ANMELDELSE: The Seth Concert Series med Jeremy Jordan ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder The Seth Rudetsky Concert Series, der i denne uge har Broadways Jeremy Jordan på plakaten.

Jeremy Jordan The Seth Concert Series: med Jeremy Jordan

Søndag den 13. og mandag den 14. september

Streaming online

Besøg Seths hjemmeside

Dette var et kærkomment comeback til topform for den ufortrødne Seth Rudetsky, der satser alt i dette entwaffnende ærlige, intime og fritløbende cabaret-snakke-format. Der er ikke mange, der tør risikere en sådan frihed i deres præsentationer, eller som har så stor tillid til, at deres gæster vil spille med på de præmisser, han har opstillet. Men denne koncertrække har afsløret ham som en vært med usædvanlig god dømmekraft, og også som en person, der tør tage chancer og satse – præcis det som teater, uanset om det er med musik eller ej, handler om.

Denne gang tog Seth sit show på "turné". Vi lagde ud i den overdådige stue hos hans veninde Barbara, hvor de fik følgeskab – på klassisk vis via internettets vidundere – af hans gæst, den fløjsbløde tenor Jeremy Jordan. 'Death Note' (Frank Wildhorn og Jack Murphy i topform), et relativt nyt show fra 2015, leverede åbningsnummeret 'Hurricane', som han tidligere havde lavet en demo på. Her viste han sin mesterlige tætmikrofon-teknik og forførte os ind i sangens fantasiverden, før han foldede sig ud med historiens drama og action. Dette var virkelig et comeback til de store præstationer. Den legesyge kemi var til stede fra starten. Der blev trukket tråde til Jordans tv-rolle som en superhelt uden kræfter i Superman-universet, hvilket førte til et (fejlfrit) improviseret klip fra 'Eye of the Tiger', før snakken faldt på 'West Side Story' og hans kærlighed til computerspil (retro Mario og Zelda, men 'Rocket League' – fodbold med biler, folkens – er hans absolutte favorit lige nu). Drillerierne var i fuld gang. Og de fortsatte! De to har nemlig kendt hinanden i årevis...

Tilbage til Hollywood Bowl og en koncert for Jeremy med Gustavo Dudamel (kun det bedste af det bedste). Her fik vi 'Maria' (Bernstein-Sondheim – som jeg og en million andre seere ønskede at høre: ja, man kan nemlig ØNSKE numre i denne serie!). Det startede dæmpet, voksede langsomt og smukt uden at være prangende, men lod os se karakteren Tony forandre sig for øjnene af os, før han slog gardinerne fra og lod lys og lyd strømme ind, for så at samle det hele igen i en næsten åndeløs afslutning. Derefter gik turen til Richard Oberackers og Robert Taylors 'Bandstand', endnu et show han ikke fik rollen i: 'Den bedste evne man kan have, er at vide, hvordan man håndterer afvisninger,' sagde han. Det afholdt dog ikke Seth fra at lade os høre, hvad Jeremy kan gøre med karakteren Donny Novitskis 'hvem-er-jeg'-sang om sig selv. Det er et populært valg til auditions og cabarets, fordi den kommer vidt omkring i et register, som en tenor elsker at vise frem for at lade stemmen funkle. Udover den tekniske brillans synger Jordan dette med en lidenskabelig fysik, og man får en helt særlig energi af at se ham lægge krop og sjæl i skabelsen af denne karakter. Det gør han faktisk hele tiden: 100% ærlighed og dedikation – hver eneste gang – efterfulgt af et drenget, afvæbnende smil for at dække over manglen på bifald i den tomme stue.

Som om det ikke var nok om modgang, så fortsatte vi til endnu en rolle, han ikke fik: Jordan viser ikke kun sin sårbarhed, han er faktisk stolt af den. Det virker til, at hans kernegejst – som kunstner og som menneske – er bygget på netop de skrøbeligheder, som nogle kunstnere ikke tør dele; og dette er et gennemgående tema i denne serie. Herefter hørte vi Chris' dramatiske nummer 'Why, God, Why?' fra 'Miss Saigon' (Schoenberg/Boublil). Det udviste en enorm heroisk værdighed og malede med store penselstrøg de følelser, som findes i denne historie om kærlighed og ofre. Seth var overrasket over, at Jordan ikke fik rollen, og alle, der lyttede med, ville give ham ret. Vi fik også lidt snak om 'Waitress' (Sara Bareilles) og derefter om 'Bonnie and Clyde', et show han faktisk spillede (Frank Wildhorn igen, denne gang med Don Black). Fra gynækologiens verden kom dog toner af en anden slags: en lys fortolkning af showets store hit 'She Used To Be Mine'. Jennas dybfølte bekendelse i 'Waitress' blev leveret af Jordan med en kompleksitet og overbevisning, der gjorde hans kønsmæssige kryds-fortolkning fuldstændig troværdig. Det er en fantastisk sang, og det kræver en sanger af Jordans kaliber at yde en sådan tilgang fuld retfærdighed.

Seth Rudetsky

Næste stop var endnu en rolle, han aldrig har spillet, fra 'Book of Mormon' (Parker, Lopez, Stone) med 'You and Me (But Mostly Me)'. Han ramte Elder Price lige i øjet (med en duetterende Seth, der sang Cunningham helt ned i gulvbrædderne). Ser man det? Med en stemme som hans kan man simpelthen alt. Inklusiv tegnefilmsdubbing: vi fik lidt snak om humor for børn, før vi skiftede til Jason Robert Browns 'If I Didn't Believe In You' fra 'The Last Five Years', en forestilling der som bekendt blev filmatiseret med ham i JRB-rollen. Igen er dette et nummer, der kræver en enorm vokal palette og ubesværet teknisk overskud. Det førte os videre til konkurrencenummeret – hentet fra 'Newsies' (Menken/Feldman/Fierstein) – og Jacks brag af en finale på 1. akt, 'Santa Fe', i en flot præstation af Ray Waters. Dette dannede bro til en diskussion om social retfærdighed og begge kunstneres engagement i feltet. Seth ville vide, hvorfor Jordan også valgte den vej, hvortil han blot svarede: 'Det er egentlig bare sund fornuft'. Men før vi nåede at høre mere fra det show, fik vi hans personlige fortolkning af Arlens og Harburgs 'Over The Rainbow'. Her brugte han sin utroligt sexede og dog uskyldige blanding af lys tenor og falset i denne hymne til barndommens drømme, mixet med en smuk Stevie Wonder-agtig ballade: Charlie Smalls' 'Home' fra 'The Wiz'.

For at give alle disse følelser et modspil af Manhattan-syre og vid, rystede Seymours 'Grow For Me' (Alan Menken og Howard Ashman) os alle tilbage til en følelse af ubehagelig realisme. (Ikke nogen lille bedrift for en makaber 60'er-pastiche af en gyser-sci-fi B-film.) David Katz og Kieran Edwards var i øvrigt i topform med lyden igen: alle de vilde udsving i volumen, energi og stemning blev indfanget af deres mikrofoner, som kom det fra et stort, professionelt pladestudie. Som en storladen finale fik vi 'Soliloquy' fra 'Carousel' (Rodgers og Hammerstein), hvor Jordan fandt en helt ny måde at fortælle Billy Bigelows historie på. Det var endnu en karakteristisk generøs og nuanceret præstation, lyslevende i enhver skygge eller lysglimt i partituret. Han legede med Rodgers' musikalske linjer med en mængde rubato, der måske nok ville have givet komponisten hjertestop, men som fortryller et moderne publikum i dag.

Et storslået comeback til topformen.

Næste gang: Judy Kuhn

BESØG SETHS HJEMMESIDE HER