ANMELDELSE: Blithe Spirit, Duke Of York's Theatre London ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Richard Eyres iscenesættelse af Noel Cowards Min kone spøger, som lige nu spiller på Duke Of York's Theatre i London.

Jennifer Saunders i Min kone spøger. Foto: Nobby Clarke Min kone spøger (Blithe Spirit) Duke of York's Theatre,

10. marts 2020

3 stjerner

Bestil billetter

Ja, her er endnu en opsætning af Noel Cowards stedsegrønne fortælling om spiritistiske seancer, boheme-middelklasse og et par genfærd. Stykket blev til i 1941 under Anden Verdenskrigs mørkeste stunder og filmatiseret – smukt – i farver blot tre år senere; det er rendyrket eskapisme, som i de rette hænder kan forføre ethvert publikum fuldstændigt.

Altså, næsten ethvert publikum. For kun få år siden præsenterede producenten Lee Dean, en yderst respekteret og erfaren herre, os for netop denne historie i West End med veteranen Angela Lansbury som det store trækplaster i rollen som mediet Madame Arcati. Det gik forrygende. Og nu er han tilbage med det samme stykke, om end i en ny opsætning.

Ensemblet i Min kone spøger. Foto: Nobby Clark

Instruktøren denne gang er Richard Eyre – en utroligt erfaren kender af det meste (selvom Coward mærkværdigvis kun optræder én gang tidligere på hans CV). Scenografien og kostumerne er lagt i hænderne på den ligeså rutinerede Anthony Ward, mens lyset styres af den velkendte Howard Harrison og lyden af John Leonard. Paul Kieve er tilknyttet som illusionskonsulent. Da tæppet gik for deres scenografi, var min første tanke 'træet': bjælker, lægter, endeløse bogreoler, vindeltrappe, paneler og døre... alt sammen i massivt træ. Men i samme nu meldte ordet 'træagtig' sig også som en dyster forudanelse om det skuespil, vi skulle til at overvære. Jeg ved ikke, hvorfor tanken slog mig – var det fordi stilen var 'for' tro mod de tidlige 1940'ere? Var det hele bare for pyntet og detaljeret? Uanset årsagen blev jeg ramt af en vis skepsis.

Emma Naomi og Geoffrey Streatfeild. Foto: Nobby Clark

Da skuespillerne trådte ind på scenen én efter én, blev min frygt desværre bekræftet. Alle virkede låst i de samme stive, generiske fagter og positurer, med kunstige, fortænkte stemmer, og de missede stort set enhver chance for at overraske. Denne produktion, skabt i samarbejde med Theatre Royal Bath og Jonathan Church Productions, er måske tænkt som teater for nybegyndere eller for dem, der foretrækker deres skuespil enkelt og letfordøjeligt, hvor man ikke behøver at tænke for meget.

Hvis man er indstillet på at blive 'underholdt' på denne facon, vil man sikkert ikke se noget galt i at rulle med øjnene eller klukke lidt over denne letvægter. Men man skal ikke forvente store lårklaskende grin, rablende vanvid eller hysterisk morsomme øjeblikke i denne version. Det er 'ægte' pænt, poleret og overfladisk provigsteater. Jeg siger ikke, at der er noget direkte galt med den slags teaterprodukter, men er det nødvendigvis noget, man har lyst til at betale West End-priser for?

Geoffrey Streatfeild, Emma Naomi, Jennifer Saunders og Lisa Dillon. Foto: Nobby Clark

Det må være op til dig. I mellemtiden kan man undre sig over, at Jennifer Saunders (Arcati) begraver sit komiske geni under et tåget, muligvis skotsk accent og et par voldsomme øjenbryn. Man kan måbe, når Lisa Dillon (forfatterens hustru, Ruth) præsterer aftenens vel nok eneste spontane grin: (LANG PAUSE.....) 'Han kører hende til Folkestone'. Man spiler øjnene op over Geoffrey Streatfield (forfatteren, der researcher spiritister), som spiller en slags krydsning mellem Michael Denison og en gennemtrængende ubehagelig, nasaltalende tenor. Man kan forundres over den malplacerede attitude hos Emma Naomi (den afdøde hustru Elvira, der ved et uheld bliver vakt til live). Og man føler med Lucy Robinson (den overbærende nabo, Mrs Bradman) og Simon Coates som hendes tamme ægtefælle, Dr. Bradman. Endelig serverer – og spilder – Rose Wardlaw drinks i rollen som den flade karakter Rose.

Ensemblet i Min kone spøger. Foto: Nobby Clark

Hvis man har lyst til at bruge to-tre timer i dette selskab, skal ingen stoppe en. Jeg vil dog råde til forsigtighed. Opsætningen er fuld af gode intentioner, men i stedet for at bane vejen til den komiske himmel, leder den os – uden helt at nå frem – ned i et lunkent og trættende helvede.