ANMELDELSE: Den hvide hest (Im weißen Rößl), Renaissance Theatre Berlin ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Sommer i Tyrol, som i øjeblikket spiller på Renaissance Theater i Berlin.

Sommer i Tyrol (Im Weissen Rössl)Renaissance Theater, Berlin 5 Stjerner Book Billetter Da denne storslåede operette (eller musical comedy) fik premiere i 1930, blev den en international sensation.  Den blev straks oversat til engelsk og kraftigt udvidet med masser af nyt materiale, og rykkede året efter ind på London Coliseum. Her spillede den i hele 651 forestillinger – en lang periode dengang – og bød på det i dag utænkelige syn af en stab på 160 medvirkende, tre orkestre og et kæmpe kor.  Cameron Mackintosh sidder formodentlig stadig og prøver at regne ud, hvordan det også lykkedes at tjene hele budgettet på £60.000 hjem, før tæppet overhovedet gik første gang.  Spækket med vidunderlige melodier af Ralph Benatzky, Robert Stolz og Bruno Granichstaedten, med begavede og poetiske tekster af Robert Gilbert og et manuskript af Hans Mueller-Einigen og Erik Charrell baseret på det oprindelige lystspil af Oscar Blumenthal og Gustav Kadelberg, står værket som et testamente over succesfuldt samarbejde.  Men det sidste, man herhjemme nok har hørt til det, har været lejlighedsvise referencer som et symbol på alt det, der for længst er falmet og gledet ind i fortidens riddersal, lidt som en genstand for forlegen latterliggørelse. Intet af dette kan dog forberede dig på det, det driftige Renaissance Theater i Berlin har vækket til live.  Sidste sommers store overraskelseshit er tilbage her i august, og det bliver med garanti en kæmpe succes igen.  Men i en form og stil, der ligger milevidt fra det oprindelige udtryk. Med et cast på blot ni personer starter forestillingen, som den agter at fortsætte: ved at vende op og ned på hver eneste forudindtagethed, du måtte have medbragt ind i teatret.  I et slags lummer-lækkert tusmørke sidder hele ensemblet – klædt i en blanding af moderne tøj og traditionel østrigsk antræk – på scenekanten med fødderne dinglende ned mod publikum, mens de leverer forestillingens mest berømte melodi (herhjemme kendt som 'I Sommer i Tyrol'), ellers kendt som en buldrende vals, som en åndeløs, dæmpet vuggevise.  En sopran bliver grebet af begejstring og vil skrue op for volumen, men resten af ensemblet tøjler hende: Det er produktionens første joke – og der følger mange flere – men de tjener alle det samme tankevækkende formål: at få os til at stoppe op, lytte og virkelig være opmærksomme på, hvad der sker, og hvordan karaktererne agerer.  På denne måde hører vi hvert eneste ord i den fint bearbejdede tekst (Hannah Arendt var en stor beundrer af Gilbert og sammenlignede ham med ingen ringere end Heinrich Heine), og vi drives ind i en frodig fantasiverden, hvor drømme faktisk går i opfyldelse.  Samtidig er det en verden, hvor vi må være bevidste om vores egen opførsel og måden, vi interagerer med hinanden på.  Det er en genial åbningsscene af instruktør Torsten Fischer, det første af mange genistreger, der gør denne produktion til en af de mest markante og mindeværdige, jeg har set. Som Gerhard Littaus præcise lyssætning tones op, ser vi ikke kun Herbert Schaefer og Vasilis Triantafillopoulos' fantastiske scenografi af det træbeklædte indre af et rummeligt, men stadig simpelt og hjemligt alpint gæstgiveri, men også et femmands folklore-band på scenen, der tager os med på en uforglemmelig musikalsk rejse: Det er et formindsket orkester bestående af klaver, harmonika, bratsch, mundharpe (Harry Ermer – også kapelmester og arrangør), slagtøj, hakkebræt, fløjte (Volker Fry), cello, trompet (Johannes Severin), violiner (Angelika Feckl) samt kontrabas og tuba (Otwin Zipp/Dirk Schmigotzki).  I hænderne på disse fremragende musikere bevæger partituret sig gennem et kalejdoskopisk væld af musikalske stilarter, mens de sungne linjer bevares trofast. Vi kommer omkring alt fra salmesang til rap, over folkemusik, Schlager, rock'n'roll og naturligvis de velkendte rytmer fra den tysk-østrigske operette. Det er en lige så forfriskende og spændende rejse som en vandretur i bjergene omkring den smukke Wolfgangsee, hvor hotellet fra titlen ligger klemt inde mod bredden – nu for længst revet ned og erstattet af et monstrum, der bedre kan rumme de tusindvis af nostalgihungrende turister, der valfarter dertil hver sommer, og som jeg med glæde også har talt mig selv iblandt.  Men denne forestilling giver dig lov til at se om bag glimtet fra solens stråler i søens vand; den lader dig kigge ind i hjerterne på dem, der lever og arbejder her, og på dem, der blot er på gennemfart i deres sæsonbetonede vandring.  Fremtrædende blandt disse er den centrale figur – og det store trækplaster for enhver, der vil se stykket – den frygtelige Sigismund Sülzheimer, en grotesk karikatur af en berlinsk middelklasse-'spidsborger', der en gang om året vil flygte fra storbyens beskidte hverdag og ud i en landlig idyl... med det forbehold, at alt, og her menes absolut alt, forbliver nøjagtig som han kender det hjemmefra Berlin.  Det faktum, at hans fantasi er umulig at realisere, er den primære motor i komedien, og det er en stor fornøjelse at sidde i et teater fyldt med Berlinere, der ser sig selv personificeret i denne figur og griner af både hans og deres egen selvhøjtidelighed og stædige ufleksibilitet.  Faktisk ophører det med at være teater og bliver mere som en form for gruppeterapi. Omkring denne vindende personlighed – givet larmende troværdighed i Ralph Morgensterns strålende fortolkning (han spiller ham som en blanding af King Lear og Don Pasquale) – roterer et system af andre fascinerende karakterer.  Værtinden på etablissementet, Josepha (Winnie Boewe, en sand naturkraft), vil gerne blande forretning med fornøjelse, men afviser sin overtjener Leopolds tilnærmelser (spillet med en vidunderlig blød stemme og karisma af Andreas Bieber) til fordel for den socialt overlegne gæst, advokaten Dr. Otto Siedler (den flotte Tonio Arango), der tilfældigvis repræsenterer... Sülzheimers far, hvilket hurtigt vækker Sülzheimers egen interesse for værtinden.  Forviklingerne fuldendes af den spirende kærlighed mellem den afviste Leopold og Ottilie (den herlige subrette Annemarie Brüntjen), datter af en anden gæst, fabrikanten Wilhelm Giesecke (en endnu mere grotesk fremstilling af borgerlig preussisk selvhøjtidelighed, Boris Aljinovic), som til gengæld vil gifte hende væk til Sülzheimer for at forvandle en erhvervsrivalisering til en fusion.  Dermed er scenen sat for masser af romantiske forviklinger, for ikke at sige farce.  Fortællingens forløb er perfekt flettet sammen med en række charmerende og karakterfulde musiknumre, hvortil Karl Alfred Schreiners koreografi er formidabelt tilpasset de skiftende alliancer og perfekt synkroniseret med Fischers skarpe tempo i komediens mange vendinger.  Det alsidige hold fuldendes af endnu en gæst, Professor Hinzelmann (Walter Kreye), datteren Klärchen (Nadine Schori) og det jødlende vidunder Angelika Milster (i diverse roller). Man behøver ikke være flydende til tysk for at følge med: Der er engelske overtekster til alle, selvom man skal være hurtig til at læse dem – dialogen falder tæt og hurtigt og er pakket med vitser.  Der er ligefrem en mystisk optræden af den tidligere østrig-ungarske kejser, Franz Joseph II.  Hans tilsynekomst har en næsten mystisk karakter, som et genfærd fra en svunden æra, nærmest en deus ex machina, der dukker op for at rede trådene ud og gøre en lykkelig slutning mulig.  Det minder os igen om den dunkle åbningsscene: Her ved Wolfgangsee balancerer vi på kanten af denne verden og en anden – en verden af ren lykke, hvor vi taber vores hjerte, og som vi vil savne med et bittersødt stik ved afskeden.  Lidt ligesom selve akten, så tjener vemodet over feriens afslutning kun til at forstærke vores nydelse af dens glæder og styrker vores længsel efter at gentage oplevelsen.  Næste sommer!

BOOK BILLETTER TIL SOMMER I TYROL