ANMELDELSE: Travesties, Apollo Theatre ✭✭✭✭

Tom Hollander som Henry Carr i Travesties. Foto: Johan Persson Travesties

Apollo Theatre

16. februar 2017

4 stjerner

Bestil nu

På et tidspunkt i denne skarpe og gennemtænkte opsætning bemærker avantgarde-poeten Tristan Tzara affejende: 'Det er måske vrøvl, men det er i det mindste ikke intelligent vrøvl.'

Travesties indeholder en hel del vrøvl, men endnu vigtigere er det, at det også er bemærkelsesværdigt intelligent; når man forlader salen, føles det som om, ens hjerne har løst tusind sudokus.

Stykket udspiller sig i 1917 i Zürich, hvor en af historiens mærkværdige tilfældigheder betød, at byen husede både James Joyce, anti-kunst-forskeren Tristan Tzara og den dengang ukendte Vladimir Lenin.

Det er usandsynligt, at de tre nogensinde så meget som delte en blok Gruyère-ost, men takket være Stoppards aldrende og upålidelige fortæller, Henry Carr, får vi lov til at opleve en kompleks og meningsfuld fortælling, der fletter politiske og kunstneriske temaer sammen.

Ved at bringe tre så forskellige karakterer sammen, fører Stoppard en debat om kunstens betydning – nemlig hvad den er, og om den overhovedet er god for noget.

Den traditionelle Carr diskuterer derfor indædt med oprøreren Tzara og den klassebevidste Lenin. Det er tydeligt, at Stoppard selv har taget stilling. Carrs passionerede forsvar for det kunstneriske genis kraft og vigtighed kunne være kommet direkte fra Stoppard selv, men han giver alle parter en fair chance for at blive hørt, hvilket resulterer i en opkvikkende og tankevækkende forestilling.

Tom Hollander som Henry Carr i Travesties. Foto: Johan Persson

Carr skændes også med Joyce om nogle ubetalte gældsposter, samtidig med at han forsøger at bejle til den radikale og godhjertede bibliotekar Cecily. Stykket låner flittigt fra Wildes 'The Importance of Being Earnest' (Bunbury), mens det også kaster sig ud i ordspil, limericks, spredte russiske gloser og sang.

Selvom surrealismen indimellem blev en kende for meget for min smag, er det tydeligt, at Stoppard er en sand mester i den verbale form. Selvom mange referencer og vittigheder måske flyver hen over hovedet på én (som det helt sikkert skete for mig!), så rammer endnu flere plet.

Skuespillerne gør et fænomenalt stykke arbejde med den komplekse dialog. Tom Hollander er både morsom og rørende i sine portrætter af Henry Carr som både ung og gammel. Han tilfører en ægte følelse af sårbarhed til en drilagtig narcissist og fantast, bakket op af en knivskarp komisk timing.

Der er også fremragende støtte fra Tim Wallers som Carrs revolutionære butler, samt en stærk komisk duo bestående af Clare Fosters Cecily og Amy Morgans Gwendolen, der leverer en vidunderlig duet. Når det er sagt, havde jeg et par småting at udsætte på Forbes Massons Lenin; til tider lød han mere som om, han kom fra Motherwell end fra Moskva.

Patrick Marber, der baseret på programnoterne har en oprigtig kærlighed til dette stykke, instruerer med masser af flair, mens den enkle scenografi byder på adskillige kroge og hjørner, hvor folk kan gemme sig og dukke frem.

I en tid, hvor kunstens rolle debatteres heftigere end nogensinde, kunne Stoppards stykke ikke være mere aktuelt. Travesties både forvirrer og fascinerer; et mesterværk af et manuskript, der giver stof til eftertanke hele vejen hjem.

BESTIL NU TIL TRAVESTIES PÅ APOLLO THEATRE