INTERVIEW: Michael Morpurgo fortæller om Private Peaceful

Samtidig med at en ny teateropsætning af Private Peaceful drager ud på en landsdækkende turné, fortæller den elskede børnebogsforfatter Michael Morpurgo om de sande begivenheder, der inspirerede historien – og hvordan War Horse næsten endte som en total katastrofe...

Michael Morpurgo Det startede med et brev. For tyve år siden besøgte Michael Morpurgo, forfatter til nogle af tidernes mest elskede børnebøger, herunder War Horse og Kensuke’s Kingdom, et museum dedikeret til Første Verdenskrig i Ypres i Belgien.

Lige da han var ved at gå, fangede et indrammet brev hans blik, lagt fladt mod glasset, med konvolutten adresseret til en kvinde i Manchester.

“Dette maskinskrevne brev var så barskt,” husker Morpurgo. “Der stod: ‘Vi må desværre meddele, at Deres søn blev skudt ved daggry den og den dato. Med venlig hilsen.’ Jeg kiggede på konvolutten og kunne se, at den var blevet flået op – der var en stor flænge langs kanten. Den flænge fortalte mig alt om det øjeblik, hvor denne kvindes liv faldt fra hinanden. Hun åbnede det, og resten af hendes liv bestod af sorg og skam.”

Han holder en kort pause. Effekten af det øjeblik har stadig stor vægt, selv to årtier senere. Da Morpurgo talte med manden, der drev museet, forklarede han, at omkring 300 britiske mænd under Første Verdenskrig var blevet henrettet ved daggry for forskellige forseelser, herunder desertering, fejhed, og endda to, der var blevet skudt for at falde i søvn på deres post.

Daniel Rainford. Foto: Manuel Harlan

De fandt nogle gamle akter med detaljer fra retssagerne. “En af dem varede mindre end 20 minutter,” siger Morpurgo nøgternt. “Mange havde ingen advokat til at repræsentere sig. Langt størstedelen led af posttraumatisk stress, eller granatchok, som det blev kaldt dengang. De var ude af stand til at klare det. Der var alt for mange irere, der blev skudt, og alt for mange sorte. Jeg forlod bygningen med tanken om, at dette var en del af historien, som folk ikke vidste nok om. Dette var ikke retfærdighed.”

Berørt af det indrammede brev begyndte Morpurgo at skrive en historie om to brødre, Tommo og Charlie, der bliver revet væk fra deres landlige tilværelse for at kæmpe i krigen, hvor historien om disse henrettelser spiller en central rolle.

Historien blev til Private Peaceful, udgivet i 2003, og den blev en øjeblikkelig succes, der vandt Red House Children’s Book Award og Blue Peter Book Award, samt blev nomineret til Carnegie Medal.

Daniel Rainford og Liyah Summers. Foto: Manuel Harlan

Den fangede også forfatteren og instruktøren Simon Reades opmærksomhed, som Morpurgo forklarer: “Jeg var i gang med et radiointerview, da bogen udkom, og min telefon ringede på vej hjem. Det var en mand ved navn Simon, som ledede Bristol Old Vic Theatre. Han sagde: ‘Jeg har lige hørt dig i radioen. Giv ikke rettighederne til Private Peaceful til nogen andre. Jeg tager hen i boghandlen for at læse den med det samme. Jeg ringer tilbage i morgen.’”

Reade gjorde præcis det. Han blev så rørt over bogens budskab om broderskab, rivalisering, forsoning og krigens rædsler, at han fortalte Morpurgo, at han ville gøre den til et teaterstykke. Men han ønskede noget småt – kun én skuespiller til alle rollerne – og han ville ændre slutningen.

Morpurgo sagde ja, og forestillingen havde premiere i 2004. I mere end 15 år turnerede den verden rundt, fra Edinburgh til New York, Australien, Skandinavien og mange andre steder. I 2019 besluttede Reade så at udvide stykket. Han ønskede et større ensemble, og han ville genindføre den oprindelige slutning. Alt var klar til premiere på Nottingham Playhouse i 2020.

Liyah Summers og Daniel Boyd. Foto: Manuel Harlan “Så lukkede alle teatrene,” siger Morpurgo. “Jeg tænkte, at når de engang kunne genåbne, ville de være interesserede i andre ting.” Men faktisk havde Nottingham Playhouse og Jonathan Church Productions lagt planer under nedlukningen. Nu er den helt nye version af Private Peaceful klar til at drage ud på en omfattende turné i Storbritannien, og Morpurgo er begejstret.

Der er selvfølgelig to ord, der mere end noget andet definerer den ikoniske forfatter: War Horse. Romanen fra 1982 har solgt over en million eksemplarer, teaterforestillingen er set af mere end syv millioner mennesker, og filmen instrueret af Steven Spielberg blev nomineret til seks Oscars.

Men Morpurgo er overbevist om, at War Horse aldrig var blevet til noget uden Private Peaceful.

Der havde været enkelte dramatiseringer af Morpurgos værker, før Reade kastede sig over Private Peaceful, men ingen af dem var for alvor slået igennem. Der har også været fiaskoer i hans karriere. I 1989 lavede han en film med Helen Mirren, David Suchet og Paul Scofield. Morpurgo skrev selv manuskriptet. “Det var et fantastisk cast. Og det var en forfærdelig film,” griner han.

Ensemblet i Private Peaceful. Foto: Manuel Harlan

Men et stykke tid efter at Private Peaceful havde spillet på Bristol Old Vic, kontaktede en person fra National Theatre Morpurgo. “De havde tydeligvis set Private Peaceful og tænkt: ‘Jeg gad vide, hvad ham der ellers har gemt i skuffen.’ De spurgte, om de måtte bearbejde War Horse til scenen.”

War Horse var under udvikling i to år. Endelig, to uger før premieren, overværede Morpurgo en gennemspilning af forestillingen. “Det var skuffende,” husker han. “Tingene sejlede. Det var en krise.”

Holdet havde to uger til at fikse det. I nedtællingen til premieren omskrev de, klippede scener ud, flyttede rundt og destillerede historien i et desperat forsøg på at få det til at fungere.

Premiereaftenen kom. Morpurgo ankom nervøs til National Theatre med det kaos, han havde set to uger før, i frisk erindring. “Jeg så mig omkring, og hver eneste filminstruktør, jeg nogensinde har kendt, sad i salen.” Tæppet gik. Det var et utroligt anspændt øjeblik. Alle så på, mens Joey sprang til live for første gang, og langsomt begyndte der at ske noget mærkeligt.

“Alle disse filminstruktører, alle disse vigtige mennesker… jeg kunne høre dem græde. Til sidst var der stående ovationer. Folk nikkede bare til mig – det var alt, de kunne overkomme, de havde ikke brug for ord længere.”

Tom Kanji, Emma Manton og Daniel Boyd. Foto: Manuel Harlan

Resten er, som man siger, historie. “Men jeg skyder Private Peaceful en stor tak for det hele,” siger Morpurgo.

Der er naturligvis ligheder mellem de to bøger: ikke kun rammen omkring Første Verdenskrig, men også den måde, han konfronterer svære temaer uden at blinke.

For Morpurgo er det en nødvendig del af det at skrive for unge mennesker. “Mit første erhverv var lærer,” siger han. “Jeg blev vant til at forklare verden på en måde, der interesserede dem, men som ikke var traumatisk. Man kan fortælle dem ting på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Det er meget vigtigt. Men det er også vigtigt, at de får det at vide.”

“Desuden,” fortsætter han, “vokser børn op og er langt mere velorienterede nu, end da jeg var barn. Vi havde hverken fjernsyn eller smartphones. Vi vidste intet, der ikke var filtreret af enten vores forældre eller lærere. Vi blev præsenteret for en poleret verden; der var en langsommelighed og mildhed over det at blive voksen. Men i lang tid har børn vokset op med visheden om, at der findes svære ting i verden. Der er krige i gang, der er frygtelige historier. Nu kan børn finde de historier på en telefon inde på deres værelse. De kan se verden fra dens grusomste side sendt direkte til dem. Det, man ikke skal gøre, er at undgå at tale om de ting. Det er så vigtigt at vide, hvad der sker, når verden falder fra hinanden.”

https://youtu.be/Eq4RiY8jcDM

Og det er netop sådan, de sidste to år har føltes, hvor børn har lidt under konsekvenserne af pandemien.

“Det har formentlig været de sværeste to år i deres liv. De har været vidner til forældre, der kæmpede, måske tabet af bedsteforældre, og frem for alt har de savnet deres venner. Vil de gerne ud og grine? Ja. Vil de gerne spille fodbold? Ja, ja, ja. Men jeg tror virkelig, at fortællinger som Private Peaceful er vigtigere end nogensinde. De lærer os om tilværelsens hårdhed. De lærer os at leve i en verden, der er gået af lave, præcis som den har været de sidste to år.”

Morpurgo lover, at Private Peaceful slutter med et strejf af håb. I 2006 blev mere end tre hundrede britiske soldater, der var blevet henrettet ved daggry for desertering, fejhed og andre handlinger, benådet af den britiske regering. Private Peaceful, som spillede på en scene blot få hundrede meter fra det britiske parlament, bidrog til den beslutning.

“Man bliver nødt til at finde vej ud af sorgen,” siger Morpurgo med en håbefuld bemærkning. “Man lærer lykken at kende, når man har været gennem mørket. Og så kommer der en tid, hvor vi kan synge og grine igen.”

TURNÉPLAN FOR PRIVATE PEACEFUL 2022 Tilmeld dig vores nyhedsbrev