ANMELDELSE: An Act Of God, The Vaults London ✭✭✭

Julian Eaves anmelder An Act Of God med Zoe Lyons i hovedrollen, som i øjeblikket spiller på The Vaults i London.

Tom Bowen (Gabriel), Zoe Lyons (Gud) og Matt Tedford (Michael) i An Act Of God. Foto: Geraint Lewis An Act of God The Vaults London 29. november 2019 3 stjerner Bestil billetter Dette er en herlig, morsom og indimellem lårklaskende komisk præstation fra Zoe Lyons - en tour de force i komik - som får det absolut bedste ud af et manuskript, der trawler gennem de mest kendte fortællinger fra Bibelen.  Forfatteren bag denne parodi på de hellige skrifter, TV-tekstforfatteren David Javerbaum, havde et hit med dette 80-minutter lange show i det gudfrygtige USA: Til det britiske marked er det blevet opdateret, forlyder det, for at passe til de lokale forhold. Derfor er der også en del helt dugfriske vitser, der trækker på de seneste overskrifter og aktuelle begivenheder.  Det er let, det er useriøst, og det gør ingen fortræd på den ene side, mens det på den anden side giver dig rig mulighed for at få grinet igennem, hvilket bestemt er en god ting.  Udover det er det svært at se, hvorfor den er sat op, men hvis man lægger sine øvrige forventninger på hylden, er der ingen grund til, at det ikke skulle være underholdende nok. Zoe Lyons som Gud. Foto: Geraint Lewis Lyons, klædt i hvide silkepyjamas, optræder her som en 'Gud-imitator', der lægger ud med at annoncere, at hun er lesbisk, og med et par indforståede blikke sikrer hun sig, at hun prædiker for de omvendte.  Og det gør hun i den grad.  Der er intet mainstream over hverken spillestedet eller indholdet; man skal være ret vild med radikal, alternativ chik for at vove sig ind i det fugtige mørke under Waterloo Station og acceptere de knirkende, lurvede sæder, der føles som om, de er reddet fra en nedrevet gammel biograf; og man skal nok have en vis indstilling for at bifalde denne muntre, men næppe overraskende 'genskrivning' af Bibelen.  Der er endda en henvisning til 'The Book of Mormon' her; måske lidt af en satsning, da det blot minder en om, at det show trods alt har nogle bedre sange. Ufortrødent instruerer Benji Sperring med sikker hånd og holder Lyons i bevægelse, selvom der er forsvindende lidt egentlig 'handling' i stykket: han spinder en fin tråd af distraktion og får os til at tro, at det hele fører et sted hen, mens det i virkeligheden bare er en liste over 10 'nye' bud.  Og det er stort set det.  Altså cirka 7 minutter pr. bud, når man medregner lidt indledende fyld i starten.  Lyons har en betydelig charme, og hun overbeviser næsten en om, at der er mere i forestillingen end som så.  Næsten. Tom Bowen (Gabriel), Zoe Lyons (Gud) og Matt Tedford (Michael). Foto: Geraint Lewis Tja, der er – teknisk set – mere.  To biroller – ærkeenglene Muscles og Camp – har lidt at gøre med at servere replikker til vores kære Zoe; de er ligeledes klædt i hvidt: meget tætsiddende lycra til Tom Bowens atletiske, bækken-vrikkende Essex-fyr (med et kønt ansigt og skarpt hår); løsere, mere fyldige gevandter til Matt Tedfords feminine nordenglænder (som er ham, der får lov at mingle med publikum og læse vores blasfemiske tanker).  Udover det er de desværre underbrugte. Ikke desto mindre afleder Clancy Flynns smukke lyssætning opmærksomheden fra dette, da hun får Tim Shortalls scenografi til at tage sig bedst muligt ud, selvom det i bund og grund bare er en overdrevet smagløs master-dobbeltseng fra et billigt møbelhus, toppet med en pyntet, funklende sky.  Der er sikkert folk, der ville mene, det er det ypperste inden for moderne livsstil, men jeg tvivler på, at de dukker op til forestillingerne her.  Yvonne Gilbert udfylder de resterende huller med sit lyddesign.  Og det er så det. Overordnet set er der værre ting, man kan blive udsat for til jul end at sidde igennem et show som dette.  Det vil ikke ændre dit liv, men du vil heller ikke fortryde, at du tog afsted.