ANMELDELSE: This House, West Yorkshire Playhouse ✭✭✭✭

Ensemblet i This House. Foto: Johan Persson This House

West Yorkshire Playhouse (UK Tour)

Fire Stjerner

Turnéplan for Storbritannien

’This House’ er et stykke, der gør mere end blot at underholde og belære – selvom det gør begge dele fremragende. James Grahams skarpe skildring af halvfjerdsernes politiske rænkespil formår at få publikum til at engagere sig i selve konceptet om regeringen som institution – hvad den er, hvordan den fungerer, hvordan den fejler, hvordan den lykkes – og hvor ofte den kun lige akkurat klarer skærene. Dengang var Parlamentet og dets arbejdsgange en institution, som de fleste af os ikke vidste meget om, men som vi mere eller mindre stolede på gjorde arbejdet færdigt. Vi var måske ikke enige i de beslutninger, der blev truffet, men der var en generel overbevisning om, at systemet fungerede. Nu, med tv-transmitterede debatter, skandaler som parlamentsmedlemmernes udgiftsbilag og hele begrebet om ’post-truth’, er den tillid blevet uigenkaldeligt udfordret. Det, ’This House’ gør, er at vise os det menneskelige puslespil bag de komplekse strukturer med indpiskere, samlinger, afstemninger og lobbyisme.

James Gaddas, Natalie Grady, Martin Marquez, Tony Turner og David Hounslow i This House. Foto: Johan Persson

Grahams beretning om perioden i midten til slutningen af halvfjerdserne, hvor Labour-regeringen med voksende desperation forsøgte at opretholde det spinkle flertal, fortælles med energi og vision af instruktør James Brining. Det sker gennem en blanding af intense, korte ordvekslinger og koreograferede scener, hvor parlamentsmedlemmer marcherer målrettet med deres papirer til tonerne af livemusik. Denne dynamik forhindrer stykket i at forfalde til en tør dokumentarisk spillestil. De visuelle billeder præsenterer udfordringerne for Wilson/Callaghan-regeringen på en måde, der er langt mere dynamisk og fængslende end lange forklarende taler – for eksempel når et parlamentsmedlem iscenesætter sit eget selvmord og dermed svækker regeringens afgørende flertal ved at forsvinde ned under en bølge af blåt silke iført de mest halvfjerdser-agtige paisley-underbukser.

Rænkespillene, skænderierne og de stadigt mere desperate metoder, Labour tog i brug for at vinde de afgørende stemmer, tjener som en rettidig påmindelse om, hvor skrøbelig en regering kan være. Regeringens meget menneskelige forsøg på at klamre sig til magten kan til tider grænse til det farceagtige (på et tidspunkt køres parlamentsmedlemmer ind med iltapparater), men det viser de principper og den overbevisning, der ligger under det politiske spil – en tilstand, der uundgåeligt endte, da Thatcher-æraen indvarslede et helt andet sæt principper. Emner som mindretalsregeringer, decentralisering og EU viser os, at de udfordringer, man stod over for dengang, hverken har mistet deres slagkraft eller relevans i dag.

Hele ensemblet i This House. Foto: Johan Persson

Stykket bæres flot af et stærkt – og i disse sparetider, forfriskende stort – ensemble, der spiller flere roller. Martin Marquez og James Gaddish skiller sig ud som Labours indpiskere og ”folkets mænd”, der får solid modstand fra William Chubb og Matthew Pidgeon som deres konservative modparter. Natalie Grady skaber en skarp kontrast som Ann Taylor, det kvindelige parlamentsmedlem der navigerer i en mandsdomineret verden, og Louise Ludgate leverer en pragtpræstation som Audrey Wise, Labour-medlemmet der insisterede på at stemme efter sin samvittighed og overbevisning – meget lig Labours nuværende leder.

Louise Ludgate i This House. Foto: Johan Persson

Det store galleri af karakterer spillet af det samme ensemble kan til tider gøre det svært at skelne mellem, hvem der er hvem – på trods af det kreative greb med at lade Formanden for Underhuset annoncere deres identitet. Det kan betyde, at det er svært for publikum at få en dybere fornemmelse af personerne og deres principper ud over det umiddelbare, men det er præcis den samme følelse, jeg får, når jeg ser nutidige debatprogrammer som ’Question Time’, og det påvirkede på ingen måde min nydelse af stykket.

James Gaddas og Matthew Pidgeon i This House. Foto: Johan Persson

Efter en tankevækkende og yderst underholdende aften sad jeg tilbage med det overordnede indtryk af Parlamentet som intet mindre end et dysfunktionelt kollektiv af mennesker – og at mennesker, som de daglige nyheder fra både Underhuset og Det Hvide Hus viser, er mere end i stand til at skabe ravage. Uanset hvad man måtte mene om det parlamentariske system, så er citatet fra en af karaktererne sigende: Det britiske demokrati er en af de ting, vi har eksporteret til hele verden – og det er en eksport, der både har overlevet og blomstret.

KLIK HER FOR AT SE TURNÉPLANEN FOR THIS HOUSE I STORBRITANNIEN

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at få besked om andre store turnéforestillinger