ANMELDELSE: All Male Iolanthe, Richmond Theatre ✭✭✭✭✭

Julian Eaves har anmeldt Sasha Regans mandlige opsætning af Gilbert og Sullivans Iolanthe på Richmond Theatre som en del af deres UK-turné.

Sasha Regans mandlige Iolanthe - Feerne. Foto: Harriet Buckingham Iolanthe

Richmond Theatre (UK Tour)

17. maj 2018

5 Stjerner

Information om turnéen

Gilbert og Sullivan forsvinder aldrig – præcis som hverdagens trængsler.  I hvert fald ikke hvis hæren af G&S-fornyere får deres vilje: Overalt på det britiske øhav – og langt ud over grænserne – har store talenter i årevis arbejdet på at børste støvet af Savoy-operaerne. Målet er at relancere det victorianske makkerpars operetter i en form, der taler til den moderne smag.

En af de mest markante bannerførere for denne renæssance af britisk opera buffa er teaterejeren, producenten og instruktøren Sasha Regan. Sammen med sit trofaste hold fra Union Theatre i London har hun skabt en række geniale nyfortolkninger af både 'The Pirates of Penzance', 'The Mikado' og 'HMS Pinafore'. Nu gælder det deres hidtil sødeste perle, 'Iolanthe', som i øjeblikket gæster landets store, ærværdige scener.  Da turnéen nåede det smukke Richmond Theatre, var jeg heldig nok til at kigge forbi.

Sasha Regans mandlige Iolanthe. Foto: Harriet Buckingham. Der har været en del snak om Regans forkærlighed for de rent mandlige hold: Hun går imod strømmen og erstatter kvindelige roller med mænd i en total genfortolkning af værkerne.  Ganske chokerende, ikke sandt?  Som en opvisning i 'high camp' er det noget helt særligt at se herrer synge deres naturlige tenor- og basstemmer for derefter at springe ubesværet op i falset som alt, mezzosopran og... utroligt nok... koloratursopran.  Jeg må indrømme, at jeg mødte op til 'HMS Pinafore' på Hackney Empire med en vis skepsis, men jeg blev lynhurtigt omvendt.  Spørgsmålet er bare af hvad?  Jeg forsøger stadig at regne ud, hvad det præcis er ved denne usædvanlige iscenættelse, der rummer så meget charme, skønhed og tiltrækningskraft.

Det er svært at sætte en finger på det.  Men lad det nu ligge.  Mens jeg tumlede med de æstetiske spørgsmål, nød jeg bare at sidde i det smukke Matcham-teater denne torsdag og lade mig forføre af en opsætning præget af en ubeskrivelig ynde, lethed og uskyldig enkelhed.  Alt blev leveret med så stor respekt for tekst og partitur, at jeg næsten ikke kan forestille mig det gjort anderledes – så overbevisende og helt igennem 'rigtigt' føltes det.  Ren magi!

Sasha Regans mandlige Iolanthe - The Lords Foto: Harriet Buckingham

Det centrale i forestillingen er det store cast.  Her er ikke tale om en lille opsætning: Et stærkt ensemble på 16 mand fylder den næsten tomme scene, og når Mark Smiths forrygende koreografi (fyldt med referencer fra Bournonville til Gene Kelly) først går i gang, forstår man hvorfor: Drengene har brug for al pladsen for at bevæge sig.  De skaber mønstre og formationer med en præcision og lethed, der gør det umuligt ikke at blive øjeblikkeligt begejstret.  Det hele starter allerede i den snedige 'ouverture', og herfra er man solgt.

Måske ligger hemmeligheden også i den musikalske ledelse: Fra Richard Bakers første afdæmpede toner på klaveret i forspillet, bliver vi lokket ind i en verden af følsom eftertænksomhed.  Vi bliver præsenteret for den skrøbelige sandhed, der ligger under den komik, der snart bryder løs.  Så når holdet stormer ind i den mørklagte sal med små lygter og hopper rundt som legesyge børn – klædt ud som kostskoledrenge fra det tidlige 20. århundrede i Stewart Charlesworths fantastiske kostumer – så er vi allerede helt med dem.  Under Tim Deilings forførende lyssætning accepterer vi gladeligt det kaos, de kaster os ud i som 'feer'.

Sasha Regans mandlige Iolanthe. Foto: Harriet Buckingham

I spidsen for de overnaturlige væsner finder vi Richard Russell Edwards som en fabelagtig Fairy Queen med en storslået stemme.  Generelt er hele ensemblet vokalstærkt.  Christopher Finn er en værdig og stoisk Iolanthe, og han fylder rollens tragiske kerne så godt ud, at han snildt kunne begå sig i den seriøse opera.  Joe Henry, Dominic Harbison og Lee Greenaway spiller Phyllis, Celia og Leila med en elegance og så lyse, klare stemmer, at man helt glemmer deres køn.  Deres harmonier er intet mindre end vidunderlige.  I rollen som den halvguddommelige Strephon finder vi Richard Carson, hvis West End-baggrund giver ham en klang, der skiller ham ud fra mængden på den helt rigtige måde.  Hans duet med Phyllis i 2. akt er en absolut fornøjelse.

Over for disse æteriske væsner står de meget jordbundne britiske 'peers'. Alastair Hill leverer en bemærkelsesværdig ungdommelig, men knivskarp Lord Chancellor (hans mareridts-monolog i 2. akt er et af højdepunkterne).  Adam Pettit er en strålende Lord Tolloller, og Michael Burgen er perfekt som Lord Mountararat – deres scener sammen er ren lykke.  Duncan Sandilands tilfører en solid portion sexappeal og komisk timing med sin imponerende basstemme.  Resten af det hårdtarbejdende ensemble består af Benjamin Mundy, Reece Budin, Jack Hinton, Daniel Miles, Sam Kipling og James Gulliford.

Inderst inde er dette en produktion, der forstår, hvilket mesterværk partituret er, og alt er gjort for at lade musikken stråle.  Første halvleg er spændende, men efter pausen bliver der for alvor lukket op for godteposen!  Castets unge stemmer ringer rent som en klokke i teatrets guddommelige akustik, og det enkle klaverakkompagnement gør, at hver eneste note står tydeligt.  Endnu vigtigere er det, at hver eneste stavelse i Gilberts geniale og skarpe libretto får lov at gnistre i luften.  Det samlede indtryk er intet mindre end en triumf.  Gå ind og se denne himmelske version af et af den britiske musicalscenes fineste værker.

TURNÉDETALJER FOR DEN MANDLIGE IOLANTHE