ANMELDELSE: All-Male Pirates Of Penzance, Wilton's Music Hall ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Sasha Regans All-male Pirates Of Penzance på Wilton's Music Hall

The Pirates of Penzance

Wilton's Music Hall

26. februar 2019

4 stjerner

Bestil billetter Ti år efter premieren på The Union Theatre i Southwark – en betydeligt mindre scene end den, forestillingen nu pryder – markerede denne produktion starten på Sasha Regans banebrydende række af G&S-opsætninger med et rent mandligt ensemble. Det er den serie, der også har givet os 'HMS Pinafore' og 'Iolanthe' i versioner, der i højere eller mindre grad tager livtag med den moderne verden. Af de tre virker denne til at have det mest 'traditionelle' udtryk; Robyn Wilson-Owens design byder på et twist af historiske kostumer præget af musselin, mens Lizzie Gees topmoderne koreografi svælger i den styrke og energi, som et knivskarpt hold af unge mænd kan levere. Det faktum, at disse gutter både kan synge i deres naturlige tenor-, baryton- og baslejer samt i diverse falset-registre – og samtidig udføre koreografien – er produktionens helt store styrke. Det gør, at man nemt ser gennem fingre med den spartanske scenografi og den tomme orkestergrav. Ben Bull lyssætter det hele enkelt, men med stor føling.

Men det er kompagniet – og selve spillestedet – der er de sande stjerner her. Lige fra ensemblets indledende, bølgeagtige indmarch gennem salen, hvor de indtager scenen og blænder os med deres vokale klarhed – hver eneste Gilbert-stavelse artikuleret med største omhu (takket være kapelmester Richard Baker, der effektivt akkompagnerer handlingen på klaver) – til de ligeså flirtende entréer fra de affekterede 'damer' (hvilket affødte en del humoristiske suk fra det modne publikum), og gennem de ekspertleverede numre frem til den afsluttende, lidt dæmpede finale. Det, vi får her, er en overflod af præcision og detaljer, der vil begejstre enhver, som elsker en stor forestilling fremført med gejst og stor akkuratesse.

Tom Senior er en romantisk og robust Frederic (selvom Regan i en sjælden fejlvurdering vælger at spille hans 'O is there not one maiden breast' for grinets skyld – et valg, der desværre underminerer den sentimentale tyngde i slutningen). Ikke desto mindre er det en heroisk præstation, hvor han får det maksimale ud af en flot stemme, og han ser uden tvivl rigtig ud i rollen. I kontrast hertil virker Tom Bales' Mabel en anelse presset af de høje passager og fremstår ofte tynd og bleg i lyden. Det står i stor modsætning til Alan Richardsons fænomenalt dygtige Ruth; denne skuespiller var i øvrigt den oprindelige Mabel i denne produktion for ti år siden, og sammenligningen med hans efterfølger falder sjældent ud til Bales' fordel.

Andetsteds er David McKechnies Generalmajor en hurtigsnakkende mester i nogle af G&S’ mest drilske tekster, og han vinder os helt over med sin ubesværede håndtering af udfordringerne. På samme vis overbeviser James Thackeray som Piratkongen, selvom han måske virker en anelse for ung til rollen. En kvartet af kvindelige roller – Dominic Harbisons Isabel, Connor Hughes' Kate, Sam Kiplings Edith og Richard Russell Edwards' Connie – minder os om, at vi vitterligt ser en forestilling, der handler ligeså meget om det feminine som noget andet. Det skal siges til Regans fordel, at hun formår at undgå mange af genrens faldgruber og giver dem en modernitet og værdighed, som ikke altid findes i konventionelle opsætninger af denne opera. Og så er der Benjamin Vivian-Jones' herligt komiske rolle som Samuel. Der er i det hele taget mange gode ting at fejre her.

Anden akt præsenterer os for et nyt ansigt i truppen, Duncan Sandilands' politisergent, som han har det meget sjovt med – ligesom det altid alsidige kor, der nu transformeres til politibetjente. Som altid får Gees vidunderligt charmerende og flydende koreografi dem til at skabe smukke tableauer, mens de støtter ham med masser af vid og lune. Det er et kærkomment indslag efter pausen, for – som det erfarne publikum ved – findes det bedste gods i G&S-stykkerne indimellem i første del. Da materialet er knap så stærkt her, spilder Regan ikke tiden og sætter kurs mod målstregen i et raskt tempo, hvilket efterlader os med et strejf af bittersød ærgrelse som afrunding på en ellers mindre fængslende akt.

Ti år efter premieren er forestillingen stadig i topform, dog med enkelte forbehold. De gode elementer er virkelig fremragende, og der er rigeligt af dem til at gøre de to timer værd at bruge. Skuespillerne morer sig tydeligvis, og det vil du også gøre.

Spiller frem til 16. marts 2019

BESTIL BILLETTER TIL DENNE ALL-MALE PIRATES OF PENZANCE