ANMELDELSE: Bitter Wheat, Garrick Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Bitter Wheat, et nyt stykke af David Mamet med John Malkovich i hovedrollen, som netop nu spiller på Garrick Theatre i London.

Alexander Arnold, John Malkovich, Ioanna Kimbrook og Doon Mackichan i Bitter Wheat. Foto: Manuel Harlan Bitter Wheat Garrick Theatre

19. juni 2019

3 stjerner

Bestil billetter nu

Dette bliver et fremragende stykke, når det engang er færdigt.  Lige nu er det et temmelig råt udkast til det, der – med tiden – kunne blive en vedkommende og fascinerende undersøgelse af Harvey Weinstein-skandalen (Hollywood-producenten, der blev afsløret af utallige påståede ofre for hans seksuelle udnyttelse) og den efterfølgende #MeToo-bevægelse. (Programmet oplyser os om, at ‘Dette er et fiktionsværk. Navne, karakterer, steder og hændelser er enten produkter af forfatterens fantasi eller brugt fiktivt’ osv. Men det er kun advokaterne, der behøver tage det seriøst).  Forfatteren David Mamet, som tidligere har skrevet glimrende om den amerikanske filmindustri, har før haft verdenspremierer på sine stykker her i byen, men de har normalt været instrueret af andre – nogle af verdens fineste instruktører.  Her vælger han selv at stå for instruktionen, hvilket er en blandet fornøjelse i et stykke med mange fejl (karaktertegning, plot og struktur, for blot at nævne tre ret alvorlige punkter).  Dertil kommer den langt mere genstridige udfordring ved at have en gigantisk stjerne i hovedrollen – John Malkovich, der gør comeback på scenen efter 30 meget, meget lange år – som, selvom han er et trækplaster for billetsalget, i sin scenepersonlighed viser sig at være den diametrale modsætning til den rolle, forfatteren har skabt.  En anden instruktør kunne måske have skjult nogle af disse svagheder, men Mamet vælger generøst at lade os se dem alle i det kolde, skarpe skær fra Neil Austins lysdesign, spredt ud over Christopher Orams ligeså kølige og stringente retro-Bauhaus-scenografi (komplet med en dadaistisk lampe i form af et guldbelagt maskingevær).

John Malkovich som Barney Fein i Bitter Wheat. Foto: Manuel Harlan

Malkovich leverer en altid meget gennemtænkt, intelligent, for ikke at sige intellektuel præstation, og fans vil glæde sig over, at han er på scenen i næsten hele forestillingen.  Konfronteret med et manuskript, han temperamentsmæssigt ikke passer til, og parret med en instruktør, der ikke kan guide ham udenom faldgruberne, gør han, hvad enhver skuespiller i hans situation ville gøre: han falder tilbage på det, han ved fungerer.  Da han skal spille en dreven, besat og tyrannisk filmmogul, kigger Malkovich i sit tidligere bagkatalog af roller og finder... F.W. Murnau, som han spillede i filmen ‘Shadow of the Vampire’.  Problemet med den løsning er, at Murnau og Weinstein (okay, okay... Fein) på ingen måde er skåret af den samme skabelon, og denne karaktertegning fører os længere væk fra målet i stedet for tættere på.  Trods al den kreative omhu Malkovich lægger i rollen, mangler hans præstation så eklatant lidenskab, at vi simpelthen ikke tror på hans mørke eller hans jordnære drifter, hvilket gør hele pointen med projektet meningsløs. Det, der fældede Weinstein, var hans kødelige begær, og hvis vi ikke tror på det, så har vi intet skuespil.

Det samme kan i øvrigt siges om måden, hele manuskriptet er skrevet på.  Vi får en række scener, der hver især domineres af Fein, men som suppleres af kortere eller længere optrædener fra en række figurer omkring ham.  Som helhed er det ofte muligt at gætte, hvor disse scener kommer fra, uden nogensinde at kunne gennemskue, hvilken fælles destination de er på vej mod.  Det er måske noget, Mamet vil få styr på i de omskrivninger, der uden tvivl vil ske inden turen går til Broadway.  Der er også lidt underholdning i at gætte på, hvem der mon bliver valgt til at erstatte den berømte og pengestærke stjerne: Jeg skyder på Nathan Lane.  Med manuskriptet som det er nu, ville en skuespiller som ham sandsynligvis få langt mere ud af rollen.

John Malkovich og Matthew Pidgeon i Bitter Wheat. Foto: Manuel Harlan

Resten af holdet klarer sig en smule bedre, nærmest i omvendt proportion til hvor meget tid de tilbringer på scenen.  Doon Mackichan spiller Feins sekretær, Sondra, som en slags mere glamourøs udgave af Birdie (Thelma Ritter, Bette Davis' påklæderske og kyniske men trofaste hjælper i ‘Alt om Eva’), tilsat en god portion Eve Arden.  Referencerne til fortidens Hollywood er ramte, for stykket føles meget gammeldags.  Selv åbningsscenen med Matthew Pidgeons ‘forfatter’, der bliver flænset af Malkovichs iskolde mogul, føles som om den stammer fra et andet værk.  Det er en skam, for den indeholder faktisk en del vigtig information om plottet, som vi burde bekymre os om (men ikke gør).

Doon Mackichan og John Malkovich i Bitter Wheat. Foto: Manuel Harlan

Næste i rækken er Teddy Kempners korrupte læge, Dr. Wald, der udskriver to ens udseende men vidt forskellige glas piller til Fein. Det ligner optakten til en forvekslingskomedie, som dog aldrig bliver til noget.  Manuskriptet gør det hele tiden: præsenterer os for konventioner, som forfatteren så tilsyneladende mister interessen for at udforske yderligere.  Det er irriterende.  Vi får også en række korte visitter af Alexander Arnolds kun delvist hørbare Roberto, en inkompetent praktikant.  Uanset hvor pengene i denne produktion er blevet brugt, er det tydeligvis ikke på ham.  Og endelig, som centrum for katastrofen der burde have været kransekagefiguren i dette West End-stykke, er der Ioanna Kimbooks klodsede og uvidende håbefulde starlet, Yung Kim Li. En koreaner med rødder i Kent, helt alene i Hollywoods store, stygge ulveverden.  Hun er ved at dø af sult, da hun uklogt takkede nej til al næring på en 27 timer lang flyvning før sin debut i filmbyen (et af manuskriptets mange plothuller), og hun er tvunget til at tale stolpe op og stolpe ned om dette til det vigtige møde, som om hun ikke havde noget bedre at sige.  Her minder hun stærkt om den lidt dumme sidekick i, jeg tror det er den originale ‘The League of Gentlemen’, som konstant prøver at få noget at spise, men morsomt nok altid fejler.  Men igen, Mamet gør ikke gaget nær så elegant, som det er set før. Hun skal derefter ‘vende tilbage til gerningsstedet’ i anden akt, og jeg forstod simpelthen ikke motivationen for dette (var hun stadig sulten?).  Som det er nu, virker det bare som om man føjer ydmygelse til skam.

Men sådan er det nu engang.  John Malkovichs tilbagevenden til de skrå brædder.  Døm selv.

BESTIL BILLETTER TIL BITTER WHEAT