ANMELDELSE: Alpha Beta, Finborough Theatre ✭✭

Christian Roe og Tracey Ifeachor i Alpha Beta. Foto: Giulia Savorelli Alpha Beta

Finborough Theatre

24. juni 2015

2 stjerner

For socialt akavede briter er det det rene helvede på jord. At være fanget til et middagsselskab eller i en bil med et skændeslystent par. Man stirrer stift frem for sig med et glasagtigt blik i øjnene og håber på, at det hele driver over, og at alle bliver gode venner igen over en kop te. Forestil dig den følelse af ubehag og akavethed strakt ud over en time og fyrre minutter, så har du en idé om, hvordan det er at overvære Alpha Beta på Finborough Theatre.

Stykket, skrevet af Ted Whitehead, handler om det ulykkelige ægtepar, hr. og fru Elliot, der har fængslet sig selv i et hjemligt fangenskab af ægteskab, familie og samfundets dømmende blikke bag ligusterhækken. Mens de kæmper sig gennem deres gensidige afsky af hensyn til børnene, begynder de hurtigt at ødelægge hinanden gennem en grim rutine af skænderier, affærer og selvmorderisk afpresning.

Det er præcis lige så trøstesløst, som det lyder; hele stykket er ét langt, småligt og cirkulært skænderi, der strækker sig over ni elendige år. Der er meget lidt pusterum (bortset fra fem velsignede minutter i tredje akt) – de to hidser bevidst hinanden op og går efter struben på hinanden gennem hele forestillingen. Ikke at der nødvendigvis er noget galt i det – noget af vores bedste dramatik lever af vrede og spændinger – det er snarere den rene gentagelse og meningsløshed i det hele.

Der er meget lidt mærkbar handling, og man kan næsten høre publikum mumle "nu kører de igen", hver gang endnu et tilsyneladende uendeligt skænderi gnistes i gang af en uskyldig bemærkning. Manuskriptet er så cirkulært, at det føles som en forløber til Groundhog Day. Hvorfor bliver vi sammen? Hvorfor blev vi forelskede? Hvorfor ser du den "tøjte"? (Et ord, der bruges så ofte i denne opsætning, at det synes at miste al betydning).

Et andet problem er, at de to hovedpersoner er så usympatiske, at det er næsten umuligt for publikum at bekymre sig om deres forhold. For eksempel vil vel kun den mest karikerede tegneserie-skurk reagere på nyheden om, at konen planlægger at tage livet af sig selv og børnene, med den spydige bemærkning: "Jeg kan vel ikke ligefrem have dig til at ekspedere alle mine problemer på én gang?" Karaktererne svælger så meget i deres had til hinanden, at man næsten sidder tilbage med følelsen af, at de er fanget i den ulykke, de i sidste ende selv har gjort sig fortjent til.

Der er yderligere et problem med stykkets rammesætning. Alpha Beta havde premiere i 1972 og er solidt forankret i 60'erne. Priserne opgives i shillings, og mange af de centrale temaer – jomfruelighed, "skammen" ved skilsmisse og spørgsmål om seksuel frihed – virker noget daterede. Det ville have været helt fint, hvis der var tale om en periodeskildring, men iscenesættelsen synes at antyde, at vi befinder os i nutiden. Publikum træder ind til de blide toner af moderne taleradio (Iain Dale, hvis jeg ikke tager fejl), og Verity Quinns scenografi og de diverse rekvisitter har et strejf af moderne minimalisme. Hvis det var et forsøg på at placere stykket i det 21. århundrede, så ramte det virkelig ikke plet.

Skuespillerne Tracy Ifeachor og Christian Roe gør et hæderligt stykke arbejde. De yder en brav indsats med et ret elendigt manuskript; jeg fik det indtryk, at parret godt vidste, at de forsøgte at rulle en sten op ad et bjerg, og de fortjener ros for at give den alt, hvad de har. Især Ifeachor formår at indgyde ægte hjerte og sårbarhed i det, der nemt kunne være blevet en todimensionel, bitter og forsmået kvindeskikkelse. Roes sarkastiske, prætentiøse og seksuelt undertrykte hr. Elliot er fængslende i glimt, men har en tendens til at blive for råbende. Det generelle lydniveau i denne opsætning er så intenst, at da stykket nåede sit dramatiske højdepunkt mod slutningen, havde castet ikke mere at give af.

Scenografien var uden tvivl produktionens stærkeste side. Frem for en konventionel scene var hele teatret indrettet som en rigtig stue, hvor publikum frit kunne sætte sig, hvor de ville (jeg valgte stuebordet – et perfekt sted at hvile anmelderens notesbog!). Som resultat udspillede dramaet sig hele vejen rundt om publikum, hvilket betød, at vi bogstaveligt talt følte os som nysgerrige tilskuere til et privat sammenbrud. Det var dygtigt udført, og man følte virkelig, at rammerne med det rette stykke kunne have gjort underværker, ligesom den fantastiske Sweeney Todd hos Harrington’s Pie and Mash Shop. Det var dog måske en anelse for tæt på for en stakkels publikummer, der blev ramt af maling under en af de mange scener med ødelæggelse i forestillingen!

Der var også lagt stor vægt på detaljerne i rekvisitterne; naturtro "familiefotos" hang på væggene, og karaktererne formåede på en eller anden måde at skaffe dampende kopper varm kaffe fra køkkenet bag scenen – her var ikke tale om lade-som-om-kaffe!

Ved slutningen af forestillingen er næsten alle møbler smadret, de har råbt alle tænkelige fornærmelser mod hinanden, og en af karaktererne har truet med selvmord fire gange. Og alligevel har intet ændret sig i forhold til handling eller karakterudvikling. Jeg er sikker på, at Ted Whitehead ville mene, at dette er et perfekt billede på ulykkelige ægteskabers natur. Det er måske sandt, men det gør det ikke til godt teater, trods de ihærdige anstrengelser fra et talentfuldt hold.