En stærk Lorna til en svær tid – Pleasure Dome Theatre Company

Vores helt egen Helena Payne fortæller om Pleasure Dome Theatre Companys opsætning af Lorna Doone i Valley Of The Rocks.

Dette er fjerde år, hvor Pleasure Dome Theatre Company har trodset elementerne på North Devons forblæste kyst, og i år byder på mange nyheder: et nyt hold skuespillere, et stort jubilæum (Lorna Doone blev skrevet for 150 år siden), et nyt manuskript – dramatiseret af Helena Stafford Northcote – og frem for alt, fantastisk vejr. Efter tre års kamp mod storme, skybrud og teaterglade geder har Pleasure Dome endelig haft vejret med sig.

Og publikum elskede det, med rekordstort fremmøde og spektakulær feedback. Under Scott le Crass' stramme og smukt koreograferede instruktion flyder handlingen hurtigt og intenst, og tempoet får aldrig lov til at dale – noget af en bedrift for en tung klassiker fra det 19. århundrede.

I de dramatiske omgivelser i Valley of Rocks er det tydeligt, at kompagniet har lært at udnytte den vilde natur til fulde. Selve scenen strækker sig over næsten 30 meter, og hele landskabet – fra klipper til krat og bjerstier – bliver det lærred, handlingen udspiller sig på. Publikum sidder midt i begivenhedernes centrum og må hele tiden flytte blikket mellem de mange indtryk – scenerne er så medrivende, at picnic-kurven glemmes midt i en bid. Jai Morjarias belysning fremhæver det dramatiske klippelandskab og skaber det smukkeste bagtæppe til Lorna Doone: Exmoors barske, men majestætiske virkelighed.

Musikken, arrangeret af Kimon Pallikaropoulos, er blevet et varemærke for Pleasure Domes produktioner. Gamle drikkeviser fra West Country og smuk korsang skaber og forstærker den magiske atmosfære. Forestillingen indledes stemningsfuldt af Tabitha Paynes solistiske sopran, der klinger ud over heden. Kathleen Nellis' kostumer bidrager også flot til fortællingens historiske ramme i det 17. århundrede; adelen bærer kapper og kjolefrakker, mens bønderne er klædt i groft sædestof.

De to elskende, Lorna Doone og John Ridd – en slags egnsbestemt Romeo og Julie – portrætteres charmerende som børn af Freya Warren-Brand og Taylor Rose, og som unge voksne af den indtagende Josephine Rattigan og den robuste Edward Kaye. Scenen, hvor de transformeres fra barn til voksen, er et af forestillingens mest gribende øjeblikke, gjort endnu stærkere af sin enkelhed. Selvom Rattigan og Kaye bærer de fleste nøglescener, er der i høj grad tale om en holdindsats.

Hele holdet (med undtagelse af Lorna) spiller flere roller. Jamie McKie er passende ondskabsfuld som Carver Doone, præget af usund besættelse og truende adfærd. Men i rollen som Tom Faggus, en elskværdig lokal landevejsrøver, viser han en blødere side – især i sit spirende forhold til Annie Ridd, spillet med masser af energi af Roxanne Tandridge.

Steven Jeram gør sin karakter Charlie Doone, Carvers luskede følgesvend, både ubehagelig og fej. Men han stjæler billedet som den gamle rurale Jem, hvis jordbundne visdom spreder lidt munterhed i stykket mest intense øjeblikke.

Nayomie James som Sarah Ridd og den uheldige Margery Badcock er en klippe af styrke, der holder sammen på familien under umulige kår. Her får hun fornem hjælp af Helena Paynes Gwenny Carfax, hvis tilstedeværelse gennem hele stykket bidrager med både patos, falde-på-halen-humør og fortryllende sang.

Rachel Rose indtager rollen som Mother Meldrum, en lokal heks, der efter sigende boede i selvsamme dal, hvor forestillingen spiller. Det er derfor ingen overraskelse, at hun ser ud til at være helt på hjemmebane blandt klipperne og havet, mens hun løfter sin stav og messer mørke advarsler.

Matt Gibbs starter stykket som den uheldssvangre John Ridd Senior og bliver siden den faldne adelige Sir Ensor Doone. Men det er som Jeremy Stickles, han vinder publikums hjerter. Gibbs spiller rollen som en overklassefyr med hjertet på det rette sted. Ved slutningen af stykket antydes det, at hans og Sarah Ridds hjerter måske vil slå som ét efter de mange anstrengelser.

Theodore Hadlow skabte rollen som Judge Jeffreys og tog kegler som prædikanten i den berømte bryllupsscene. Ved at bruge det klassiske Shakespeare-greb med at varsle rædsel gennem humor, bliver øjeblikket, hvor Lorna skydes ned på kirkens grund, endnu mere rystende, fordi vi alle lo sammen øjeblikket før.

Fortællingen om Lorna Doone spøger stadig i vores kulturelle bevidsthed her i det vestlige England, men romanen er både kompleks og lang. At destillere den ned til to timer er en stor udfordring, men det er lykkedes Helena Stafford Northcote ikke blot at fange essensen af historien fra hjertet af Exmoor, men også at genskabe den for et publikum i det 21. århundrede med temaer som kvinders empowerment og fællesskab.

Denne udgave af Lorna er ikke bare en svagelig bifigur til John Ridd – ligesom sine 'søstre' kæmper hun mod uretfærdighed i forreste række. Ligeledes er Tabitha Paynes Lizzie styrket gennem sin egen uddannelse. Og Helena Paynes Gwenny Carfax får et af aftenens største grin, da hun kontant ekspederer en uheldig Doone ud af handlingen. Det her er mindre 'hjerte-smerte' og mere 'skurk-skal-ha'-tæsk'.

Lorna Doone er en forestilling fyldt med farverige karakterer, eventyr, kamp, bjergtagende natur, smukke kostumer og ren dramatik. Det er en historie om kærlighed og familie, men mest af alt om fællesskab. I disse splittede tider kan fællesskabets kraft måske hjælpe os med at forstå og respektere vores forskelligheder. Én ting var publikum i Valley of Rocks dog rørende enige om: De var vidner til en helt unik, charmerende og underholdende aften.