TILBAGEBLIK: West End-legenden Claire Moore

I denne uges Throwback Thursday har vi talt med West End-legenden Claire Moore. Fra The Phantom of the Opera til Miss Saigon og Calendar Girls – vores scener er blevet beriget af Claires enorme talent gennem årtier.

Claire Moore og Joanna Riding i musicalen Calendar Girls. Foto: Matt Crockett

1) Hvad var din allerførste forestilling som barn, og hvad fik dig til at træde ind i teaterverdenen?

Min første rigtige rolle var som Mabel i The Pirates of Penzance i skolen. Jeg var 14 år gammel, og fra det øjeblik vidste jeg, at jeg ville forsøge at skabe mig en karriere inden for teatret.

2) Hvad arbejder du på nu? Jeg spillede Miss Andrew i Mary Poppins på Prince Edward Theatre; vi var i fuld gang med opvarmningen, da vi blev sendt hjem ugen før den officielle lockdown. Det var sidste gang, jeg satte mine fødder i teatret. 3) Hvordan holder du kreativiteten ved lige under nedlukningen?

Jeg har været heldig nok til at deltage i en del 'virtuelt' teater og cabaret, som har indsamlet penge til vores fantastiske branche. Jeg har også undervist en hel del, hvilket har hjulpet mig med at føle, at jeg gør gavn.

Herhjemme er vi utroligt taknemmelige for vores dejlige have, og jeg har nydt at arbejde derude. Vi har dyrket masser af grøntsager i år og er netop begyndt at se frugterne (eller rettere grøntsagerne!) af vores hårde arbejde! Jeg elsker også at sy og har fået lavet lidt forskelligt.

4) Hvilke tre ting finder man altid i dit omklædningsrum? F.eks. lykkebringere... ting

der hjælper dig på scenen... blå M&M's...

Jeg har altid min blokfløjte med i omklædningsrummet. Den har fulgt mig lige siden skoletiden,

og jeg har brugt den til min opvarmning i hver eneste forestilling, jeg nogensinde har spillet. Derudover et billede af min familie,

og mindst én flaske bobler i køleskabet i tilfælde af, at der kommer gæster!

5) Hvis dit liv var en musical, hvad skulle den så hedde?

Ha ha! Det har jeg aldrig tænkt over – jeg tror, den skulle hedde

”Just Bloody Sing!” (Syng for pokker!). Det var det, min fantastiske lærer Joseph Ward på RNCM altid sagde til mig, når jeg kammede helt over i nerver over en sang, jeg arbejdede på. Det er stadig mit personlige mantra!