ANMELDELSE: Calamity Jane, New Wimbledon Theatre ✭✭✭✭

Calamity Jane

New Wimbledon Theatre på UK-turné

21. marts 2015

4 stjerner

Når man hører hans musik til Calamity Jane, er det en stor skam, at Sammy Fain ikke skrev flere store musicals til Broadway. Han skrev til mange revyer på 'The Great White Way' og til film (udover Calamity Jane skrev han også den Oscar-vindende 'Love Is A Many-Splendored Thing'), men det blev kun til en håndfuld musicals, hvoraf de færreste bliver genopsat i dag.

Men hans musik til film-musicalen med Doris Day og Howard Keel, Calamity Jane, er rig og iørefaldende og fyldt med hits: 'The Deadwood Stage (Whip Crack Away)', 'The Black Hills of Dakota', 'Just Blew In From The Windy City', 'I Can Do Without You', 'It's Harry I'm Planning To Marry', 'A Woman's Touch', 'My Love Is Higher Than A Hawk' og selvfølgelig Oscar-vinderen, 'Secret Love'. Det er et muntert, livligt og overraskende romantisk partitur – både sentimentalt og skævt. Paul Francis Websters tekster er det perfekte, vittige supplement.

I sig selv er musikken grund nok til at se filmen, og er sandsynligvis årsagen til, at filmen stadig er populær. Sceneudgaven af filmen er aldrig blevet opført på Broadway eller i West End, hvilket virker en smule sært i denne tid med musicals-baseret-på-berømte-film. Der var en opsætning af Calamity Jane på Leicester Haymarket i 1994 med Louise Gold i hovedrollen, men det lader til at være den eneste professionelle udgave i Storbritannien indtil nu.

Nu turnerer Charles K. Freemans bearbejdelse af Calamity Jane-filmen i Storbritannien – en produktion, der startede på det opfindsomme Watermill Theatre under ledelse af Nikolai Foster. Det er endnu en af deres 'musikere-som-skuespillere'-opsætninger, hvor det traditionelle orkester er erstattet af skuespillere på scenen, der selv spiller på diverse instrumenter.

Calamity Jane virker måske ikke som det mest oplagte valg til den slags behandling, men det må indrømmes, at Catherine Jayes' fremragende orkestrering får det hele til at fungere strålende. Ja, der er indspillet musik, men den flade effekt det kan give, opvejes mere end rigeligt af de mange ægte lyde skabt af det dygtige ensemble på en bred vifte af instrumenter.

Mere end det, så adopterer hele produktionen en 'nøjsomheds-filosofi', hvor det instrumentale akkompagnement blot ses som endnu et af de kloge 'noget-ud-af-ingenting' designvalg. Matthew Wright har skabt en scenografi, der både er rå og raffineret; den er genial og gennemført teatralsk. En falsk prosceniumsue indrammer det, der ligner et prøvelokale foran en lille, men effektiv scene. Der opstår en tydelig følelse af teater i teatret. Dette enkle greb overvinder mange af de udfordringer, der er ved at flytte filmen til de skrå brædder.

Hvor filmen kunne mæske sig i virkelige baggrunde – fra postvogne i høj fart til idylliske landskaber – gør Wrights foranderlige scenografi det muligt at forestille sig alle disse steder inden for den falske sceneramme. Det betyder færre penge, men mere fantasi; mindre postyr, men større indlevelse. Det er et fantastisk scenedesign på alle parametre.

Wrights kostumer er ligeså kloge og præsenterer de mange arketyper, man forventer i forestillingen om det vilde vesten. Sandt at sige havde det måske været bedre, hvis nogle af kostumerne havde afspejlet de medvirkendes kropsbygning frem for blot at kopiere filmens kostumer, men det er ikke en fatal fejl. Ingen ser skidt ud i Wrights kostumer, og mange i ensemblet ser forrygende ud.

Givet at de alle – på nær Calamity Jane selv – skal kunne spille et instrument, er holdet usædvanligt talentfuldt og bringer liv, energi og stil til alle aspekter af produktionen. Nick Winstons fyrige og sprudlende koreografi er vital og charmerende; den fanger både isolationen i Deadwood, hvor handlingen udspiller sig, og det stærke fællesskab mellem byens borgere og det nærliggende fort.

Tom Lister er tør, laconisk og utroligt afslappet som Wild Bill Hickok. Det er en præstation af ren spilleglæde. Han synger fremragende hele vejen igennem, men hans 'My Love Is Higher Than A Hawk' er et absolut højdepunkt, der skyder anden akt smukt i gang. Hans samspil med Alex Hammonds Danny og Jodie Prengers Calamity er fint afbalanceret og sikrer, at både humoren og romantikken kommer til sin ret. Hans optræden forklædt som dronning Victoria er hylende morsom og understreger ironisk nok hans mandige selvsikkerhed.

Hammond er helt perfekt som Danny: den flotte soldat, der ved, han ser godt ud, og forventer, at damerne er enige. Smart og småfedtet er Hammonds Danny den perfekte modpol til Wild Bill og et herligt objekt for Calamitys opmærksomhed. Bobby Delaney er ligeså god som Francis Fryer, og han bringer en herlig følelse af gavtyvestreger, sjov og underfundighed til rollen. Han er utroligt musikalsk, og det skinner igennem i alt, hvad han gør. Han har en sød, ren stemme, og hvert øjeblik han er på scenen, er en fornøjelse. Delaney står desuden for det tunge arbejde ved klaveret og klarer den opgave til UG.

Phoebe Street er en ubetinget fryd som Katie Brown, pigen der drømmer om at blive stjerne. Hendes udvikling fra skræmt wannabe til rutineret diva i Deadwood er dygtigt eksekveret. Hendes indsats i 'A Woman's Touch' er helt vidunderlig. Hun har en skøn stemme og ægte stjernepotentiale.

Der leveres flot arbejde over hele linjen fra Paul Kissaun (Rattlesnake), Matthew James Hinchcliffe (Buck), Martin McCarthy (Joe), Jamie Noar (Hank) og Justin Wilman (Hank). De bidrager alle med kulør, tekstur og interessant karakterarbejde.

Det er dog ikke alt, der kører på skinner. Anthony Dunn er for endimensionel som Henry, og det virker som en instruktørbeslutning, at han skal angribe alt i et hæsblæsende tempo. Det resulterer desværre blot i en flad og uinteressant karaktertegning. Det er spøjst set i lyset af det øvrige arbejde på scenen. Christina Tedders slipper afsted med rollen som Adelaid Adams, men også kun lige akkurat. Introduktionen af hende er mærkværdigt fejlbedømt hendes udseende og evner taget i betragtning; hendes kvindelige charme burde hyldes, men sådan fremstår det ikke. Hun har en fin stemme, men sandt at sige skulle den være markant bedre end Streets, for at præmissen om hendes afløser for alvor skal fungere.

I titelrollen yder Prenger sit bedste, selvom hun er noget fejlcastet. Calamity er en rolle for en køn kvinde, der overbevisende kan gå for at være en mand; en ægte drengepige, der kan transformeres til prinsesse. Prenger er en køn kvinde, der umiskendeligt er helt igennem kvinde. At caste hende giver mændene i Deadwoods drillerier og frygt en utilsigtet ubehagelig undertone. (Hvis resultatet var tilsigtet, er det helt fejlskudt).

Prenger har dog en naturlig, bred komisk stil, og hun kan levere jokes med stor sikkerhed – enten med et skarpt blik eller en veltimet replik. Hun kaster sig over produktionens præmisser med liv og sjæl, og scener som dem, hvor hun rider ud af byen efter Katie og springer fra hest til postvogn, fungerer fantastisk. Prenger får en til at tro på det.

Hun er også hurtig på aftrækkeren og føler sig tydeligvis hjemme med en revolver. Hendes evner med en pisk er ligeledes imponerende. Sangmæssigt er hun i god form. Hendes diktion kunne dog være skarpere, især i nummeret hvor hun præsenterer byens borgere: 'The Deadwood Stage'. Hendes duetter med Bill og Katie var hendes mest vellykkede øjeblikke, og de to sange var en sand fornøjelse.

Hun synger 'Just Blew In From The Windy City' med sprudlende beslutsomhed og fører an i et forrygende ensemble-nummer, der er forestillingens absolutte højdepunkt. 'Secret Love' bliver ikke helt det musikalske klimaks, det kunne være; de lange, flotte toner, der gør sangen fantastisk, får ikke helt den opmærksomhed, de kræver, men det er ikke ensbetydende med, at Prenger ikke slipper godt fra det. Det gør hun.

Dette er en teatralsk perle: en god, gammeldags musical leveret på en moderne og frisk måde. Det er fedt at høre så gode sange sunget så flot af et ensemble, der i bund og grund akkompagnerer sig selv. Prengers publikumspleasende præstation som Calamity, sammen med førsteklasses støtte fra Lister, Delaney, Street og Hammond, sikrer en aften, der suser afsted i 'Whip Crack Away'-tempo og efterlader en med længsel efter 'The Black Hills of Dakota'. Uanset hvor ofte den melodi vender tilbage i løbet af showet...

Klik her for mere information om Calamity Jane-turnéen.