ANMELDELSE: A Lesson From Aloes, Finborough Theatre ✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Athol Fugards A Lesson From Aloes, som lige nu spiller på Finborough Theatre i London.

Dawid Minnar og Janine Ulfane i A Lesson From Aloes. Foto: Alixandra Fazzina A Lesson from Aloes

Finborough Theatre

5. marts 2019

4 stjerner

Bestil billetter Athol Fugard har arbejdet med teater i over halvtreds år, og hans bagkatalog er fyldt med stykker, der er modne til genopsætning og revurdering. Dette forår bringer to af disse værker til London: Blood Knot fra starten af hans karriere, og dette stykke fra slutningen af 1970'erne – skrevet i hans midterperiode som forfatter, lige før hans internationale gennembrud. A Lesson from Aloes er ikke et direkte konfronterende stykke, men det er sigende for datidens Sydafrika, at det var tæt på at blive forbudt af myndighederne under apartheid-styrets mest undertrykkende år. Dette er den første opsætning i London i 35 år.

David Rubin i A Lesson From Aloes. Foto: Alixandra Fazzina

Stykket er et kammerspil for tre personer fordelt på to akter. Scenen er et trøstesløst, slidt og upersonligt hus i en forstad til Port Elizabeth, beboet af et midaldrende par med en vis excentricitet. Vi er i 1963, og Piet Bezuidenhout (Dawid Minaar) og hans kone Gladys (Janine Ulfane) er begge nået til deres yderste grænse af hver deres årsager. Piet, der voksede op som traditionel afrikaaner-landmand, blev drevet bort fra jorden af års tørke og er endt som buschauffør med en moderat interesse for liberal politik og modstandsbevægelsens periferi. Han finder symbolsk trøst i sin samling af aloer (sukkulenter), der bærer vidne om hans stædige modstand mod hårde tider og viljen til ikke at give slip på sine rødder. Hans kone Gladys har et langt mere skrøbeligt greb om hverdagen; hun er netop vendt hjem fra et psykiatrisk hospital og udviser stadig tegn på nervøsitet og begyndende panik.

Janine Ulfane i A Lesson From Aloes. Foto: Alexandra Fazzina

Størstedelen af første akt er eksposition, og tempoet er indimellem måske lidt for adstadigt i gennemgangen af forhistorien. Handlingen centrerer sig om forberedelserne til et besøg af en familie med blandet herkomst, anført af Steve (David Rubin), der netop er blevet løsladt fra fængslet. Han blev anholdt, efter en stikker afslørede den politiske gruppe, som både Piet og Steve er en del af, for politiet. Anden akt er bygget op omkring Steves ankomst – alene – og diskussionen om, hvorvidt Piet var stikkeren; først indirekte, siden i fuld åbenhed. Et andet centralt tema, som var særdeles aktuelt i 1978, er spørgsmålet om, hvorvidt styrets modstandere skal blive og kæmpe, eller rejse væk, som Steve planlægger efter at have fået visum til England.

Selvom dette er et erklæret politisk stykke, er det mest imponerende – og det, der retfærdiggør genopsætningen under Janet Suzmans fintfølende instruktion – den skæve og dramatisk givende tilgang til emnet. Stykket forsøger ikke at udstille apartheids ondskab, hvilket ikke krævede yderligere forklaring dengang; i stedet viser det de snigende konsekvenser, et undertrykkende regime har på sine borgere. Gladys' neurotiske virkelighedsflugt ind i vanviddet er den mest direkte reaktion på den frygt, regimet skaber, mens Steves flugt i eksil er en anden. Selvom Piet står rank og trodsig tilbage, overlever han kun på en afmægtig, symbolsk manér med sine aloer som eneste selskab.

Dawid Minnar og Janine Ulfane i A Lesson From Aloes. Foto: Alixandra Fazzina Det, der redder stykket fra det totale mørke, som det antyder, er Fugards livlige og humoristiske sprog, især i anden halvdel, hvor tempoet skrues i vejret. Og så er der skuespillet: I denne opsætning leverer de tre medvirkende så intense karakterportrætter, at de til tider næsten virker for store til Finboroughs intime rum. Minaar indfanger både Piets rå individualisme og hans ordløse medfølelse med hustruens lidelser og den uretfærdighed, der omgiver ham. Der er også en tvetydighed over ham, som gør, at man rent faktisk tror på, at han kunne være stikkeren. Ulfane formidler den skrøbelige ustabilitet brillant, og de to scener, hvor hun bryder sammen på scenen, er smertelige at overvære – præcis efter hensigten. Men det er aldrig en karikatur; her er masser af nuancer og vemodige minder, der leder tankerne hen på Tennessee Williams' kvindeskikkelser. Rubin har måske den sværeste rolle: Han skal træde ind med overskud i anden akt og hurtigt udfolde en kompleks karakter. Det er en levende præstation, fuld af charme, men også med glimt af den mistænksomhed og lidelse, der gradvist afsløres. Alle tre skuespillere gør det fantastisk i det lille rum (hvor anmelderen på forreste række måtte gøre sit bedste for at holde knæene inde).

Som det ofte er tilfældet på Finborough, har de fysiske rammer inspireret det kreative hold til store bedrifter. Norman Coates har skabt en utrolig stemningsfuld scenografi (hvilket er svært, når det netop er det grå og triste, man skal fremkalde). Gårdhaven og interiøret er antydet med stor præcision, og aloerne har naturligvis fået deres retmæssige hædersplads. Lyddesigner Rachael Murray har skabt et fint lydbillede af det slidte pars hjemlige verden, og Mannie Manims lysdesign fanger ikke blot tidens gang fra eftermiddag til aften, men også fornemmelsen af den bagende sol og den lange sydafrikanske skumring.

Alt i alt er dette en gribende og tankevækkende undersøgelse af politisk undertrykkelse og dens menneskelige konsekvenser – selv for dem i konfliktens periferi – og af, hvordan frygt kan korrumpere godhed trods de bedste intentioner. Få nulevende politiske dramatikere kan matche Fugards sans for nuancer, og alene af den grund har vi stadig meget at vinde ved at gense hans tidligere værker.

BESTIL BILLETTER TIL A LESSON FROM ALOES