ANMELDELSE: When We Have Sufficiently Tortured Each Other, National Theatre ✭✭

Paul T Davies anmelder When We Have Sufficiently Tortured Each Other, som lige nu spiller på National Theatre i London.

Cate Blanchett. Foto: Stephen Cummiskey When We Have Sufficiently Tortured Each Other.

National Theatre.

24. januar 2019

2 Stjerner

Richard Eyre, tidligere kunstnerisk leder af National Theatre, sammenlignede i sin tid det at gå i teatret med at have sex. Jeg parafraserer groft, men han sagde i bund og grund: "At gå i teatret er som optakten til sex. Man møder op med tårnhøje forventninger, og det meste af tiden er det bare rutine. Indimellem er der svipsere og katastrofer. Men når det er bedst, glemmer man det aldrig." Han udtalte sig i Channel 4-programmet 'Blow Your Mind; See a Show', som skulle opfordre folk til at opsøge teaterscenen. Desværre er denne forestilling, trods sine provokationer og seksuelle indhold, en af de helt store svipsere – og det eneste, der bliver blæst omkuld, er din pengepung.

Cate Blanchett og Stephen Dillane. Foto: Stephen Cummiskey

Martin Crimps When We Have Sufficiently Tortured Each Other, med undertitlen 12 Variations on Samuel Richardson’s Pamela, udspiller sig i en garage, hvor en mand og en kvinde (der ikke identificerer sig med navne) mødes og udfører diverse rollespilslege. I den originale bog bliver en 15-årig tjenestepige, Pamela, opsøgt af husets herre, der kræver sex. Hun gør modstand, han bortfører hende, og opmuntret af husbestyrerinden, Mrs. Jewkes, forsøger han uden held at voldtage hende. Efter mange forviklinger indser de, at de elsker hinanden, og bliver gift. Det er et nichepræget kildemateriale, og med Katie Mitchells cerebrale instruktion føles stykket som om, det er forseglet i en glaskasse; de medvirkende er dedikerede til legen, men intet rækker følelsesmæssigt ud over scenekanten. Det er to timer (uden pause – hvilket dog ikke forhindrede flere i at forlade salen) med en kedsomhed, der giver træsmag i bagi. Tro mig, de to taler nærmest uafbrudt. Vicki Mortimers scenografi er en tro kopi af en garage, komplet med en bil, som parret har sex i. Ikke nok med at det må give dårligt udsyn for dele af publikum, så isoleres de yderligere, og da vi ellers ikke ville kunne høre dem, bruger parret mikrofoner – ikke ligefrem det, jeg forventede at se under bilsex, medmindre jagten på dogging-oplevelser i udkanten af London har ændret sig markant.

Stephen Dillane og Cate Blanchett. Foto: Stephen Cummiskey

Der er dog lyspunkter, primært skuespillet. Det er trods alt Cate Blanchett, en af verdens bedste skuespillere, og hun glider ubesværet mellem tjenestepige, herre og køn (flydenhed er et tema) med eminent stemmekontrol og total dedikation til materialet. Som manden virkede Stephen Dillane i starten lidt energiforladt, især i de kvindelige roller, men han vokser i styrke undervejs. Parret overvåges af fire voyeurer, som også bliver inddraget i legen – men de er ret dårlige til rollespil. De stakler havde fået mere ud af at blive hjemme og se Sex Education på Netflix. Jeg blev mere og mere bekymret for Ross (Craig Miller), som trods sine perfekte mavemuskler bliver banket af manden; det var næppe den aften med nydelse, han havde regnet med. Men selvom Blanchett ikke helt kan vække teksten til live, leverer den fremragende Jessica Gunning aftenens højdepunkt som Mrs. Jewkes. Hun tager mikrofonen fra hovedrollerne og ejer sin krop i en genial stand-up-rutine. Det er uden sammenligning stykkets mest interessante del, og ligesom magtkampen mellem de to mænd er det desværre en underudviklet del af manuskriptet – jeg ville have set mere til de to voyeurer. Problemet med det centrale forhold er, at alt er baseret på samtykke; der er intet på spil, ingen risiko – vi ser aldrig, hvordan deres seksuelle relation frigør eller hæmmer dem uden for garagen.

Argumenterne er interessante, og kvinden er bestemt styrket. Programnoterne er fremragende, og måske fungerer emnet bedre som debat blandt venner end på en scene. For et år siden opførte man Annie Bakers 'John' her, som endte på mange kritikeres toplister. Det kommer ikke til at ske her, og selvom vi kun er i januar, bejler denne forestilling allerede kraftigt til titlen som årets dårligste. Under alle omstændigheder er det årets største skuffelse. Hvis du allerede har en billet, skal du ikke forvente "teatralsk Viagra", men nyd det gode skuespil. Hvis du ikke har en billet, sælger visse sider dem til over 7.000 kr., så hvis du er en velhavende sadist, så slå dig endelig løs.

NATIONAL THEATRE WEBSITE