ANMELDELSE: Brass, Hackney Empire ✭✭✭✭✭

Brass

Hackney Empire

26. august 2016

5 stjerner

NYMT, som fylder 40 år i år, er en ganske bemærkelsesværdig institution, og dette – deres flagskibsproduktion i denne sommersæson, opført over to storslåede dage i Frank Matchams prægtige Hackney Empire – var en helt igennem usædvanlig begivenhed. Et festklædt publikum mødte talstærkt op for at heppe, le og græde over denne episke fortælling om et messingorkester fra Leeds under Første Verdenskrig, affyret som en Vickers-granat fra en harmløs fritidsklub for fabriksarbejdere og direkte ned i skyttegravene i Flandern.

Benjamin Till har researchet denne historie i bogstavelig talt årtier, skrevet manuskriptet (med dramaturgi af Philippa Goslett og yderligere sangtekster af Nathan Taylor og Sir Arnold Wesker) og derpå påbegyndt det herkuliske arbejde med at transformere det hele til et sammenhængende musikdrama. Værket havde premiere på Leeds City Varieties Music Hall for to sæsoner siden og indbragte NYMT og det daværende kreative hold en UK Theatre Award for bedste musicalproduktion. Den opsætning, af instruktør Sara Kestleman, koreograf Matt Flint og kapelmester Benjamin Holder, er blevet indspillet og kan købes hos NYMT.

Mens jeg skriver dette, lytter jeg til netop den indspilning. Forestillingens partitur er et af dem, man har lyst til – nej, har brug for – at vende tilbage til igen og igen. Till og hans samarbejdspartnere er så store talenter, at der ikke er en eneste linje, frase eller takt, der ikke vinder ved gentagen lytning. Helt ærligt, det er en bjergtagende bedrift. Mark Shenton har udtalt, at stykket hører hjemme på National Theatre, og han har ret. Den statsstøttede sektor kunne løfte en produktion i denne skala; dog ville værket – med et mere strømlinet cast – sagtens kunne appellere til det kommercielle teater også. National Theatre leder naturligvis efter en efterfølger til 'War Horse'. Her har vi et særdeles interessant bud, som absolut er værd at overveje.

Ligesom Conor Mitchell, hvis 'The Dark Tower' jeg anmeldte tidligere på ugen, er Till – udover at være en fantastisk tekstforfatter og dramatiker – en komplet komponist, der ikke overlader noget af sin musik til andre. Er det et rent tilfælde, at vi næsten ryg mod ryg genopdager musicalpartiturer fra to komponister, der skriver hver eneste tone, vi hører – alle arrangementer, både vokale og instrumentale? Den kompositoriske barren er sat utroligt højt her, især når musikken er så udsøgt og smukt formet til at fortælle en spændende dramatisk historie. Holdet fra NYMT i Hackney Empire tager os med på en rejse, vi aldrig glemmer, iscenesat af den visionære instruktør Hannah Chissick i tæt symbiose med koreograf Sam Spencer-Lane, i et enkelt men frygtindgydende design af Jason Denvir, og med en strålende ekspressiv lyssætning af David Plater. Lyddesignet af Tom Marshall er et skoleeksempel på, hvordan man projicerer 50 stemmer og et orkester på 20 personer i et kæmpe rum som Empire – og mere om det om et øjeblik.

Scenesproget er slående, foruroligende og konstant overraskende. Med intet andet end tomme trækasser, stabler af ammunitionsgranater og en guillotinesformet diagonal platform, der skærer sig ind bag på scenen, udspiller handlingen sig i et næsten åbent rum. Alligevel er kostumerne, sammensat af Anne-Marie Horton, nådesløst naturalistiske og flytter fokus helt over på de menneskelige skæbner, der fortælles i en verden, som synes at tilbyde meget lidt personlig komfort eller tryghed.

Fra den indledende, næsten Brecht-agtige start, hvor personalet samles, mens scenelyset klonker i gang og salens lys gradvist dæmpes, befinder vi os i en prøve til et messingorkester. Alle samles om et åbningsnummer, der er nyt i Hackney-opsætningen: en gennemspilning af et tilsyneladende 'traditionelt' konkurrencestykke, af den slags som Vaughan-Williams kunne have skrevet, og som et orkester som dette sagtens kunne have spillet. Castet er i arbejdstøj. De kunne sagtens være ansatte på ROF Barnbow, Leeds' enorme ammunitionsfabrik. Snedigt ser vi en blanding af orkestermusikere i kostumer, der er bragt op på scenen, skuespiller-musikere, der spiller med dem, og nogle skuespillere, der mimer, mens de får subtil hjælp fra tungere percussion under scenen. Effekten er perfekt harmonisk, men det er typisk for den komplekse koordinering af elementer, som er endnu en af de mange glæder ved denne forestilling.

Vi må også huske – selvom det virker umuligt – at dette unge ensemble har stablet hele produktionen på benene på blot fjorten dage i påskeferien, før de mødtes igen her til sommer for at inkorporere omfattende omskrivninger og derefter lære og perfektionere forestillingen på... øh, otte dage. Ja. Otte dage. Der er 33 medvirkende (hvoraf kun 7 er gengangere fra 2014-produktionen) og 18 musikere, hvoraf mange er på scenen og spiller meget. Med kun to dage i bygningen før premieren efterlod den tekniske prøve – med dens djævelsk komplicerede lydbalancering – kun tid nok til at køre generalprøve på første akt: Det, vi så på premiereaftenen i anden akt, var allerførste gang, hele holdet spillede den fuldt ud sammen. Nerver? Ikke det mindste spor. Der er fremragende præstationer fra så mange i denne dygtige gruppe, at der knap er plads til at yde dem alle retfærdighed her, heriblandt: Ruby Ablett; Laura Barnard; Anna Cookson; Lucy Crunckhorn; Madeleine Ellis; Oscar Garland; Crispin Glancy; Ben Hiam; Adam Johnson; Robyn MacIntyre; Matt Pettifor; Richard Upton; og Kitty Watson.

Tills musikalske ordforråd er virtuost, og hans beherskelse af orkestrale og vokale farver er symfonisk i både ambition og mesterskab. Musiknumrene spænder vidt mellem utallige inspirationskilder, hvilket er med til at gøre lærredet bredere, så det virkelig føles som den 'store' krig, det var. Det ene øjeblik er vi i den muntert ubekymrede verden hos Gilbert og Sullivan, eller måske Lionel Monkton, eller kække stuesange, og derefter hører vi amerikansk ragtime eller de britiske soldater synge en af deres småironiske men optimistiske sange. Ligeledes udforsker Till sine karakterers indre følelsesliv i et tonesprog, der minder os om den moderne tradition for episke operetter, måske 'Les Misérables'-verdenen – endnu en stor fortælling om almindelige mennesker, der kæmper mod umulige odds. Titelnummeret, en heroisk tenor-arie (sunget med uforglemmelig kraft her af Ben Mabberley – der passende nok kommer fra det nordlige England ligesom mange andre i castet), har den samme evne til at ramme lytterens dybeste følelsesmæssige sårbarhed, som man finder i melodier af eksempelvis Nino Rota, en anden komponist af episke fortællinger om sammenstødet mellem private og nationale skæbner. Og hele tiden, aldrig langt fra vores ører, er der den hjemsøgende harmoni fra kornetter, trompeter, basuner og tuba, lyst op af klokkespillets klang og vækket til live af lilletrommens puls.

Igen og igen, hele vejen gennem dette lange og detaljerede værk, opretholdes balance og koordination med det højeste niveau af kunstnerisk snilde og dygtighed. Musikalsk skyldes dette i høj grad det vidunderlige forhold mellem komponisten og hans kapelmester, her NYMT-veteranen Alex Aitken, der også er leder af den akademiske musikafdeling på Stowe. Hans omhyggelige og udtømmende forberedelse af det enorme og uendeligt varierede partitur, kombineret med insisteren på altid at være tro mod stykkets kreative hensigt, betyder, at han fra dirigentpladsen udøver en afslappet, diskret og ufejlbarlig kontrol over forestillingen.

Og dette er endnu en ting, vi kan takke NYMT for. Den vedvarende støtte til og udvikling af nye talenter, side om side med de bedste og mest erfarne professionelle i branchen, er endnu en af selskabets strålende bedrifter. Det store netværk af finansiering, donationer, den utrættelige støtte fra familier og venner samt billetsalg (alt sammen, skal det bemærkes, til yderst konkurrencedygtige priser), der betaler for dette, er ikke kun en investering i de unge menneskers udvikling, men også i selve industriens fremtid.

Med så meget succes i bagagen står dette kompagni bestemt ikke stille. Tværtimod baner det vejen mod endnu større præstationer. Snakken blandt den britiske musicalverdens spidser, der flokkedes i teatret for at se dette vidunder, afslørede spændende nye ting på vej. Så hold øjnene åbne, og hold øje med hvornår billetsalget til 2017-sæsonen starter.

LÆS MERE OM NYMT-BEGIVENHEDER PÅ DERES HJEMMESIDE