ANMELDELSE: The Phantom Raspberry Blower, St James Theatre ✭✭✭

The Phantom Raspberry Blower

St James’ Theatre

30. oktober

3 stjerner

Der er en meget præcis replik mod slutningen af The Phantom Raspberry Blower. Fortælleren James Petherick hævder, at en af betjentene var ‘på jagt efter et plot, selvom det vist har været tilfældet siden klokken 20’. Det var morsomt (som mange af aftenens vittigheder var), men som med det meste komik var det sjovere, fordi der var noget om det.

Forestillingen har mange forsonende kvaliteter, men her hører hverken vittighedernes eller historiens kontinuitet til. Oprindeligt skabt af Spike Milligan og Ronnie Barker og her opdateret af Lee Moone, spænder jokene fra det sublime til det latterlige og videre til det decideret rædderlige.

Plottet er simpelt (og absurd) – en Jack the Ripper-agtig galning hærger det victorianske London og dræber sine ofre ved at række tunge og lave en fatal pruttelyd. Han piller etablissementets medlemmer ud én efter én, mens han forfølges af et par ubehjælpsomme betjente. Det hele er iscenatstsat som et gammeldags radiospil, komplet med lydeffekter på scenen og en BBC-speaker i smoking.

Trods det papirstynde plot og den repetitive humor er der en herlig britisk fjollethed over forestillingen med dens slet skjulte hentydninger, hurtige ordspil og karikerede karakterer. Man forstår dog godt, hvorfor det oprindeligt blev udtænkt som en serie sketches; showets maniske energi kan kun bære det et vist stykke tid, før man mærker, at det begynder at tabe pusten.

Skuespillerne formår dog på fornem vis at dække over disse mangler med nogle vidunderlige præstationer. Især Steve Elias skilte sig ud som Sergeant Bowles; jeg blev overrasket over at læse i hans biografi, at han ikke har en baggrund i komik – hans timing var sublim og hans evne til at levere en vits uovertruffen. Hans makker, David Boyle, var også herligt nørdet og selvhøjtidelig som Corner of the Yard, med skarpe oneliners og gode ad-libs.

Jodie Jacobs, forestillingens eneste kvindelige medvirkende, spillede en lang række karakterer, hvilket for det meste gav hende rig mulighed for at fremvise sin fantastiske sangstemme. Der var også en meget speciel gæsteoptræden af Jon Culshaw som Phantomet; en fin detalje, der fik publikum til at gispe af begejstring (før jeg bliver anklaget for at spoile, så vil det være en ny kendis hver aften!).

Den finurlige iscenesættelse føltes som noget, Milligan selv kunne have udtænkt; publikum blev jævnligt inddraget til at skabe lydeffekter eller endda komme op på scenen for at spille en rolle.

Showets stjerne var dog uden tvivl Jessica Bowles ved lydeffektpulten. Præcis som i et rigtigt radiospil blev alle effekter skabt live ved hjælp af diverse mærkværdige husholdningsartikler. Det var fascinerende at overvære og bidrog til aftenens bizarre og kaotiske stemning, sammen med Benjamin Waldens Monty Python-agtige projektioner.

The Phantom Raspberry Blower vil få dig til både at grine og krumme tæer. Selvom præmissen rent objektivt ikke er stærk nok til at bære en to timer lang produktion, gør castets smittende entusiasme det til en sjov, omend letbenet, aften i teatret.