ANMELDELSE: The York Realist, Donmar Warehouse ✭✭✭✭✭

Ben Batt (George) og Jonathan Bailey (John) i The York Realist. Foto: Robert Hastie The York Realist.

The Donmar Warehouse

14. februar 2018

5 stjerner Bestil nu Det er passende, at Donmar Warehouse genopsætter Peter Gills smukke stykke netop i LGBT History Month. Handlingen udspiller sig i begyndelsen af 1960'erne, hvor mænd som George og John risikerede fængselsstraf for at forelske sig og ønske en tilværelse sammen.  De kommer fra to vidt forskellige verdener: George er landbrugsmedarbejder, mens John er instruktørassistent på en opsætning af York Mystery-spillene, hvor lokale amatører som George medvirker. Stykket foregår på en isoleret gård i Yorkshire og drager paralleller til den moderne succesfilm God’s Own Country – dog er Gills manuskript mere fintfølende, og seksualiteten er endnu stærkere begrænset af samfundets pres. En mand i kedeldragt kunne meget vel gå hen og blive årets homoerotiske trend.

Lesley Nicol (Moder) og Ben Batt (George) i The York Realist. Foto: Robert Hastie

Skuespillerpræstationerne er upåklagelige, ligesom Robert Hasties følsomme og knivskarpe instruktion er det. Ben Batt er fremragende som George; han er interessant nok afklaret med sin seksualitet og synes indledningsvis at have overtaget i forholdet. Han er selve billedet på behersket maskulinitet og længsel, hvor hans sande følelser kæmper mod hans rolle som den gode søn og det loyale samfundsmedlem. Han matches perfekt af Jonathan Baileys præstation som John – den kultiverede og selvsikre London-type, der ser skønheden i den natur, som George for længst er holdt op med at bemærke. Deres kærlighed formidles så subtilt gennem blikke og en flygtig hånd på en skulder, eller når de dæmper deres følelser ved at vende sig bort fra andre – de kysser aldrig, og netop derfor føles forholdet så meget stærkere.

Ensemblet i The York Realist på Donmar Warehouse. Foto: Robert Hastie

Der er antydninger i manuskriptet om, at de andre karakterer godt ved, at George er homoseksuel, men de vælger i fællesskab at vende det blinde øje til, så længe han ikke skaber skandale og kender sine grænser. Lesley Nicol er formidabel som moderen – varm, jordnær og forankret i traditionerne omkring familie og moderskab, alt imens sygdommen langsomt tærer på hende.  Georges søster, Barbara (Lucy Black), ved godt, at George ikke er "typen, der gifter sig", men hun undlader alligevel at advare den søde, religiøse og ulykkeligt forelskede Doreen, spillet af den dygtige Katie West. Matthew Wilson leverer Yorkshire-skarphed og omsorg som Arthur, og Brian Fletcher er bedårende som teenageren Jack, der står på tærsklen til manddommen uden at ane, hvad han skal stille op med sit liv – udover at han, ligesom sin mor, ønsker at komme videre.

Det er en verden præget af metodistkirken, kondenseret mælk og en næsten tvangspræget optagethed af at "tage opvasken", alt sammen sublimt vakt til live i Peter McKintoshs scenografi. Moderens død burde give George den frihed, han har brug for til at leve sit eget liv, men han kan ikke forlade sin verden, og John kan ikke leve sammen med ham i huset i Yorkshire – det ville vække alt for meget opsigt. Slutscenen er dybt rørende, og selvom man forbander Doreens timing, kan man ikke hade hende, da hun længes lige så meget efter kærlighed som mændene gør. Det er en smuk tidskapsel om tabt kærlighed, og Gills manuskript bobler af ømhed. I 2012 instruerede Gill en smuk opsætning af Robert Holmans Making Noise Quietly på netop denne scene. Og det opsummerer Gills arbejde perfekt – han "støjer stille", men hans værker bliver siddende i kroppen for altid.

BESTIL BILLETTER TIL THE YORK REALIST NU