ANMELDELSE: Den udelukkende mandlige opsætning af HMS Pinafore, Wilton's Music Hall ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Sasha Regans All-Male HMS Pinafore på Wilton's Music Hall, London.

Scott Armstrong (Little Buttercup) og besætning. Foto: Mark Senior

Sasha Regans All-Male HMS Pinafore Wilton's Music Hall, 22. marts 2022 5 stjerner BESTIL BILLETTER Det er kendetegnet ved en virkelig stor forestilling, at den ved et gensyn fremstår lige så frisk, spændende og herlig, som da den var ny.  Og det er præcis tilfældet med genopsætningen af Sasha Regans lækre, mandlige fortolkning af Gilbert og Sullivans gennembrudshit, der i øjeblikket charmerer og begejstrer publikum på Wilton's Music Hall. Der er noget særligt passende over valget af spillested: Den forfaldne glans i denne varieté fra midten af det 19. århundrede er den perfekte ramme om Ryan Dawson Laights visionære, enkle scenografi (assisteret af Kingsley Hall), der placerer handlingen i det knirkende og rå lastrum på et krigsskib fra anden verdenskrig.  Her udspiller de rastløse og anspændte sømænd historien med de rekvisitter og beskedne kostumeændringer, de har ved hånden. De skaber dristige, enkle transformationer, der fører os fra det ene århundrede til det næste, fra mand til kvinde, fra virkelighed til fantasi; kort sagt forløser de det mest flygtige af alt – de blotlægger selve teatrets bankende hjerte. Ensemblet i Sasha Regans All-Male HMS Pinafore. Foto: Mark Senior Selvom nogle måske længes efter større raffinement og et højere budget, er der intet i verden, der kan erstatte genialiteten i eksempelvis Lizzi Gees koreografi: Den måde, hvorpå hun med et enkelt trin skifter det mandlige ensemble om til et kvindeligt kor, giver kuldegysninger af den slags, man aldrig glemmer.  Gang på gang sender hendes opstillinger og fagter bølger af nydelse gennem salen og antyder, at der bag produktionens spartanske overflade gemmer sig en fortælling med stor sandhedsværdi.  I en verden, hvor det er blevet en mangelvare, er det i sig selv grund nok til at gå ind og se den. Men der er så meget mere i denne opsætning.  Som instruktør har Sasha Regan – der gennem årtier på sit eget Union Theatre og andre steder har gjort mere for at fremme nye tilgange til musicalgenren her i landet end næsten nogen anden – formidlet konventionerne i Savoy-operaerne på en måde, der belyser de menneskelige historier bag.  Librettisten W.S. Gilbert er berømt som satiriker, men hvor mange af os tænker over, hvad satire egentlig forsøger at opnå?  Det er intet mindre end at udstille hykleri og manglende integritet gennem berettiget spot.  Og her lader Regan dygtigt sit smidige og stærke cast gøre netop det.  Sam Kiplings fantastiske Josephine er den første, der vækker vores begejstring med imponerende høje toner, som til fulde ærer Sullivans musikalske ambitioner.  Som modvægt minder Juan Jacksons elegante dramatiske tenor os om komponistens rødder i den bedste opera buffa-tradition.  I en mere moderne stil bringer David McKechnie et Robert Lindsay-agtigt hånligt smil til den forfængelige, inkompetente og korrupte Sir Joseph Porter, KCB (visse ting her i landet ser ikke ud til at ændre sig meget, vel?).  Faktisk er castingen fremragende hele vejen rundt, med Danny Beckers meget West End-agtige Ralph Rackstraw, Jazz Evans' karikerede Dick Deadeye, Scott Armstrongs herligt snedige skotske Little Buttercup og kompagniets trofaste Richard Russell Edwards' knivskarpe Cousin Hebe. De vækker alle deres roller til live med den samme ekstraordinære blanding af fantasi og oprigtighed. Sam Kipling (Josephine) og Juan Jackson (Captain Corcoran). Foto: Mark Senior Med hele stykket oplyst genialt af Ben Bull passer det lasede nyklassicistiske spillested til G&S' komiske operakoncept som fod i hose (det tænkte jeg også, da jeg så samme forestilling på Hackney Empire for nogle år siden – som turnéproduktion er denne svær at stikke).  Bull blander en let drømmende repræsentation af 1940'er-rammen med nogle dristige, flade belysninger til periodescenerne; derefter – næsten umærkeligt i starten – væver han gradvist det hele sammen til en helstøbt enhed, der taler lige så meget til forstanden som til sjælen.  Alt imens styrer kapelmester Ashley Jacobs ved et enkelt, forsigtigt forstærket klaver sikkert gennem partiturets mange vidunderlige facetter – den ideelle ledsager til både sang, dans og dramatik. Da dette spillested var nyt, udgjorde sømænd (og deres 'bekendte') en vigtig del af publikum, men de blev stuvet af vejen oppe på balkonen blandt stukkaturblade, mens den finere middelklasse mod en ekstrabetaling nød de mere respektable rækker nedenfor.  Når man ser forestillingen i dag og dens direkte konfrontation med netop disse sociale skel, må man spørge sig selv, om deres genfærd mon stadig kigger med og måske har deres egne kommentarer.  Uanset hvad de måtte mene, så ved jeg, hvad jeg tænker. Sasha Regans All-Male HMS Pinafore spiller på Wilton's Music Hall indtil 9. april og derefter på Theatre Royal Winchester fra 21. - 27. april 2022.