ANMELDELSE: A Strange Loop, Barbican Theatre ✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Barbican-opsætningen af Michael R. Jacksons prisvindende musical A Strange Loop, der lige nu spiller i London.

Kyle Ramar Freeman. Foto: Marc Brenner A Strange Loop

Barbican Theatre

29. juni 2023

4 stjerner

Bestil billetter Efter stor succes på Broadway sidste år og med både en Tony og en Pulitzer i bagagen, lander denne nye musical nu på Barbican Theatre som en af de absolutte must-sees på den britiske teaterscene. Den blev hyldet til skyerne på premiereaftenen og bliver utvivlsomt et kæmpe hit hos publikum. Men hvordan klarer den sig, når man kigger nærmere på værket?

Musicalen handler om en sort, queer musicalforfatter i den store størrelse i New York, der betaler sine regninger ved at arbejde som kontrollør på 'The Lion King'. Denne mand, der slet og ret kaldes Usher, er i gang med at skrive en musical om en sort, queer musicalforfatter i den store størrelse i New York, der betaler sine regninger ved at arbejde som kontrollør på 'The Lion King'. Og så videre. Dette er titlens 'strange loop' – en mærkværdig cirkelslutning. Ved hans side står seks følgesvende, der alle er projektioner af hans forskellige tanker – for eksempel selvhad, seksuel ambivalens og de formanende toner fra forældrene. Det meste af handlingen er en konfronterende dialog mellem dem alle, hvor Usher udforsker både sin egen identitet og sorte, urbane identiteter generelt. Et centralt tema er, hvor vidt sort kultur, tro, musik og seksuelle udtryk kan være frie, og i hvor høj grad de er bundet af hvide normer eller begrænset af de stereotyper, omverdenen dikterer.

Ensemblet i A Strange Loop.

Præsentationen af handlingen rummer ekstraordinære styrker og originalitet, men også visse overraskende strukturelle svagheder. Manuskript, musik og tekster er skabt af Michael R. Jackson og trækker på hans egne livserfaringer. Selvom der undervejs er tydelige stilmæssige nik til mange af de største amerikanske musicaltraditioner, står det klart – præcis som med 'Hamilton' – hvor frigjort og selvstændigt tænkt skrivestilen er. Vi lægger ud på locations i New York – et teater, en lejlighed, metroen – men snart forgrener historien sig ud i stadig mere barokke fantasier, mens Usher møder nøglefigurer fra den sort-amerikanske historie, konfronterer sine forældre i barndomshjemmet og – i en afsluttende anti-apoteose – bruger en storslået gospel-sekvens til at dramatisere sit eget internaliserede selvhad.

Den musikalske palet er varieret, og mange af de mere afdæmpede sange gjorde et dybere indtryk på denne anmelder end de glitrende showstoppere. Melodierne hænger ved, og teksterne er vittige, omend noget ordrige og komplekse på en måde, som Sondheim nok ville have fundet for meget, men som passer perfekt til udforskningen af overflod og den smerte, der ligger bagved. Mest bemærkelsesværdigt er måske den aldeles bramfrie og eksplicitte dialog. Men da det tjener stykkets formål snarere end blot at være for provokationens skyld, så virker det, og man lader sig rive med.

Kyle Ramar Freeman og Nathan Armarkwei Laryea. Foto: Marc Brenner

Produktionsniveauet er intenst og imponerende. Den basale scenografi består af seks døre, én til hver af de forskellige 'tanker', men disse viger snart for stadig mere komplekse konstruktioner, der spejler protagonistens vilde fantasi. Det samme kan siges om kostumerne – hvordan hele ensemblet når de mange hurtige skift overgår ens forstand; der må være brugt kilometervis af velcro og en hel hær af assistenter bag scenen! Jeg fik aldrig selve bandet at se, men der var smukke solistpræstationer sammen med et knviskarpt ensemble under ledelse af Candida Caldicot. Raja Feather Kelly har skabt en vidunderligt levende og indviklet koreografi, der bygger videre på 'loop'-temaet og lader tankerne væve og slynge sig om Usher i takt med handlingens gang.

Hovedrollen er krævende på alle planer, og Kyle Ramar Freeman udfylder den med både ynde og energi. Usher svinger mellem selvudleverende tvivl og en hård, offentlig foragt – Freeman mestrer begge ekstremer med stor behændighed og verbal snilde. Præstationen er følelsesmæssigt forankret, så man mærker, hvordan hans sind bevæger sig mod en endelig selvaccept.

Kyle Ramar Freeman og Danny Bailey. Foto: Marc Brenner

Omkring ham udfører de seks 'tanker' mirakler inden for sang og dans, hvor hver enkelt står stærkt karakteriseret og adskilt fra de andre. Der er tale om præstationer fra øverste hylde, der leverer varen hele vejen igennem.

Mine forbehold går udelukkende på værkets strukturelle opbygning. Der er en del tematisk gentagelse, især i midterstykket. Selvom forestillingen kun varer 100 minutter, kunne man med fordel have skåret en scene eller to væk for at skærpe indtrykket. Det handler ikke så meget om, at 'less is more', men snarere at man ikke vil gøres helt mørbanket af de tunge følelsesmæssige indtryk, som hver enkelt scene leverer.

Overordnet set er dette dog en markant og original bedrift, der helt sikkert vil få en fast plads i musicalhistorien. På mange måder er det en moderne, sort version af 'Company' – intet klassisk plot, men mange karakterer, der giver hovedpersonen gode råd til at ændre sit liv. Men måske har den endnu ikke fundet sin absolutte og endelige form?

Spiller frem til 9. september 2023