Pantomime forklaret for amerikanere

Castaway Theatre Group. Foto: Christine Jones Event Photography

De har ikke pantomime i USA. Åh nej, det har de ikke – i hvert fald ikke som vi kender det i Storbritannien, selvom der findes kulturelle lommer hist og her. De har ganske vist et ord, der staves og udtales som 'pantomime', men betydningen er en ganske anden. Forestil dig min kone Alison og jeg på et amerikansk krydstogtskib ud for Alaskas smukke kyst, hvor vi nyder en aperitif og taler med et meget flinkt par fra Twenty-Nine Palms, Californien, som vi lige har mødt. Vi fortæller dem, at vi har travlt med at lære replikker til vores kommende 'panto'. Et glasagtigt blik toner frem hos dem, nærmest som om de tror, vi har været for længe på havet. "Replikker?" spørger de. "I en pantomime?"

Selvom det ikke er (helt) universelt i USA, så er ordene "Pantomime" og "Mime" synonymer derovre. Man har da ikke replikker i pantomime, for det er jo stumspil, ikke?

"Forkert," siger jeg. "Lad mig forklare..."

Der er dage, hvor det er en dårlig idé overhovedet at stå op. Dette var en af de dage. Jeg greb min metaforiske spade og begyndte at grave, og jo mere jeg gravede, jo tydeligere blev det, at den eneste vej ud var at grave videre.

En pantomime, forklarede jeg, er den ultimative sejr for det gode over det onde. "Ligesom i Star Wars-filmene?" foreslog de, og jeg indrømmede, at der er ligheder. Stykkets helt (vores 'principal boy') ser den kvindelige hovedrolle ('principal girl'), og de forelsker sig øjeblikkeligt. "Som Luke Skywalker og Prinsesse Leia?" spørger de, og jeg nikker nervøst.

"Bortset fra at helten..." starter jeg.

"Luke," siger de med tilfredshed.

".... bliver spillet af en pige."

Det fjernede det selvfede udtryk fra deres ansigter.

"En pige." Hverken en konstatering eller et spørgsmål. Mere som en forestående diagnose – af min mentale tilstand.

"Iført en kort tunika, støvler med høje hæle og lange, lange ben," fortsatte jeg, mens jeg trak på euforiske minder fra mine teenageår, som nok ikke bør uddybes yderligere her eller andre steder.

Alison trækker mig tilbage til virkeligheden med en velrettet stilethæl.

"Så Luke bliver spillet af en pige?" siger Han.

"Betyder det så, at Leia bliver spillet af en mand?" spørger Fru Han (som jeg herefter vil referere til som Hun).

"Nej," ler jeg nervøst. "Hun bliver spillet af en køn pige."

"Okay," lyder det tvivlende svar. "Hvem er ellers med?"

Der er Damen (The Dame), fortæller jeg dem uden at tænke mig om. Som bliver spillet af – tøv – en – tøv igen – mand.

"Lad mig lige forstå det her," grunder han. "En mand spillet af en pige, en pige spillet af en pige og en herre-dame spillet af en mand. Det har vi også," proklamerer han triumferende. "Vi kalder det dragshows."

Grav, grav, grav.

Jeg beskriver en hel række andre karakterer og forbinder dem i de fleste tilfælde med historier, de kender, såsom Robin Hood, Aladdin og Askepot. I næsten hvert tilfælde er jeg nødt til at definere karakterernes køn, og jeg kan se, at det skaber mentalt kaos. De kan for eksempel ikke forstå, hvorfor Askepot spilles af en pige, men hendes søstre af mænd. De begynder ligefrem at tage noter med fire kolonner: Mænd, kvinder, mænd-der-spiller-kvinder og kvinder-der-spiller-mænd – og tilføjer en femte kolonne, da jeg dumt nok bringer pantomime-koen fra 'Hans og Bønnestagen' på banen.

Der går en hel time, før det lykkes mig at fortælle dem, hvad pantomime rent faktisk er, fremfor blot at tale om karaktererne og deres tvivlsomme kønsroller.

Jeg fortsætter med at fortælle, at der normalt er et monster, og publikum altid råber "han er bag dig!" og griner meget. Det gør vores amerikanske venner dog ikke; der er ingen latter her. "Så kan gutterne og pigerne (sagt med tryk på ordene) slet ikke se monsteret?"

"Nej, det er derfor, det er sjovt."

"Så de er handicappede på en eller anden måde?"

Jeg vil ikke kede jer med resten af denne tilsyneladende endeløse samtale, udover at sige, at da vi var nået igennem lagkage-komik, dårlige jokes (med eksempler), sværdkampe, skurke, tåber, søde børn, sange med nye tekster og skøre karakterer med endnu skørere navne, begyndte jeg selv at tvivle på min jordforbindelse. De var i mellemtiden vandret ind på området for politisk korrekthed og spurgte, om vi stødte homoseksuelle eller lesbiske (eller sågar de heteroseksuelle), da de fandt ud af, at helten (en pige) gifter sig med den kvindelige hovedperson (også en pige) til sidst. Eller om det var udtryk for fordomme at have syv vertikalt udfordrede fyre på rollelisten.

Det efterlader dramatikere som mig i et dilemma: det amerikanske marked for teaterstykker er ufatteligt stort. Jeg har fået opsat panto i Australien, New Zealand og Sydafrika, så de forstår konceptet. Men USA er et stort set uudnyttet marked, når vi taler om pantomime. Vi skal bare finde ud af, hvordan vi når det marked ved at arbejde på det potentielle publikums forståelse af, hvad pantomime egentlig går ud på.

I løbet af de sidste par år er Nigel Lythgoe (kendt som 'Nasty Nigel' fra Pop Idol) begyndt at rette op på dette problem ved at præsentere panto i USA. Læs mere om hans indsats her.

SE VORES GUIDE TIL PANTOMIME 2018

Denne artikel er skrevet af dramatiker Ian Hornby og blev oprindeligt publiceret i magasinet Amateur Stage i februar 2012.