ANMELDELSE: Beat The Devil, Bridge Theatre London ✭✭✭✭

Teaterkatten Libby Purves er tilbage på rækkerne til Beat The Devil på Bridge Theatre i London, og sikke en fantastisk Fiennes-start!

Ralph Fiennes i Beat The Devil. Foto: Manuel Harlan Beat The Devil

Bridge Theatre, London

4 stjerner

Bestil billetter

Efter ni måneders eksil – min kemoterapi sluttede præcis da nedlukningen begyndte – følte jeg mig som 'The Ancient Mariner', da jeg endelig var tilbage:

”O dream of joy! Is this indeed a lighting box I see?

Is this a stage, is this a show?   Is this mine own countree?”

I Steve Tompkins' elegante teatersal er der luget ud i sæderne, og publikum sidder spredt i par eller familiegrupper, mens enkelte enspændere som mig selv sidder i ensom majestæt i et behageligt sæde midt i tomheden. Her er benplads nok til en giraf. På scenen kaster tre blege skærme et spøgelsesagtigt blåt lys over vores maskerede, halvmenneskelige ansigter.  Det modige, risikovillige kommercielle teater er i det mindste tilbage, mens det triste National Theatre og resten af South Bank-området længere oppe ad floden stadig ligger stille under en dyne af statsstøtte.

Afstandskravene er naturligvis ikke den eneste begrænsning. For Bridge Theatre står en sæson med soloperformance og minimalistisk scenografi for døren. Der er genopsætninger af Talking Heads samt stykker af Yolanda Mercy, Inua Ellams og Zodwa Nyoni.  Og Covid-19 må nødvendigvis have det første ord, så sæsonen skydes i gang med Ralph Fiennes, instrueret af Nicholas Hytner, i en monolog af David Hare. Det handler om, da Hare selv blev smittet (tidligt i forløbet), led gennem seksten dage og fulgte regeringens håndtering med stigende raseri. Ondsindede tunger har opsummeret det som ”ældre herre får slem influenza og skyder skylden på de konservative”.  Hvilket naturligvis er uretfærdigt: det er værre end influenza. Og vigtigst af alt, så var det uforudsigeligt for alle, fordi det var nyt.

Faktisk er de mest interessante dele af Hares smukt skrevne fortælling netop om denne nyhedsværdi, selvom der, da han blev ramt i midten af marts, ikke var siet nær så meget medicinsk information igennem, som der kom senere. Vi kender nu til det mærkværdige fænomen, at mange patienter kan have faretruende lave iltniveauer i blodet og alligevel virke nogenlunde friske, uden den forventede åndenød,    imens vitale organer tager skade i en ”cytokinstorm”.  Det er grund nok til at have etoximeter ved siden af termometret derhjemme, så man tidligt opdager, hvis ilten drosler ned mod og under 90. ((For en letforståelig gennemgang af videnskaben, er her min artikel i The Times skrevet uger senere.

Ralph Fiennes i Beat The Devil. Foto: Manuel Harlan

Hare fortæller, hvordan han – efter at have fanget denne ”dårlige nyhed indpakket i protein”  i den indelukkede luft i et redigeringslokale – oplevede det ret almindelige forløb, hvor man bliver ramt hårdt i den anden uge. Først følte han lufthunger, men forventede blot en rolig omgang influenza med gamle krigsfilm i fjerneren (”Noel Coward i hvide shorts, der lader som om han er kaptajn”)  og troede på femtedagen, at han var frisk nok til at lave aftensmad til familien.  Men feberen steg,  og frygten og vreden voksede. På et tidspunkt nægtede han at lade sig indlægge, fordi folk fik COVID på hospitalerne – hvortil hans læge tørt bemærkede, at han jo allerede havde det.  Hans hyldest til sin kone Nicole er rørende:  da hans temperatur faldt faretruende efter en voldsom stigning, lagde hun sig oven på ham for at give ham varme. Som han tørt observerer, er hun ikke en kvinde, der er tilbøjelig til at overholde social afstand i hans formodede isolation.

Det er sjovere og mere sympatisk, end visse anmeldelser har antydet, og det er de halvtreds maskerede minutter værd. Hares politiske ståsted kommer ikke som nogen overraskelse, og der er en reel indsigt i hans beskrivelse af Boris Johnson, der ”kæmper med sine instinkter” som en libertarianer, der lukker den nation ned, han så længe har ønsket at lede – som om virussen er ”skabt specifikt til at udstille hans svagheder”. Han raser over den manglende forberedelse, manglen på værnemidler, svigtet i de tidlige testforløb og den absurde tilladelse til at gennemføre Cheltenham-festivalen. Det forekommer ham til tider, at regeringen er i større vildrede, end han selv er i sin febervildelse.  På den anden side af Atlanten huserer Trump, hvilket blot gør ham endnu mere rasende.

Det er alt sammen sandt, forfriskende og smukt eksekveret, og man må være glad for, at Hare kom sig på dag 16. Selvom han indså, at han endnu ikke var klar til almindeligt arbejde – som f.eks. at lede landet, hvilket Boris Johnson gjorde, omgivet af et kabinet for hvem ordet middelmådighed ifølge Hare var alt for smigrende. Han sørger over ofrene, der ikke klarede den. Han er ukritisk i sin beundring af Merkel og Ardern, men nævner ikke Sverige. Nogle gange manipulerer han lidt med tidslinjen:  når han taler om sin tiende dag – 26. marts – raser han over regeringens manglende anger over de høje dødstal i den anden uge af maj.  Som et politisk point er det rimeligt, men som historiefortælling er det lidt af et trick.

Men det var en forrygende time, og Fiennes leverer varen perfekt.  Hatten af for Bridge Theatre.

Spiller til 30. oktober

BESTIL BILLETTER TIL BEAT THE DEVIL