ANMELDELSE: This House, National Theatre at Home ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder James Grahams skuespil This House, som kan streames på National Theatre at Home-platformen frem til den 3. juni.

Charles Edwards som Jack Weatherill. Foto: Johan Persson This House

National Theatre at Home

4 stjerner

Kan streames frem til 3. juni.

Et parlament uden absolut flertal, en uddybende økonomisk krise, utilfredshed blandt vælgerne og skarpt optrukne partipolitiske fronter. James Grahams fremragende stykke, der første gang blev vist i 2013, gransker de turbulente politiske år mellem 1974-79, hvor Labour havde et papirtyndt flertal på mellem 4 og 1 mandater. Han viser os dygtigt demokratiets maskinrum, de lyssky handler og de personlige ofre. Hans varemærke – at formidle en enorm mængde information på både underholdende og lærerig vis – er tydeligt her, hvor han bruger gammeldags teknikker som kridt og tavle samt dialog til at kondensere års eksposition til en livlig og generelt tempofyldt produktion.

Fortællingen tager primært udgangspunkt i Labours og de Konservatives indpiskerkontorer, og klasseskellet er tydeligt fra starten. Graham bruger de store penselstrøg til at introducere karaktererne: mushy peas og pølser til Labour, mens opera og militære referencer kendetegner de Konservative. Men billedet nuanceres, efterhånden som stykket skrider frem, og dramaet lever højt på de utrolige begreber fra virkeligheden – John Stonehouses iscenesatte selvmord, afstemningerne om EU-medlemskab og de såkaldte "gentlemen’s agreements" om 'pairing' (stemmeudligning), som bliver afgørende ikke bare for dramaet, men for historien – alt sammen leveret af et forrygende ensemble. Duellen mellem Labours næstkommanderende indpisker Walter Harrison (Reece Dinsdale) og den konservative indpisker Jack Weatherill (Charles Edwards) udgør stykkets rygrad, og de er eminente modstandere, støttet af en energisk Phil Daniels i første akt. Graham er fænomenal til at menneskeliggøre politikken og vise de enorme omkostninger, det havde; hele 17 Labour-parlamentsmedlemmer døde som følge af arbejdspresset og kampen for at holde partiet ved magten. Lauren O’Neil er fremragende som Ann Taylor, en sjælden kvindelig skikkelse i denne mandeklub, der håndterer datidens hverdagssexisme med overskud.

Giles Taylor som Speaker. Foto: Johan Persson

Nødvendigheden af at være fysisk til stede i salen, når flertallet er så spinkelt, udgør stykkets hjerte. Medlemmet for Batley, i en smuk præstation af Christopher Goodwin, kæmper mod sygdom for at kunne stemme for Labour gennem hele perioden. Lige indtil han, bogstaveligt talt på dødens tærskel, ikke bliver bedt om at møde op til den afgørende mistillidsvotum-afstemning, som oppositionen vinder med én stemme. Dette ene øjeblik fører til valget af Margaret Thatcher – det er på den slags små marginaler, historien skifter retning.

Instruktør Jeremy Herrin giver stykket den episke iscenesættelse, det fortjener, og livemusik hjælper overgangene til at glide let – bandet afspejler punkens voksende indflydelse, som årene går! Selvom tempoet daler en smule i en anelse for lang anden akt, er der en enorm klarhed over produktionen (som f.eks. når Speakeren præsenterer hvert medlem), der holder publikum fanget. Hvad der også skinner igennem, er den respekt, som de politiske modstandere har for hinanden, og det efterlod mig med en form for nostalgi over en tid, hvor politik virkede mindre fragmenteret og fjendtlig end i dag.

https://www.youtube.com/watch?v=6vsSHyjEMrg