redegørelse for tvillingens korte liv. Grebet bliver dog hurtigt slidt. At lade to skuespillere tale i munden på hinanden bliver trættende i længden, især da de to spor ikke smelter sammen på en interessant måde. Parallelle linjer, der aldrig mødes, bliver i sidste ende kedelige.

If We Could Get Some More Cocaine af John O'Donovan

I aftenens andet stykke, ‘If we got some more cocaine I could show how I love you’, præsenterer John O’Donovan endnu et to-mandsstykke mellem Mikey Shannon (Sean Fox) og Casey Brennan (Mark Conway), der sidder på toppen af en række stole, som forestiller et tag. De er flygtet derop efter at have stjålet penge til deres misbrug. Dialogen er sjov, tematisk velfunderet og giver skuespillerne masser at arbejde med. Det føles mere som en scene fra en større fortælling end et fuldt afsluttet værk, men det flyder stadig troværdigt og effektivt.

‘Checkout’ er et mere ambitiøst stykke, hvor Poppy Corbett genbesøger temaet om dommedag efter døden, mest berømt skildret i Frank Capras ‘Det er herligt at leve’. Tre kunder og tre kasseassistenter i et supermarked er i gang med at scanne varer, men det er intet helt almindeligt supermarked. Det er et evigt regnskab, og det går langsomt op for kunderne, at deres handlinger i livet bliver vejet og målt. Alle tre findes for lette, garneret med humoristiske referencer til al den supermarked-jargon, vi elsker at hade (der er i sandhed tale om ‘uventede genstande i pakkeområdet’!). Men måden, hvorpå i det mindste to af karaktererne får en ‘pose for livet’ – eller en ekstra chance – virker mærkeligt forhastet og uforklaret, og stykket slutter alt for brat i forhold til den præmis, det har sat i søen.

Damage Done af Owen McCafferty

Anden halvdel af aftenen bød på fint skuespil, men baseret på et meget spinkelt grundlag. Karl Johnson og Sue Porrett er begge erfarne kræfter, men deres talenter bliver aldrig rigtig udfordret i Owen McCaffertys lille bagatel om et ældre par, der forsøger at genoptage kontakten efter mange års tavshed, blot for at fare vild i den samme gensidige uforståenhed og frustration, som skabte tavsheden til at begynde med. Publikum morede sig kosteligt over dialogen, men dette er et territorium, der er så grundigt koloniseret af Beckett og Pinter, at det kræver hårdt arbejde at åbne op for nye perspektiver.

Kampala af Stephen Jeffrey

Det sidste og mest gådefulde indslag på programmet var ‘Kampala’ af Stephen Jeffreys, som bød på tre vignetter fra den postkoloniale historie i Ugandas hovedstad. Det blev fremført med gejst og sproglig præcision af de fire spillere, men det stod mig ikke klart, hvor stykket ville hen. Åbningsscenen, en skildring af uafhængighedsceremonierne i 1962, var mere beskrivende end analyserende, og tonen i de to efterfølgende scener fra Idi Amins regeringstid var usikker – aldrig helt komisk, aldrig helt tragisk, og uden stor forløsning. For mig at se spillede dramatikeren aldrig med åbne kort.

Det er nu et år siden, jeg begyndte at anmelde teater fast, og i den tid har jeg jævnligt bemærket den enestående spændvidde og kvalitet hos både skuespillere og de tekniske kreative kræfter i London. Der er næsten altid en præstation at rose eller et scenografisk element at fremhæve, uanset hvor lille scenerummet er, eller hvor begrænset budgettet er. Desværre har jeg lige så ofte bemærket, hvor sjældent man støder på ægte, råt skrivetalent. Ofte indeholder de stykker, jeg ser, øjeblikke af indsigt eller interessante koncepter, som ville have nydt godt af mere dramaturghjælp eller workshop-udvikling. Men jeg må gå skridtet videre og sige, at jeg også har set meget arbejde, der enten er rent efterlignende, baseret på for lidt livserfaring eller et for abstrakt koncept, der aldrig rigtig vågner til dåd.

Hvor jeg har set virkeligt talent, er det oftest i materiale fra dramatikere, der arbejder langt væk fra Londons metropol. Det kan virke paradoksalt, når man tænker på Londons enorme mangfoldighed, men storbylivet kan også medføre en vis indsnævring, især hvis forfatterne fokuserer for entydigt på åndelig og materiel nød på en forudsigelig, klagende facon. Med de regionale teatres svækkelse er båndene mellem London og ‘provinsen’ visnet hen. Her kunne The Miniaturists gøre en reel forskel ved at rykke deres projekt med fuldt iscenesatte kortstykker ud i andre dele af landet og opsamle værker fra lokale forfattere.

Opsætningen af stykker fra Lancashire-skolen, som jeg for nylig anmeldte på Finborough Theatre, minder os om det vigtige arbejde, som pionerer som Annie Horniman udførte ved at fremme dramatik uden for London i den Edwardianske æra. Vi har brug for mere af den samme iværksætterånd i dag, hvis det ægte skrivetalent, der findes ude i landet, skal udvikles fuldt ud og gøres synligt for offentligheden.