ANMELDELSE: Blindness, Donmar Warehouse London ✭✭✭✭

Mark Ludmon anmelder Simon Stephens’ bearbejdelse af José Saramagos Blindhed, opsat som en lydinstallation af Ben og Max Ringham på Londons Donmar Warehouse.

Foto: Helen Maybanks Blindness

Donmar Warehouse, London

Fire stjerner

José Saramagos apokalyptiske roman om en epidemi af blindhed er et gysende aktuelt valg for Donmar Warehouse, mens de levende scener er begrænset af en global pandemi. Dette gribende mesterværk fra 1995 skildrer samfundets og de sociale adfærdsmønstres hurtige opløsning og blotlægger den skrøbelige, usynlige linje mellem civilisation og kaos. Under covid-19 er det britiske samfund i vid udstrækning forblevet intakt, på trods af de store konsekvenser for teatret og de udøvende kunstarter, men Donmars opsætning af Blindness er et testamente til det vedvarende behov for, at mennesker samles for at lytte til historier.

Selvom der er teknikere til stede bag kulisserne, er Blindness ikke en live-forestilling i traditionel forstand. Den beskrives som en "lydinstallation" og er skabt af Stephens (der begyndte arbejdet før covid-19 indtraf) sammen med instruktør Walter Meierjohann og de førende lyddesignere Ben og Max Ringham. Reglerne om social afstand tillader ikke mere end 40 personer fordelt på gulvet og logerne, så publikum sidder spredt, enten alene eller to og to, afskåret fra hinanden med hovedtelefoner. Et net af neonlignende rør skifter fra rød til blå, grøn og hvid som en del af Jessica Hung Han Yuns belysningsdesign og Lizzie Clachans overordnede scenografi.

Foto: Helen Maybank

I hovedtelefonerne fortæller Juliet Stevensons indspillede stemme indledningen på historien – fra det øjeblik den første mand i et unavngivet land oplever, at hans syn erstattes af et mælkehvidt hav. Lige som man begynder at spekulere på, hvorfor man er taget ind til byen og har brugt penge på en billet blot for at høre Stevenson læse en bog op på Audible, kastes man ud i mørket, og det binære lyddesigns magi tager over. Hun påtager sig rollen som en kvinde, der uforklarligt stadig har sit syn, men holder det hemmeligt for at kunne blive ved sin blinde mands side. I det bælgmørke rum transporteres man til gaderne i den hærgede by og hospitalet, hvor virusofrene er i karantæne. Stevenson synes at viske en i øret; hun føles så tæt på, at man forventer at mærke varmen fra hendes åndedræt på sin kind – hvilket er særligt foruroligende i et teater, hvor kravet om to meters afstand overholdes strengt. Man tager sig selv i at dreje hovedet for at lede efter hende i mørket eller flytte fødderne for ikke at spænde ben for hende.

Saramagos vision om samfundsordenens skrøbelighed er dyster, og denne 74-minutter lange bearbejdelse indfanger kun fragmenter af den brutale, beskidte verden, som den portugisiske forfatter fremmaner i sin roman. Men forestillingen indfanger også de sublime øjeblikke af håb midt i rædslen og glæden ved de små detaljer i livet, der minder os om vores menneskelighed. Som bogen understreger den, hvordan vores samfund favoriserer seende, hvor den eneste person med synet i behold bliver den mindst hjælpeløse trods det at være "helt almindelig". Denne bearbejdelse fremhæver og hylder dog, hvordan lyd alene kan fortælle levende historier og skabe en helt ny måde at opleve verden på.

Foto: Helen Maybank

Gennem illusionen om nærhed fungerer denne lydbaserede udgave af Blindness som en modpol til den faktiske oplevelse af at besøge Donmar. Jeg var en ud af blot 10 personer oppe i logen, adskilt af flere tomme sæder, mens jeg kiggede ned på gulvet, hvor folk sad jævnt fordelt på isolerede øer af dobbeltsæder. Efter at være blevet budt velkommen udenfor af personalet i ansigtsvisirer, bliver man ført langsomt og med to meters afstand gennem teatret til sin plads, mens man opfordres til flittig brug af håndsprit (der mærkværdigvis dufter af tequila). Det er ingen erstatning for levende teater, men det er stadig en vidunderlig og kærkommen måde at opleve levende historiefortælling inde i en teaterbygning.

Spiller frem til 22. august 2020